Guide: 7 familiefilm til sommeren

Tag de mindste med i biografen
Billede
(© Walt Disney Pictures)

Du kan lige nu tage familiens mindste med i biffen og se film som Aladdin, Villy og Monsterplaneten samt Pokémon Detective Pikachu. Men sommeren byder selvfølgelig på endnu flere nye børnevenlige titler, som er oplagte at se, når solen bliver for skarp eller sommerdagene for våde.

Her er de syv familiefilm, der får dansk premiere i juni, juli og august:


Mysteriet om Hr. Link
Stop-motion-filmen, der er skrevet og instrueret af manden bag ParaNorman kan allerede opleves. Filmen følger en engelsk opdagelsesrejsendes møde med den afskyelige snemand. Sammen må de rejse afsted til Himalaya for at møde Yetierne og efterforske myter og monstre.

Blinky Bill på eventyr
Animationsfilmen handler om den eventyrlystne koala Bills rejse hen over den australske slette for at finde sin forsvundne far. Gennem sin farlige færd finder Bill ud af, at det at være en helt, kræver mere end han lige troede.

Kaptajn Bimse
Bjarne Reuters populære børnebøger om Kaptajn Bimse og Goggeletten får sin første filmatisering. I eventyret drager den syv-årige pige Anna afsted til sommerhuset, hvor hun har glemt sin dukke Sophie. Med sig har hun sin bamse, Kaptain Bimse og hans gule flyvemaskine samt andenpiloten Goggeletten.

Kæledyrenes hemmelige liv 2
Fortsættelsen til familiefilmen Kæledyrenes hemmelige liv. Denne gang skal hunden Max vænne sig til familiens nyeste medlem, en lille baby. Derfor tager de alle på ferie langt ude på landet, hvor den velopdragne hund lærer nye tricks af den garvede gårdhund, Rooster.

Løvernes konge
Disneys nyeste live-action-genindspilning er over selskabets til dags dato mest populære tegnefilm Løvernes konge. Handlingen er den samme: Løveungen Simba skal en dag være dyrenes konge efter sin far Mufasa. Men i kulissen lurer onkel Scar, der har skumle planer om at overtage kongedømmet.

Angry Birds 2 filmen
Spilfilmatiseringen Angry Birds får en efterfølger med et nyt og venligere fokus. Denne gang skal de evigt vrede fugle og de irriterende grønne grise nemlig samarbejde for at standse rumvæsner i at invadere øen.

Toy Story 4
Woody, Buzz og det andet levende legetøj er tilbage for fjerde gang. Flokken bor nu hos pigen Bonnie. Sammen med Bonnies hjemmelavede legetøj Forky, kommer de alle med på bilferie med familien. Men ved et uheld bliver Woody og Forky væk, og de skal nu forsøge at finde vejen tilbage. Heldigvis møder de Woodys gamle kærlighed Bo Peep, der gerne vil hjælpe dem på deres vej.

Læs også vores guide til SOMMERNES GYSERFILM