Margot Robbie reagerer: Berømt sangerinde overtager rollen som Harley Quinn

'Joker 2' får sin egen udgave af skurken
The Suicide Squad / Warner Bros.
(© The Suicide Squad / Warner Bros.)

Joaquin Phoenix' udgave af Jokeren vender tilbage i Joker 2: Folie à Deux, hvor han denne gang efter sigende får selskab af Harley Quinn.

Sangerinde og skuespiller Lady Gaga er med ombord - og alle forventer, at hun skal spille rollen som den kvindelige superskurk - selvom det endnu ikke er bekræftet af hverken Warner Bros. eller Lady Gaga selv.

Det har dog ikke afholdt Margot Robbie fra at kommentere på, at en ny skuespiller ser ud til at have overtaget rollen som Harley Quinn, som den 32-årige stjerne ellers har spillet i indtil videre tre film, bl.a. i Birds of Prey.

 

LÆS OGSÅ: 'Joker 2' bliver en musical med Lady Gaga i ikonisk rolle

Margot Robbie er begejstret, fortæller hun ifølge Variety til MTV News:

- Det gør mig så glad, fordi jeg helt fra starten har sagt, at jeg ønskede mig, at Harley Quinn skulle blive en af de karakterer … ligesom Macbeth eller Batman, som altid bliver sendt videre fra en dygtig skuespiller til en anden dygtig skuespiller.

Stjernen sammenligner det endvidere med sin egen rolle som Dronning Elizabeth, som hun spillede i Maria Stuart - Dronning af Skotland:

- Jeg føler ikke, at der er så mange eksempler på kvindelige karakterer af den art. Dronning Elizabeth I, men udover det - som jeg i øvrigt fik lov til at prøve at spille, hvilket jeg var meget beæret over. Jeg tænkte, "Wow! Cate Blanchett spillede Dronning Elizbeth I. Nu får jeg lov".

- Det er en virkelig stor ære at have bygget et stærkt nok fundament til, at Harley nu kan blive en af de karakterer, som andre skuespillere kan få lov til at spille. Og jeg tror, at hun [Lady Gaga, red.] vil gøre noget helt fantastisk med det.

Historien melder ikke noget om, hvorvidt Margot Robbie fortsætter i rollen som superskurken i fremtiden. Tidligere har filmen 'Gotham City Sirens' med Robbie som Quinn på rollelisten været annonceret, ligesom karakteren Black Canary (spillet af Jurnee Smollett) fra 'Birds of Prey' får sin egen serie, hvor Quinn potentielt kunne dukke op.

'Joker: Folie à Deux' har biografpremiere den 3. oktober 2024.

Margot Robbie er lige nu biografaktuel i filmen ’Amsterdam’