Hugh Jackman er en blodigtørstig Robin Hood i ny film, der giver legenden et twist

De fleste af os er vokset op med fortællingen om Robin Hood - manden der stjal fra de rige og gav til de fattige. Men snart møder vi en mørkere og mere kompromisløs udgave af Englands mest sagnomspundne fredløs.
I The Death of Robin Hood, der får premiere den 18. juni, spiller den Oscar-nominerede Hugh Jackman titelrollen.
I en ny featurette beskriver han sammen med instruktør og manuskriptforfatter Michael Sarnoski filmen som et portræt, der vender vrangen ud på legenden.
For dette er hverken den romantiske eller den vittige Robin Hood. Det er en plaget mand, der ser tilbage på et liv af vold, kaos og død.
Jackman peger på at "historien om Robin Hood har ændret sig gennem tiden, afhængigt af den æra, den blev fortalt i."
Og netop denne udgave er noget anderledes end andre Robin Hood-legender fortæller instruktøren:
- Den har sit eget twist på historien: Hvad nu, hvis Robin var en blodtørstig dræber? Han kommer fra en voldelig, brutal, kold verden, hvor alle, du møder højst sandsynligt, er ude på at dræbe dig, forklarer Michael Sarnoski.
Se den nye featurette nederst

Episke landskaber som bagtæppe
Filmen er optaget i Nordirland, hvor de rå landskaber danner ramme om den nådesløse fortælling - en billedside, Jackman selv kalder "fænomenal" og "episk". Holdet filmede på gamle slotte, i kirker og på bjerge, og det var ikke tilfældigt:
- Vi ønskede virkelig følelsen af, at vi fangede forbindelsen mellem naturen, åndeligheden og den intense vold, der kendetegner middelalderen, fortæller Sarnoski.
Historien kredser om skyld, forsoning og prisen for et liv levet i oprør. Da Robin bliver dødeligt såret i et slag, han troede skulle blive hans sidste, åbner der sig en uventet mulighed for frelse i mødet med en mystisk kvinde. Derfra følger en indadvendt rejse ned i mytens dybere lag:
- Robin skal forstå de forskellige sider af sin identitet. Hvordan skifter vi fra én opfattelse af os selv og til noget mere end dét? fortæller instruktøren Michael Sarnoski, der bliver suppleret af Jackman:
- Michael åbner dit sind mod noget større - mod myterne og den sandhed, der ligger bag legenderne. Jeg tror, publikum vil føle, at denne historie er smuk og menneskelig.

"En af de helt store stemmer"
Jackman er et alsidigt talent med utallige film på CV'et, heriblandt Deadpool & Wolverine, X-Men-filmene, The Greatest Showman, Les Misérables og Song Sung Blue.
Hollywood-stjernen har kun varme ord til overs for Sarnoski, der tidligere har stået bag de anmelderroste Pig og A Quiet Place: Day One:
- Michael er en af de helt store stemmer i filmverdenen i dag. Der er en selvtillid i hans historiefortælling, som fuldstændig har blæst mig bagover," siger Jackman.
Udover Jackman tæller rollelisten bl.a. Jodie Comer, Bill Skarsgård, Noah Jupe og Murray Bartlett.








