James Cameron overrasker: 'Avatar 3' bliver en afslutning
Det varer ikke længe, før den tredje Avatar-film ruller over biograflærredet og følger op på historien om Jake Sully og Na’vi-folket. Men nu afslører skaber James Cameron, at det i samme ombæring også bliver en form for afslutning.
Den kommende film, der har titlen Avatar: Fire and Ash, handler om Na'vi-folket på Planeten Pandora, hvoriblandt Jake og Neytiris familie sørger over Neteyams død. De støder på en ny og aggressiv Na'vi-stamme under navnet Aske-folket, som bliver ledt af den temperamentsfulde Varang, mens konflikten på Pandora vokser.
I stjernecastet finder man altså de velkendte karakterer Jake Sully og Neytiri, spillet af hhv. Sam Worthington og Zoe Saldaña. De får bl.a. selskab af Oscar-vinder Kate Winslet (Ronal) og Sigourney Weaver (Dr. Grace Augustine).
Instruktør James Cameron har tidligere antydet, at en fjerde film i rækken vil tage et spring i tid og flytte fortællingen til andre kulisser. Disney afventer efter sigende at give grønt lys til film fire og fem, før de har vurderet, hvordan 2’eren fra forrige år og den nye 3’er vil klare sig ved billetlugerne. Det skriver Dark Horizons.
Den anden og tredje Avatar-film er tiltænkt som én sammenhængende historie. Derfor kan vi forvente en komplet afslutning af dén historie, når 'Avatar: Fire and Ash' kommer i biografen til december:
- Slutningen af treeren bliver slutningen på historien for familien Sully. En helt ny historie begynder i fire og fem, uddyber Cameron i et interview til podcasten CrewCall.
Det betyder også, at selv hvis Disney vælger at stoppe franchisen, vil Avatar-filmene stå som en helstøbt trilogi med en ordentlig og reel afslutning:
- Den ene ting, jeg kan love med denne film, er, at der er en virkelig følelse af kulmination [...] hvis jeg får lov til at lave 4 og 5, bliver det en helt ny slags episk historie.
Avatar: Fire and Ash får biografpremiere den 17. december




