Varm op til juleaften med disse 5 eventyrlige film

Julestemningen starter i biografmørket
Billede
(© Nordisk Film/Scanbox/UIP/Warner)

Julen kan være en lidt stressende tid, men når man endelig kommer i stemning og lader sig forføre af tidens ånd, er julens heldigvis oftest bare hyggelig. For os starter det gerne med en god film, og som altid er december garant for titler, der skaber den helt rette julestemning.

Her er fem gode bud på film, du sagtens kan bruge til at tyvstarte julen med: 

Julemandens datter
Den danske julefilm handler om den 12-årige Lucia, der bor sammen med sin mor Claudia og sin far Julius, bedre kendt som julemanden. Lucia går på den internationale julemandsskole, hvor alle verdens forskellige julemænd bliver lært op - Santa, Nicolaus, Julius, osv. Lucia vil også gerne blive julemand. Det må hun bare ikke, for det er kun drenge der får lov til at gå i julemandsklassen. Og sådan har det altid været. Pigerne skal lære at bage og strikke, mens drengene lærer at kravle ned ad skorsten og styre et rensdyrspand. 

Lucia syntes det er uretfærdigt, og efter hun fortsat protesterer, giver Julemandsskolen hende én chance: hun skal bestå optagelsesprøven, som alle andre. Pigen skal opfylde menneskedrengen Alberts største juleønske; at hans far, der er ramt af en mystisk sygdom, bliver rask inden det er for sent. Det bliver starten på et forrygende juleeventyr. 



Den tid på året
Paprika Steens drama-komedie handler om en begivenhed, vi alle kan relatere til, nemlig juleaften. Handlingen foregår hjemme hos Katrine og Mads, der har to børn samt en masse ambitioner om at holde en dejlig komsammen med deres kære. Også selvom dette inkluderer en broget flok af familiemedlemmer. Der er søsteren, som er præst, har en lettere tåbelig akademiker-mand samt et stk. hyper-barn. Så er der de skilte bedsteforældre, der sagtens kan fejre jul sammen - så længe de må mundhugges og drikke sig under bordet. Og sidst er der familiens sorte får, lillesøsteren, som kommer direkte fra afvænning. 

Men traditionerne SKAL overholdes lige meget hvad. Der SKAL være plads til alle. Og aller vigtigst, så SKAL der virkelig hygges igennem. For det er jo (heldigvis) kun jul EN gang om året! 

 


Grinchen
Animationsfilmen 'Grinchen' er baseret på Dr. Seuss' populære historie om den grønne julehader, der igen er klar til at sprede dårlig julestemning. Grinchen ønsker bare fred og ro, så da Hvemmerne erklærer, at deres julefest skal være den største nogensinde, ser han ingen anden udvej end at klæde sig ud som julemand og ødelægge deres stort anlagte fejring. 

Vises med dansk tale.

 

Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser
Efterfølgeren til J.K. Rowlings Fantastiske skabninger... og hvor de findes. I den første film blev den mægtige troldmand, Gellert Grindelwald, fanget af den unge magizoolog, Newt Scamander. Men Grindelwald er ikke let at holde fanget, og mørkets fyrste undslipper snart med en plan om at samle et følge af ligesindede. Målet er at skabe en race af fuldblods troldmænd, der skal herske over både magiske og ikke-magiske væsner.

Det er nu op til Newt og hans tidligere læremester, Albus Dumbledore, at stoppe de onde kræfter.


 

Nøddeknækkeren og de fire kongeriger 
Fantasy-filmen er en eventyrlig filmatisering af E.T.A. Hoffmanns roman 'Nøddeknækkeren og Musekongen' samt Tchaikovskys ballet ’Nøddeknækken’. Disney-filmen handler om den unge pige Clara, som på sin søgen efter nøglen til en uvurderlig gave fra hendes afdøde mor ankommer til en fortryllende verden, der er opdelt i fire riger. Clara møder her både soldaten Philip, en gruppe mus og regenterne fra tre af rigerne. Sammen med Philip tager Clara på en rejse mod det fjerde rige, hvor nøglen måske befinder sig.