Stjerne får hovedrolle i første Dogme 25-film: "Jeg har lært ham, hvordan han nyder at tilføje smerte"

Et BDSM-forhold indledes i 'Mr. Nawashi'
Billede
(© Nordisk Film)

For præcist et år siden på filmfestivalen i Cannes blev manifestet Dogme 25 annonceret, der blev kaldt en "redningsaktion", som skal fungere som kulturel oprustning og en kamp for den frie kunst.

Ved en pressekonference på dette års festival i Cannes kunne filmskaber Isabella Eklöf nu præsentere den første film i rækken af Dogme 25-film, nemlig Mr. Nawashi. Her indtager Esben Smed og filmdebutanten Tanya Holm Andersen hovedrollerne, som det netop er blevet offentliggjort.

'Mr. Nawashi' beskrives som en BDSM-kærlighedshistorie om den ambitiøse sangerinde Katarina, der møder den mystiske Mr. Nawashi online og får øje på en helt ny verden.

De to indleder et BDSM-forhold, hvor uafbrudt underkastelse og hengivelse kvitteres med opmærksomhed, omsorg, streng coaching og en pirrende leg med fysisk smerte. Katarina blomstrer - stimuleret både fysisk og psykisk.

Men hvad der begynder som flirt og tiltrækning forandrer sig hurtigt til besættelse og afhængighed.

Filmen er en personlig historie for Eklöf, der selv mødte sin eks-kæreste online, hvor han bar brugernavnet "Mr. Nawashi". Det fortæller filmskaberen til pressekonferencen i Cannes, hvor Kino.dk er til stede. Hun uddyber til os efterfølgende:

- Jeg er ikke et blufærdigt menneske generelt. Så jeg har ikke haft noget imod at dele intime detaljer. Nok lidt mere end andre bryder sig om. Men det ligger jo i sagens natur. Det er sjovt. Jeg elsker autenticitet. Det har jeg altid gjort. Det har altid været super vigtigt for mig.

Esben Smed - der er en af sin generations mest folkekære skuespillere med roller i Lykke-Per, Ser du månen, Daniel og Nikolaj Lie Kaas-serien 'Agent' - har fået titelrollen som Mr. Nawashi. Også selvom instruktøren ikke tidligere kendte til ham og ledte efter et andet fysisk udtryk:

- Først havde jeg afvist ham, fordi jeg synes, han var for tynd. Jeg ville have nogen med et mere rundt ansigt. Men så kom jeg over det og sagde, at han faktisk ikke behøver ligne min eks. Det kan jo være, at han er god alligevel, fortæller Eklöf med et smil.

- Og så er han bare fantastisk god. Altså virkelig, virkelig dygtig og sjov. 

Instruktøren fortæller, at der dog var nogle grænser, som hun måtte hjælpe den danske stjerneskuespiller over. 

For som hun selv beskriver, så ønsker instruktøren at portrættere sin egen historie om BDSM-verdenen præcis, som hun oplevede det.

- Jeg tror, det er svært for Esben personligt at være sadist. Det er nok noget, mange mænd kæmper med, fordi det er et kæmpe tabu. At lade den side af sig selv blomstre, som mange holder rigtig hårdt fast i.

- Så jeg har sgu lært ham, hvordan han nyder det at tilføje smerte og frygt. Men det tror jeg også, at han har haft rigtig meget brug for. Det er noget, han har haft lyst til at gå ind i og udforske sig selv med, fordi han nok selv synes, at han er for sød. 

Dogma 25
May el-Toukhy, Milad Alami, Isabella Eklöf, Annika Berg og Jesper Just (© Konstantin Bock)

Over for Esben Smed ses den filmdebuterende skuespiller Tanya Holm Andersen, der har gjort sig bemærket i en række teaterforestillinger på bl.a. Folketeatret, Det Kongelige Teater, Odense Teater og Teater Momentum. 

Isabella Eklöf er kendt for sine kompromisløse film som Holiday og Kalak, mens instruktøren også har stået bag flere afsnit af HBO-serien 'Industry'. 

På trods af beskrivelsen af 'Mr. Nawashi' som "en BDSM-kærlighedshistorie", så mener instruktøren, at det bliver hendes mest mainstreamfilm indtil videre.

- Jeg tror sjovt nok, at den er mindre kontroversiel end mine to tidligere film.

Sammen med offentliggørelsen af filmens hovedroller annonnceres det også, at filmselskabet Zentropa har indgået en licensaftale med Netflix om de foreløbigt fem Dogme 25-film.

Det betyder, at 'Mr. Nawashi' og de efterfølgende fire film kommer på Netflix i Norden, efter de har været i biografen. Filmene vil også lande på DR.

Dogme 25 er blevet til på initiativ af instruktør May el-Toukhy med Milad Alami, Annika Berg, Jesper Just og netop Isabella Eklöf.

'Mr. Nawashi' er sat til at få biografpremiere i 2027.

Nyeste film i biografen