Ny sæson af stor Ringenes Herre-serie har fået premieredato

Se det første billede fra fortsættelsen
Rings of Power
(© Prime)

Prime Video bekræfter, at tredje sæson af fantasyserien Ringenes Herre: Magtringene får premiere den 11. november 2026.

Med et budget på svimlende 465 millioner dollars blev første sæson en moderat succes for Amazon-ejede Prime.

På premieredagen satte 25 millioner seere sig foran skærmen for at følge eventyret i Midgård, og tallet voksede til 100 millioner seere, da finalen blev sendt. I efteråret 2024 udkom seriens anden sæson på Prime, som blev den mest sete tilbagevendende sæson nogensinde på streamingtjenesten målt i antal sete timer.

'Magtringene' foregår flere tusinde år før Ringenes Herre-trilogien, som dannede grundlag for Peter Jacksons ikoniske film. Serieskaberne har tidligere understreget, at serien ikke skal erstatte historien, fans allerede kender, men udvide den:

- Indtil nu har publikum kun set historien om den ene ring på skærmen – men før der var én, var der mange… og vi er glade for at dele den episke historie om dem alle.

Prime Video sikrede sig rettighederne til 'Ringenes Herre' fra Tolkien Estate med strenge rammer for, hvad der måtte produceres. Tolkien-familien bestemte, at Prime Video kun må fortælle historier fra The Second Age – eller den anden tidsalder – en periode på 3.441 år, som ender med Saurons nederlag.

Selvom serien hedder 'Ringenes Herre: Magtringene', foregår handlingen altså længe før både bøgerne og filmene med samme navn. Så vidt vides indgår hverken 'Hobbitten', det ufærdige værk The Silmarillion eller andre af Tolkiens Midgård-skrifter i den aftale, Prime Video har underskrevet.

Når det gælder den nye sæson, er detaljerne foreløbig få. Streamingtjenesten har dog delt en kort beskrivelse:

"Flere år efter begivenhederne i sæson to tager sæson tre os til højdepunktet af krigen mellem elverne og Sauron, hvor den mørke herre forsøger at smede Den Ene Ring, som skal give ham den fordel, han behøver for at vinde krigen, binde alle folk til sin vilje – og endelig herske over hele Midgård."

Bag tredje sæson af 'Ringenes Herre: Magtringene' står serieskaberne og executive producerne J.D. Payne og Patrick McKay.

Se det første billede fra sæsonen nedenfor:

Rings of Power
(© Prime Video)

Nyeste film i biografen