DR afslører næste års store tv-julekalender

Optagelserne til 'Den store julefortælling' er i gang
Den store julefortælling
(© DR)

Allerede inden vi er gået ind i december måned, og derved har taget hul på årets tv-julekalendere, har DR afsløret næste års kalender

Den store julefortælling beskrives af DR som et juleeventyr, hvor selve julen er på spil. Indspilningerne er i fuld gang til kalenderen, som får premiere den 1. december 2026.

DR skriver følgende om julekalenderens plot:

Vi befinder os i den lille by Vester Kløjs, hvor byens borgmester Britt har sat alt ind for at gøre byen til årets juleby. Her ankommer søskendeparret Aksel og Ella den 1. december for at bo hos deres mormor, Dorthea, der også er byens bibliotekar. 

Den generte Aksel får hurtigt en ny ven i den lokale Vigga, og da de to finder den magiske bog 'Den store julefortælling' kommer både byen og julen i fare. De får nemlig ved en fejl tryllet den unge, energiske nisse Rolfe ud af bogen og så starter forviklingerne.

Mens grænsen mellem virkelighedens og fortællingernes verden smuldrer, må Aksel, Vigga og nissen Rolfe stå sammen for at redde Vester Kløjs og ikke mindst julen, som vi kender den.

Henriette Marienlund, chef for DR Drama, ser frem til at dele 'Den store julefortælling' med seerne. Hun udtaler ifølge DR:

- Hovedtemaet i næste års julekalender hylder de historier, der binder os sammen som mennesker - fra hverdagsanekdoter til episke sagaer. Fortællinger er julens hjerte, og julekalenderen minder os om, at det er vigtigere end nogensinde at bevare og dele de fortællinger, der skaber nærvær, underholdning og identitet. 

- DR står på en stolt julekalendertradition, og med 'Den store julefortælling' bygger vi videre på den med et nyt magisk univers for hele familien.

Lars T. Therkildsen og Uffe Rørbæk har skrevet den kommende kalender, og de har tidligere stået bag de populære Julemandens datter-film, mens Rørbæk også er kendt som dobbeltrollen Benny og Hansi fra klassikeren 'The Julekalender'.

Morten BH (Valdes jul) instruerer serien, mens der endnu ikke er offentliggjort nogen skuespillere.

I år viser DR deres julekalender fra 2018, når 'Theo og den magiske talisman' løber over skærmen. På TV 2 er Valde tilbage i en ny tv-julekalender med 'Valdes jul – Vintermiraklet'.

Se alle årets tv-julekalendere her. 


LÆS OGSÅ: TV 2 afslører næste års familiejulekalender

Nyeste film i biografen