Se første trailer: Susanne Bier genforener Hollywood-stjerner i ny storfilm

Der er gået intet mindre end 28 år, siden vi i Practical Magic første gang mødte Owens-søstrene Sally og Gillian, der blev spillet af Sandra Bullock og Nicole Kidman.
Hvis du har en særlig plads i hjertet til heksesøstrene, er der gode nyheder: Til efteråret vender de nemlig tilbage i efterfølgeren Practical Magic: Magi i familien, hvor både Bullock og Kidman gentager deres roller.
Der er et markant dansk islæt på 2'eren, da man bag kameraet finder ingen ringere end stjerneinstruktøren og Oscar-vinderen Susanne Bier.
'Practical Magic: Magi i familien' har biografpremiere den 11. september, men nu er filmens første trailer netop landet - den kan du se nederst i artiklen.
I 'Practical Magic' fra 1998 følger man søstrene, der bliver opdraget af deres to tanter efter forældrenes død. Det er her, de begynder at lære magi, da de stammer fra en lang række af hekse.
I den nye film har Sally nu voksne døtre, der er i fuld gang med deres egne liv, mens den evigt forelskede Gillian har slået sig til ro med … en sort kat. Men balladen indhenter dem, da de trækkes væk fra den idylliske New England-by på en dramatisk mission.
For Susanne Bier er det efterhånden hverdagskost at instruere store internationale stjerner. Hendes seneste projekter har i overvejende grad været store Hollywood-baskere.
'Practical Magic: Magi i familien' bliver endda hendes tredje samarbejde med Nicole Kidman efter HBO-serien 'The Undoing' og Netflix-serien 'The Perfect Couple' fra henholdsvis 2020 og 2024.
Den danske instruktør har også tidligere instrueret Sandra Bullock, nemlig i Netflix-filmen 'Bird Box'. Susanne Bier har faktisk ikke arbejdet på sit modersmål i over ti år.
På rollelisten i den kommende heksefilm er de ikoniske Owens-tanter Franny og Jet også tilbage, spillet af henholdsvis Stockard Channing og Dianne Wiest.
Blandt nye ansigter i filmen er Lee Pace, Maisie Williams, Xolo Maridueña, Solly McLeod og Joey King m.fl.
Manuskriptet er skrevet af Akiva Goldsman (The Da Vinci Code, I Am Legend) - der også var medforfatter på originalen - og Georgia Pritchett ('Succession').
Filmen er baseret på Alice Hoffmans roman 'The Book of Magic' fra 2021, den seneste bog i Practical Magic-serien.
'Practical Magic: Magi i familien' har biografpremiere den 10. september.








