Endelig! Første kig på 'Dune 3': Herunder Robert Pattinsons skurk

Vi skal tilbage til sandklitterne på Arrakis, og nu er det endelig tilladt at glæde sig for alvor. De allerførste billeder fra Dune: Del 3 er nemlig landet.
Timothée Chalamet har selv delt sin karakterplakat på Instagram og afslører samtidig, at filmens første teaser udkommer allerede tirsdag (I DAG!).
Dette markerer startskuddet for finalen i Denis Villeneuves storslåede sci-fi-trilogi. Hvor de to første film byggede på Frank Herberts roman 'Dune' fra 1965, henter afslutningen nu inspiration fra efterfølgeren 'Dune Messiah' (1969).
Selvom Herbert har skrevet flere bøger i samme univers, har instruktøren gjort det klart, at hans version stopper her. I et interview med Time Magazine i forbindelse med lanceringen af 'Dune: Part Two', udtrykte han det således: "Dune: Messiah’ bør være den sidste ‘Dune’-film for mig".
På trods af en pandemipræget biografperiode blev Dune: Del 1 (2021) en massiv succes. I åbningsweekenden indtjente den mere end nogen anden Villeneuve-film, hvilket siger en del for en instruktør, der også står bag 'Blade Runner' og 'Arrival'. Filmen blev også overvældende godt modtaget og sikrede sig hele ti Oscar-nomineringer, herunder for "Bedste film" og "Bedste visuelle effekter".
Filmen etablerede universet på mesterlig vis, før Dune: Del 2 skruede op for både tempo og skala i 2024. Også denne blev en succes for Legendary Pictures og Warner Bros. Filmen indtjente mere end 700 millioner dollar globalt og vandt Oscar for både "Bedste visuelle effekter" og "Bedste lyd".
Her fulgte vi Paul Atreides videre ind i profetrollen, idet han fandt sin plads blandt fremenfolket på Arrakis. Han forelskede sig i Zendayas Chani, samtidig med at han ledte oprøret mod kejser Shaddam IV (Christopher Walken) og alliancen med Huset Harkonnen. Filmen sluttede med, at Paul næsten udslettede hele Harkonnen-klanen, overtog kejsertronen – og satte gang i en hellig krig mod resten af universets magtelite.
Konsekvenserne af denne krig, som Paul har set glimt af helt fra begyndelsen, danner udgangspunktet for 'Dune: Del 3', som efter planen får biografpremiere den 18. december i år.
Flere af karaktererne, som kun kort blev introduceret i 'Del 2', forventes at få større roller nu. Ifølge Variety gælder det især Florence Pughs prinsesse Irulan, datter af den abdicerede kejser, og Léa Seydoux’ Lady Margot.
Anya Taylor-Joy, som dukkede op i en kort scene som Pauls ufødte søster Alia, får angiveligt også en mere fremtrædende rolle.
Samtidig er det bekræftet, at Robert Pattinson træder ind som skurken Scytale, mens både Jason Momoa og Josh Brolin vender tilbage som henholdsvis Duncan Idaho og Gurney Halleck.
Se alle karakterplakerne herunder.

















