Engelsk skuespillerinde som efter verdens største filmsucces, Titanic, bevidst udeblev fra Hollywoods rampelys og i stedet indspillede smalle kunstneriske film såsom 'Hideous Kinky' (1998) og 'Holy Smoke' (1999).
Kate Winslet havde dog også en karriere inden det filmatiserede skibsforlis. Som 11-årig var hun med i en tv-reklame for Guldkorn og havde efterhånden flere roller i teaterstykker.
Allerede som 17-årig spillede hun den ene hovedrolle i Peter Jacksons mørke Heavenly Creatures.
Efter Oscarnomineringer for Sense And Sensibility, 'Titanic' og 'Iris' (2001) modtog hun sin fjerde Oscarnominering for hovedrollen i den roste Eternal Sunshine Of The Spotless Mind.
Naturtalentet skinner tydeligt igennem i mange af Kate Winslets film, der altid synes at være valgt med hjertet. Siden 2003 har hun været gift med instruktøren Sam Mendes.