Alle for en-instruktør er tilbage: Se første trailer til ny stjernespækket komedie

'Offroad' får premiere til efteråret
Offroad
(© SF Studios Danmark)

"Jeg er i et forhold, der føles forkert. Og jeg har gang i en karriere, som jeg ikke kan huske, hvorfor jeg har valgt."

Sådan lyder det indledningsvis i den første trailer til den nye, hæsblæsende danske komedie Offroad, der får premiere 1. oktober. 

Traileren er netop blevet offentliggjort - se den nederst i artiklen.

Sofie Jo Kaufmanas, Julie Rudbæk og Katinka Lærke Petersen spiller de tre veninder Maggie, Eva og Stine, der vil gøre op med hamsterhjulet og voksenlivets evige besked om, at hvert minut tæller, hvis man vil nå langt.

Bag kameraet står Rasmus Heide, manden der har fået de fleste af os til at grine med Alle for én-filmene, Blå mændJulefrokosten og TV 2-serien 'Tomgang'.

Og noget tyder på, at 'Offroad' ikke bliver en undtagelse.

Filmen følger Maggie, der føler sig kvalt af både egne ambitioner og omverdenens forventninger. 

Da veninderne Eva og Stine forærer hende en tur til Tenerife, ender de tre på en kaotisk roadtrip i en stjålet autocamper. Eller rettere: på en flugt fra virkeligheden og en jagt på frihed. For findes der virkelig ikke mere i livet end et stabilt job og "et pissekedeligt parforhold", som Kaufmanas karakter spørger i traileren? 

Trekløveret har tidligere arbejdet sammen i Elsker dig for tiden, der var skrevet og instrueret af Julie Rudbæk sammen med Jesper Zuschlag. 

Katinka Lærke Petersen er bl.a. kendt fra sine roller i Bytte bytte baby og senest 'Kastanjemanden 2: Tælle til en, tælle til to'. Kaufmanas har tidligere medvirket i Lykkelige omstændigheder og har for nyligt været aktuel som Stella i Den Eneste Ene-musical. 

Ud over de tre komiske talenter tæller rollelisten Ulrich Thomsen, Rasmus Bjerg, Iben Hjejle, Rasmus Botoft og Jesper Groth

Manuskriptet har Heide skrevet sammen med Sara Ejersbo, der siden sin debut i 2012 har udgivet over 60 bøger til både voksne og børn. 

'Offroad' får biografpremiere 1. oktober.

Se den første trailer herunder:

Nyeste film i biografen