Nicolas Winding Refn var død i 25 minutter: "Det bedste, der nogensinde er sket for mig"

Danskerens nye film har verdenspremiere i Cannes
Nicolas Winding Refn / Magnus Jønck
(© Magnus Jønck)

Den danske auteur Nicolas Winding Refn er tilbage på filmfestivalen i Cannes med sin første film i et årti.

Filmskaberen har tidligere deltaget på den prestigefulde filmfestival med The Neon Demon samt Ryan Gosling-filmene Only God Forgives og Drive, hvor sidstnævnte sikrede ham prisen for Bedste instruktør.

Nu er Winding Refn tilbage i det sydfranske med filmen Her Private Hell, der havde verdenspremiere mandag aften til et stående bifald på 7 minutter.

Men allerede i sidste uge afslørede danskeren til en markedsvisning, hvor Kino.dk var til stede, at motivationen for filmen kommer fra hans egen nærdødsoplevelse.

Døden var en gave fra Gud

Danskeren fortæller, at han var død i 25 minutter og blev genoplivet. Oplevelsen inspirerede Nicolas Winding Refn til at vende tilbage til filmmediet - og da vi mødte ham i Cannes, beskriver han sit møde med døden som "en gave":

- Man går igennem mange stadier. Fordi jeg kun havde to uger, før jeg skulle opereres. Det var en hasteoperation. Og man går igennem smerte, vrede, frustration og "hvorfor mig?" og alle de ting. Og så indså jeg, at jeg greb det forkert an. Det handlede ikke om, at jeg var et offer.

- Det her var en gave. Gud gav mig en gave, og han gav mig en chance til. Og hvem får anden chancer i livet og er stadig ung nok til at bruge dem? Så for mig var det at dø næsten det bedste, der nogensinde er sket for mig, uddyber filmskaberen.

Nicolas Winding Refn skulle opereres pga. en utæt hjerteklap, der fik hans blod til at løbe baglæns tilbage i hjertet. Heldigvis mødte danskeren en kirurg, der var "som Tom Cruise" og reddede hans liv.

- Han var som Tom Cruise. Han sagde: "Jeg kan fikse dig." Og det gjorde han. Han lavede en kikkertoperation [gennem siden, red.] i stedet, og så kunne han reparere mig uden den voldsomme ødelæggelse af kroppen, forklarer Winding Refn.

- Gud sendte en engel for at redde mig.

Instruktørens første film i et årti

'Her Private Hell' er en drømmende neo-noir thriller, der uden tvivl vil dele vandene. 

Filmen følger den unge filmstjerne Elle, der føler sig forrådt af sin far og bedste veninde, som er blevet gift med hinanden, samt en amerikansk soldat, der vil gøre alt for at finde sin datter. Samtidig lurer den blodtørstige The Leatherman i tågen.

Filmen samler mange idéer og historietråde, og det er op til publikum selv at finde ud af, hvad meningen med 'Her Private Hell' er. Winding Refns inspiration kommer nemlig fra tv-mediet og den evige "zappen" mellem kanaler:

- Da jeg ville begynde at lave film igen, tog jeg tv-formatet som udgangspunkt og idéen om at zappe mellem kanaler.

- Det husker jeg fra første gang, jeg blev introduceret til tv, da jeg kom til New York fra Danmark. I Danmark fandtes der nærmest ikke børne-tv. Men i New York kunne jeg se alle de her ting og zappe rundt mellem kanalerne.

Her Private Hell
Her Private Hell (© Neon)

- Jeg tænkte, at det i dag svarer til at scrolle. Det er en slags endorfinrus, og algoritmen skaber et mønster og en fortælling, man ikke engang er bevidst om. Man får bare dopamin og fortsætter.

- Så tænkte jeg: Hvad hvis jeg lavede en film på den måde? At jeg bare zapper gennem ting, jeg gerne vil se, og ud fra det skaber en subjektiv fortælling, som bliver en oplevelse.

- Så nu er 'Her Private Hell' lige så meget publikums film som min, fordi alle lægger deres egen fortælling ind i den.

Med H.C. Andersen som inspiration

Nicolas Winding Refn har samlet en stjernespækket rolleliste, der bl.a. byder på Heretic- og Companion-skuespilleren Sophie Thatcher og Charles Melton, der har imponeret med præstationer i May December og Warfare

Melton fik sit gennembrud i ungdomsserien 'Riverdale', som sikrede ham sin casting i 'Her Private Hell', da Winding Refns yngste datter havde introduceret sin far til serien.

Castet rejste alle til København, hvor filmen er optaget på forskellige sets, der portrætterer både 1950'ernes Japan og en futuristisk metropol dækket i tåge og Winding Refns karakteristiske belysning.

Det er nemlig ikke længere autenticitet, der interesserer Nicolas Winding Refn. Ligesom sin landsmand H.C. Andersen er det derimod det eventyrlige.

- Jeg begyndte mine film med at forsøge at fange autenticitet, og med Pusher-trilogien handlede alt om virkelighed. Men til sidst indså jeg, at det aldrig bliver lige så virkeligt som virkeligheden selv. Så jeg stoppede med at jagte det og blev interesseret i uvirkelighed.

- Ligesom Hans Christian Andersen, som jeg stammer fra. Jeg tænkte: måske er det dét, jeg skal lave - eventyr.

'Her Private Hell' har endnu ikke fået dansk premieredato.

Nyeste film i biografen