'Den uendelige historie' møder dinosaurer og Steven Spielberg i ny animationsfilm

Interview med instruktøren bag 'Diplodocus og den mystiske Hokus Pokus'

I denne uge er der premiere på Diplodocus og den mystiske Hokus Pokus, der er en helt ny animeret familiefilm med et live-action twist. I den forbindelse vi har talt med den visionære instruktør, Wojtek Wawszczyk, der står bag filmen.

Historien centrerer sig om en lille dinosaur ved navn Diplodocus, der drømmer om et eventyr. En dag forsvinder hans forældre og verden omkring ham under mystiske omstændigheder.

Handlingen tager herfra en unik drejning, da Diplodocus opdager, at han er en del af siderne i en tegneserie skabt af den undervurderede kunstner, Ted. Selvom hele tegneserieverdenen er skabt gennem computeranimation, er Teds historie fortalt gennem live-action a la i den populære The Lego Movie.

For at redde sine kære skal Diplo og hans venner overvinde deres egne tvivl og usikkerheder, mens de også inspirerer Ted til at tro på sig selv og sine kreationer igen.

Filmen er inspireret af værkerne af Tadeusz Baranowski, der er en kultfigur inden for polske tegneserier, og præsenterer en atypisk, visuel stil, der er designet til at stimulere fantasien hos både unge og voksne seere.

Læs herunder vores interview med instruktøren Wojtek Wawszczyk, hvor han fortæller om filmens mange inspirationskilder, dinosaurer, samt hvordan han håber, at filmen vil inspirere folk til at tegne og skabe deres egne verdener.

Hvad var det ved Tadeusz Baranowskis tegneserie, der fik dig til at ville filmatisere den?

Du kender sikkert sådan en scene fra mange film, hvor en helt åbner en skattekiste, og et lysende, farverigt skær falder på ham fra kistens indre. Præcis sådan følte jeg, da jeg åbnede de her tegneserier for første gang: absurd humor, utrolige tegninger, detaljerede linjer, malet med akvarelfarver. Nogle af mine første tegninger var kopier af illustrationer fra disse tegneserier.

Jeg elskede legen med konventioner - karaktererne var bevidste om, at forfatteren tegnede dem, og de skændtes med ham om historiens forløb. Jeg elskede også, at hver karakter var ufuldkommen og ret fjollet, men deres fejl forhindrede dem ikke i at være og føle sig fantastiske sammen.

Hvordan fik du idéen til at gøre det til en hybrid af CGI og live-action?

Mit manuskript er ikke en trofast adaptation af tegneserierne, men en løs inspiration. Jeg ønskede at fange alt det, der begejstrede mig, da jeg læste tegneserier som barn.

Jeg valgte det meta-aspekt som den vigtigste grundpille i plottet, altså forholdet mellem skaberen og værket, og dermed sameksistensen og interaktionen mellem to verdener.

Det er en historie om, hvor dybtgående de ting, vi skaber, kan blive, og hvordan vores værker påvirker os til gengæld. Idéen om, at hver af disse verdener skulle være i en anden teknik, kom meget tidligt, og mens filmen stadig var under udvikling, blev den entusiastisk modtaget af den internationale børnejury på festivalen i Riga.

Live-action-scenerne udgjorde omkring 15% af filmen, og optagelserne tog seks dage, mens den animerede del af filmen tog os mere end tre års arbejde. Dette var en åbenlys udfordring, i betragtning af at budgettet for 'Diplodocus' var mere end 500 gange lavere end for eksempel den nylige Snehvide-film.

Udover Tadeusz Baranowskis tegneserier, hvad var dine vigtigste inspirationer til filmen?

Idet jeg blev inspireret af bøger fra 1980'erne, besluttede jeg at udvide mit spektrum af inspiration til også at inkludere film og musik fra 1980'erne.

I det narrative lag er ånden fra Den uendelige historie, Who Framed Roger Rabbit? og endda musikvideoen til 'Take On Me' af A-ha ret fremtrædende.

Mens vi planlagde optagelserne, kiggede vi meget på klassiske Steven Spielberg-film med deres karakteristiske lange optagelser, hvilket udgjorde en stor udfordring for animatorerne. En af optagelserne, som varer 48 sekunder, blev animeret i 3 måneder!

Der er flere optagelser, der direkte refererer til Spielbergs Nærkontakt af tredje grad og Dødens gab. Publikum vil finde referencer til faderen bag fortællende filmkunst og specialeffekter, Georges Méliès. Og endda til Tarantinos Pulp Fiction.

Hvad gør en dinosaur til en god hovedperson i en familiefilm? Hvad kan en dinosaur fortælle os, som andre karakterer ikke kan?

Der er noget ved dinosaurer, der får alle børn til at elske dem. Måske er det fordi, de er forbundet med en mystik – dinosaurer blev udryddet, og i dag eksisterer de mest takket være vores fantasi. Vi har set deres skeletter, hvert år giver videnskabsmænd os flere detaljer, der tillader os at gætte, hvordan de opførte sig, men ingen af os har haft mulighed for at røre ved en levende dinosaur. Vi er nødt til at forestille os det.

Det ligner situationen med en børnetegning, når barnet kan fortælle den fantastiske historie bag tegningen. Det er det, 'Diplodocus' handler om – hvor fantastiske verdener vi kan skabe ud af ingenting, kun ved hjælp af en blyant, et stykke papir og vores fantasi.

Diplodocus og kunstneren i filmen er de samme karakterer - de er hinandens alter egoer. De har begge brug for at forstå, at jo mere de følger deres hjerter og kompromisløst stoler på deres egen intuition, jo mere kan de lære om sig selv - og blive lykkeligere.

Dinosaurer kan især i dag bære en anden interessant betydning. De er relikvier fra fortiden. Med fremkomsten af AI og big tech, vil en film som 'Diplodocus', lavet af et lille team af venner, uden brug af AI, snart også blive et relikvie fra fortiden? Vil en sådan film stadig være mulig at lave igen? Eller måske - ligesom dinosaurerne - vil den stimulere fantasien meget stærkere?

Når familien kører hjem fra biografen efter at have set filmen, hvad håber du, de taler om?

'Diplodocus' bærer flere budskaber, hvoraf det vigtigste er, at det er okay at gøre noget på sin egen måde, snarere end blindt at følge den øjeblikkeligt populære trend. Unikhed er tidløs. At tænke uden for boksen får os til at føle os lykkeligere, fordi vi føler vores egen handlekraft. Vi er i stand til at finde vores plads i verden på vores egen måde, ikke gennem råd fra fremmede set på YouTube eller TikTok. Ingen er perfekte, men med selv en lille gruppe venner at tilbringe tid med er vi i stand til at gøre mere.

Jeg tror, at filmen kan give anledning til mange dybe samtaler. Men mest af alt ville det være fantastisk, hvis publikum i alle aldre simpelthen nød filmen - det er trods alt en eventyrkomedie! Og hvis nogen efter at være kommet hjem ønsker at tegne noget, vil jeg føle, at jeg har gjort mit arbejde rigtig godt.

'Diplodocus og den mystiske Hokus Pokus' kan ses i biografen fra den 1. maj.