Dansker scorer rolle i ventet Netflix-serie

For 10 år siden forsøgte man at omsætte det populære computerspil Assassin's Creed til film.
Det skete i filmen af samme navn med Michael Fassbender i hovedrollen. Det blev dog langt fra vellykket. Selvom filmen ikke blev et decideret økonomisk flop, så fik projektet en virkelig hård medfart, og potentielle efterfølgere blev lagt i graven.
Allerede i 2020 begyndte en ny filmatisering at røre på sig. Denne gang som serie hos Netflix.
Sidste sommer fik en Assassin's Creed-serie så officielt grønt lys hos streamingtjenesten med Roberto Patino (Westworld) og David Wiener (Halo) som skabere og showrunnere.
Nu er serien for alvor begyndt at tage fart - og senest er en dansk stjerne blevet tilføjet til rollelisten.

Assassin's Creed-universet er sat omkring en hemmelig krig mellem Assassins, der kæmper for frihed, og Templars, der vil kontrollere verden. Men følger denne konflikt igennem forskellige historiske perioder.
Den nye serie vil være en original fortælling, der fungerer som en udvidelse af spillene.
I slutningen af 2025 blev skuespillerne Toby Wallace, Lola Petticrew, Zachary Hart og Laura Marcus annonceret som tilbagevendende karakterer.
Serien startede optagelser den 10. marts, og i den forbindelse offentliggør man nu en række yderligere tilføjelser til rollelisten. Disse tæller den danske stjerne Claes Bang, den svenske skuespiller Noomi Rapace og britiske Sean Harris samt Ramzy Bedia og Corrado Invernizzi. Det skriver spilfirmaet bag, Ubisoft, på deres hjemmeside.
'Assassin's Creed' afventer en premieredato på Netflix.








