Casper Christensen afslører fremtiden for 'Klovn'

10. sæson af Klovn blev afsluttet søndag på TV2 Play, hvor det sidste og ottende afsnit blev udgivet.
Det komiske univers med Frank Hvam og Casper Christensen kan fejre 20-års jubilæum i år, men ifølge de to herrer er der stadig mere liv i 'Klovn'.
Casper Christensen har nemlig udtalt sig om fremtiden for TV2-serien overfor BT. Her bliver komikeren citeret for at sige følgende:
- Det er jo noget, TV 2 bestemmer. Jeg kan sige så meget, at Frank og jeg vil gerne. Hvis TV 2 ikke er klar, så kan man overveje, om man skulle lave en spillefilm eller noget andet – jeg kan bare sige, at vi er stadig rigtig glade for at lave det. Det har været en rigtig sjov sæson at lave – så vi er klar!
Casper Christensen siger, at TV2 endnu ikke har ringet, men at det jo også blot var søndag, at serien havde sæsonfinale.
Men det er interessant, at Klovn-bagmanden lufter ideen om en ny spillefilm. Tilbage i 2020 fik den tredje film i universet, Klovn the Final, biografpremiere, og dengang lød det, at det var den sidste film.
Overfor BT fortæller Casper Christensen også, at både han og Frank er blevet taget med storm over kærligheden til den nye sæson af 'Klovn'. Han udtaler:
- Jeg vil sige – og det mener jeg fra hjertet – Frank og jeg er virkelig overrasket og taknemmelige over den modtagelse, denne sæson har fået. Nu har vi lavet 'Klovn' i 20 år, og det føles som om, at folk er 100 procent glade i øjeblikket. Det er vi rigtig glade for. Nu må vi se, hvad der så skal ske.
Det lyder altså til, at hvis det står til Casper & Frank, så venter der en sæson mere af 'Klovn'.







