Peter Jackson afslører vildt nyt projekt: Vil genoplive uddød kæmpefugl

Vi kender alle til genoplivningen af de forhistoriske dinosaurer i Jurassic-filmene, der er baseret på og udspringer af Michael Crichtons bog 'Jurassic Park' fra 1990.
Hvorvidt instruktøren Peter Jackson i forbindelse med et nyt projekt er blevet inspireret af den bog eller af Steven Spielbergs succesfulde filmatisering fra 1993, vides dog ikke.
Ikke desto mindre har instruktøren af bl.a. Ringenes Herre-trilogien kastet sig over et noget andet projekt end at lave film - og det klinger netop lidt af Jurassic Park.
Peter Jackson er altså ikke gået på pension, selvom det er 11 år siden, han sidst var biografaktuel med en fiktionsfilm, nemlig Hobbitten: Femhæreslaget fra 2014.
Filmskaberen har dog bl.a. også i 2018 haft premiere på krigsdokumentaren They Shall Not Grow Old og musikdokumentar-serien 'The Beatles: Get Back' fra 2021.
Ikke desto mindre blev instruktøren for nylig hos ScreenRant spurgt ind til, hvorfor vi ikke har set en fiktionsspillefilm fra ham i en længere årrække. For var han mon gået på pension?
"Nej, nej. Jeg er bestemt ikke pensioneret", lyder det fra Peter Jackson, der fortsætter: "Vi arbejder i øjeblikket på tre forskellige filmmanuskripter. Jeg skriver i øjeblikket tre forskellige manuskripter."
Den Oscar-vindende instruktør uddyber:
- Vi producerer og har skrevet 'The Hunt for Gollum', som Andy Serkis skal instruere næste år […] Jeg har nydt at arbejde på dokumentarer […] og selvfølgelig Get Back-projektet med The Beatles.

Det er så her, at snakken om Jurassic Park kommer på banen.
Peter Jackson har nemlig også prioriteret firmaet Colossal Biosciences, som er det biovidenskabelige firma, filmskaberen er investor i. Det skriver Variety.
For sammen med virksomhedens administrerende direktør Ben Lamm og arkæolog Kyle Davis har de nemlig forsøgt at bringe den newzealandske fugl kæmpe-moaen tilbage til livet. Fuglen har været uddød i en lang årrække:
- For mig ville det at bringe moaen tilbage være lige så spændende, hvis ikke mere spændende, end nogen film, jeg overhovedet kunne lave, udtaler Peter Jackson og fortsætter:
- Jeg har lavet mange film, men at se kæmpe-moaen blive bragt tilbage ville være et niveau af spænding, som jeg tror ville overgå alt på nuværende tidspunkt.

Der er bl.a. også blevet skrevet om moa-projektet hos AP, hvor det lyder, at Colossal Biosciences har annonceret et forsøg på at genetisk modificere levende fugle, så de ligner den uddøde kæmpe-moa.
Det med hele 15 millioner dollars i finansiering fra Peter Jackson og hans partner og ægtefælle Fran Walsh.
Moan var hele 3,6 meter høj og har levet i New Zealand i omkring 4.000 år, indtil arten uddøde for omkring 600 år siden, hvilket primært var pga. overjagt på fuglen.
Den newzealandske filmskaber ejer endda også en af de største private samlinger af knogler fra den uddøde fugl, som dog ikke kunne flyve.
Hvorvidt vi så kommer til at kunne opleve en kæmpe-moa i levende live igen, er selv sagt endnu uvist.
Det er dog sikkert, at 'The Lord of the Rings: The Hunt for Gollum' lander i biograferne til december i 2027.







