#Kinotur: Kom i biografen og se ny dansk thriller m. intro af krimi-duo

Vi giver billetten, hvis du giver en anmeldelse 
Billede
(© Martin Dam Kristensen, Deluca)

Den 24. marts er der premiere på den nye danske krimifilm Klienten. Men allerede på mandag i næste uge kan du ikke bare se filmen uden betaling, men endda møde krimi-makkerparret bag filmen, A.J. Kazinski, der består af Anders Rønnow-Klarlund og Jacob Weinreich. De introducerer nemlig filmen.

Du kan som sagt komme gratis med i biografen, men deltagelse i visningen af 'Klienten' kræver, at du er klar på at optage en lille video med din reaktion efter filmen, hvor du giver en kort anmeldelse. Du må naturligvis også meget gerne skrive en anmeldelse på kino.dk bagefter.

Visningen finder sted i CinemaxX København mandag den 14. marts kl. 19.00

Du kan booke dine billetter herunder.

Find dine pladser her:

Lidt om filmen:

Forfatter-duoen A.J. Kazinski står bag den nye danske krimifilm 'Klienten', hvor en række makabre mord, vækker stor uro hos psykologen Susanne, da en sætning skrevet med blod på det seneste gerningssted er taget direkte ud af hendes dagbog.

Dagen efter tager Susanne imod en ny klient, den unge Mark, der opfører sig faretruende. Da han ytrer samme sætning, som stod skrevet i blod, står det klart, at Susanne sidder overfor en seriemorder.

Mark giver psykologen én time til at kurere ham, ellers vil han slå hende ihjel. Et kapløb med døden sættes i gang, og bagtankerne bag Marks psykologiske spil, viser sig at stikke dybere, end Susanne nogensinde kunne have frygtet.

'Klienten' er skrevet af krimi-makkerparret A.J. Kazinski, som også har stået bag TV 2-serien Hvide Sande. Den ene del af duoen, Anders Rønnow Klarlund, står for instruktionen og har tidligere lavet bl.a. Strings og Hvordan vi slipper af med de andre.