Vi lever i en gysende god gyserguldalder

8 væsentlige horrorfilm de seneste seks år
Billede
(© Scanbox)

Vi har den seneste årrække fået op til flere gyserfilm, der både udfordrer og viser genrens urovækkende spændvidde samt klarer sig godt hos henholdsvis kritikere og publikum. 

Vi lever kort fortalt i, hvad man vist godt kan betegne som en gyserguldalder. Ja, selv det ellers gyserforskrækkede Oscar-akademi er på banen med priser, mens anerkendte instruktører fra andre genrer også prøver kræfter med skrækfilmen.

I forbindelse med den biografaktuelle gyserfilm Suspiria tager vi således et kig på nogle af de væsentligste film i den skræmmende genre fra de seneste seks år.

Du finder dine billetter til Suspiria her.



Suspiria
(2018)

Fra sit Oscar-vindende kærlighedsdrama Call Me By Your Name har den italienske filmskaber Luca Guadagnino nu kastet sig over horrorgenren med sin genfortolkning af Dario Argentos både farvestrålende og stemningsfulde gyserklassiker af samme navn fra 1977. Det gør han med en både ambitiøs, smuk og ikke mindst creepy skrækvision, der altså ikke en kopi af originalen, men en film i sin egen ret.

I filmen ankommer man til en danseskole i 1970’ernes Berlin, hvor noget ondt ulmer i skolens bortgemte kroge. Publikum hvirvles ind i en fortælling om danseren Susie Bannions møde med skolen og her det kunstneriske overhoved i skikkelse af en dragende Tilda Swinton.

Man skal dog ikke forvente sig en konventionel gyserfilm, der leverer jump scares på stribe eller danser efter genrens velkendte spilleregler. ’Suspiria’ udfordrer både genren og publikum ved bl.a. at stritte i diverse skræmmende retninger – både fortællermæssigt, visuelt og på karakterfronten. Det involverer bl.a. kropsklamme scener, et sirligt og adstadigt udfoldet plot samt atmosfærefulde mareridtsscener.



It (2017)
Mange har uden tvivl haft mareridt efter at have set en rødnæset Tim Curry i sin skræmmende rolle som den onde klovn Pennywise i den todelte tv-serie fra 1990. Den Stephen King-baserede fortælling blev atter bragt til live med ‘It’, hvor Bill Skarsgård indtager rollen som den dansende dræberklovn.

I filmen ankommer man til 1988, hvor en gruppe børn går til kamp mod det onde i skikkelse af den morderiske Pennywise. Flere børn er nemlig forsvundet sporløst i byen Derry, hvorfor jagten på svar går ind for gruppen af venner, der snart må stå ansigt til ansigt med deres værste frygt.

Udover at blive taget godt imod af kritikerne, klarede filmen sig så imponerende godt ved biograflugerne, at den i skrivende stund troner på førstepladsen over de bedst sælgende gyserfilm på verdensplan. Del to - It: Chapter Two  – får premiere i 2019.



Hereditary (2018)
Den spillefilmsdebuterende instruktør og manuskriptforfatter Ari Aster har leveret en af årets mest kritikerroste horrorfilm med den overnaturlige ‘Hereditary’. En gyserfilm, der ikke alene er isnende uhyggelig, men også har et stærkt familiedrama i sin midte og her en af årets mest gribende skuespilspræstationer i form af Toni Colette som den sorgramte mor Annie.

Familien Graham steder nemlig bedstemoderen Ellen til hvile, hvilket viser sig at blive starten på en række mystiske begivenheder. Stille og roligt folder filmen sin urovækkende fortælling ud, der byder på familiehemmeligheder, det overnaturlige og gysende overraskelser for den lille familie.

’Hereditary’ undersøger på skræmmende og nærværende vis temaer som familie, sorg og afsked i en film, der ikke jager de hurtige gyserløsninger med billige chokeffekter. Det er en film, som tager sig tid til at fortælle sin historie, der ikke kun er en uhyggelig gyser, men ganske enkelt også et velfortalt drama.



Get Out (2017)
Det ellers ret så gyser-forskrækkede Oscar-akademi nominerede instruktør og manuskriptforfatter Jordan Peeles spillefilmsdebut til hele fire statuetter i de tunge kategorier. Nemlig Bedste film, Bedste mandlige skuespiller og Bedste instruktion, mens filmen vandt for Bedste originale manuskript.

Nu er her måske heller ikke just tale om en gængs gyserfilm med en maskeklædt morder og masser af blod, men derimod en film, der viser, hvad genren også kan rumme tematisk, når man forlader de af og til noget nedtrampede gyserstier. For med en dynamisk blanding af satire og spænding samt bizarre og blodige gyserelementer tager filmen nemlig fat på den komplekse race- og racisme-debat.

I filmen er Chris nemlig nervøs for at møde sine svigerforældre for første gang. Men han bliver endnu mere ængstelig, da han finder ud af, at hans kæreste ikke har nævnt for sine hvide forældre, at han er sort. Bag overfladen synes der dog at være mørke hemmeligheder i spil.



The Conjuring (2013)
Hele gysergenres ABC synes at komme i spil med den dæmonbesatte ’The Conjuring’. En gyserfilm, der kender sit filmiske ophav uden dog at afføde stivnede klichéer. Instruktøren James Wan puster nemlig her nyt liv i de velkendte genregreb, der bl.a. betyder både velplacerede jump scares og mere afdæmpede skrækscener, som leger intenst med publikums forventninger.

Familien Perron hjemsøges i filmen af noget ondt og overnaturligt, hvorfor de tager kontakt til de paranormale efterforskere Ed og Lorraine Warren. Det bliver starten på en uhyggelig kamp for familiens overlevelse og en nervepirrende uddrivelse af det onde.

Filmen blev startskuddet til et det fortsat voksende The Conjuring-univers, der indtil videre har affødt en opfølger samt to film om den besatte dukke Annabelle og nonnegyset The Nun, mens der forude venter op til flere film i det uhyggelige univers.



The Witch (2015)
Det overnaturlige gys ’The Witch’ tager genren tilbage til 1600-tallets dystre New England. Her følger man en lille forknyt families liv på landet, hvor noget ondt synes at gøre sit snigende indtog. Det er en gyser, der med sit tålmodige og rolige tempo i høj grad beror på olm atmosfære samt alt det usete og usagte.

For selvom her ganske vist er velkendte gyserelementer i spil - så som en familie, der udsættes for noget ondt, videre til det overnaturlige i form af hekse-ingredienser og djævle-tematik – så er det hele vejen leveret underspillet af den spillefilmsdebuterende instruktør og manuskriptforfatter Robert Eggers.

Gysergenren kan nemlig andet end at være blodig, brutal og med teenagere på flugt. Den kan også spille på alt det fantasien får lov til at løbe løbsk med, når mørket falder på. Det er præcis, hvad ’The Witch’ gør på subtil vis, mens man som publikum kommer ind på livet af en familie i opløsning.
 


The Babadook (2014)
Både kritikere og fans tog den spillefilmsdebuterende instruktør og manuskriptforfatter Jennifer Kents overnaturlige gyserfilm ’The Babadook’ til sig. En film, der på engagerende og skræmmende vis tager et tema som moderskab op og vrider det ind i en urovækkende horrorhistorie med et væmmeligt monster.

I centrum for fortællingen finder man nemlig en enlig mor og hendes 7-årige søn, der frygter den uhyggelige bøhmand The Babadook som han finder i en pop-up-børnebog. En simpel, men stærk præmis for en film, der blander gyset op med dystre eventyrelementer.

Her er det altså ikke floder af rødt blod, der driver skrækken frem. Det er derimod et psykologisk funderet gys, der leger med publikums opfattelse af, hvad der er virkelighed og fantasi i stemningsfulde scener, hvor rædslen kribler frem fra husets mørke kroge og et barns forskræmte sind.
 


A Quiet Place (2018)
Et grundlæggende element i dette monstergys er stilhed. For med en simpel, men effektiv præmis stables her neglebidende spænding på benene. Filmen udspiller sig nemlig i en nær frem, hvor verden er blevet indtaget af lydfølsomme monstre, der dræber løs ved den mindste lyd.

Vi følger her en lille familie, der lever et isoleret liv langt ude på landet, hvor de har taget så mange forholdsregler som muligt for at overleve i stilhed.  Filmen er instrueret af John Kransinski, der også ses på rollelisten med sin hustru Emily Blunt, hvor de faktisk spiller mand og hustru.

Det er netop familien og forældrerollen, som bliver tematiseret her. For hvor langt vil de gå for at beskytte deres børn? Filmen er således grundet i et stærkt familiedrama, hvor netop lydsidens brug af både stilhed og larm spiller en afgørende rolle for gyset og spændingen.  

Lyt også til vores gyser-podcasts ved at klikke på nedenstående billeder: