Antonio Banderas afslører: Denne superstjerne bør være den nye Zorro

Han er også selv frisk på at bære masken igen
Billede
(© ZORRO - DEN MASKEREDE HÆVNER / Nordisk Film)

I 1998 iklædte Antonio Banderas sig for første gang den sorte kappe og legendariske maske som den fægtende helt Zorro.

Banderas har i december premiere på Den bestøvlede kat og ønskestjernen, hvor han lægger stemme til den titulære kat, der er kendt fra Shrek-filmene og som på flere måder deler karakteristika med Zorro. Bl.a. en svirpende kårde.

I forbindelse med den nye animationsfilm er den 62-årige skuespiller blevet spurgt ind til sit forhold til Zorro-karakteren, bl.a. om han kunne se sig selv vende tilbage til rollen.

 

LÆS OGSÅ: Jake Gyllenhall glemmer, hvem der spillede hans far i populær katastrofefilm

Til nyhedsmediet ComicBook fortæller Banderas, at han er meget åben for muligheden:

- Ja, jeg ville kraftigt overveje den mulighed - hvorfor ikke? Hvis de ringede til mig og bad mig om at lave en ny Zorro, ville jeg gøre, hvad Anthony Hopkins gjorde for mig, nemlig at sende faklen videre.

I Antonio Banderas' debut som helten i The Mask of Zorro fra 1998 spillede Anthony Hopkins en aldrende Don Diego, der træner sin afløser i skikkelse af netop Banderas. Filmen blev fulgt op af The Legend of Zorro i 2005.

 

LÆS OGSÅ: Derfor er en kvindelig udgave af 'The Expendables' droppet

Men hvem skulle stjernen i så fald give masken videre til i en ny version? Det har Banderas også et bud på:

- Tom Holland. Jeg lavede 'Uncharted' med ham, og han er så energisk og sjov, og han har også en vigtig gnist.

Der er ingen tvivl om, at Tom Hollands karisma og fysik gør ham til en værdig kandidat til Zorro-kappen, der gennem tiden er blevet båret af mange forskellige skuespillere, bl.a. Douglas Fairbanks og Alain Delon.

Med et væld af Marvel-film og Spider-Man-eventyr i horisonten for Holland, virker hans tidsplan dog temmelig travl. Men man kan jo drømme.

Antonio Banderas kan opleves i 'Den bestøvlede kat og ønskestjernen' i de danske biografer fra den 22. december.