'No Time to Die' er nu den største Bond-film i Danmark nogensinde

Daniel Craigs svanesang sætter vanvittig rekord
Billede
(© Nicola Dove / SF Studios)

Efter No Time to Die bragede igennem lydmuren med en imponerende flot åbningsweekend i slutningen af september vidste vi godt, at det ville blive stort for den 25. James Bond-film. Men at den nu er den største af alle i serien i Danmark, overgår alligevel forventningerne.

Agent 007-filmen har dags dato (mandag d. 8/11) solgt 970.380 biografbilletter herhjemme, hvilket dermed får den til at passere forgængerne og de hidtidige rekordholdere Skyfall (943.308), Spectre (929.567) og Casino Royale (890.317).

Daniel Craig har tidligere udmeldt, at filmen bliver hans sidste, men hvilken suveræn måde at slutte af på? Filmens næste mål er nu at runde 1 mio. billetter, hvilket ikke er sket, siden Avatar i 2009 blev set af 1.158.592 danskere i biografen.

LÆS OGSÅ: Vi besvarer de 5 største spørgsmål efter No Time to Die – med spoilers

I 'No Time to Die' er Bond stoppet som aktiv agent, men kommer tilbage i ilden, da han kontaktes af sin gamle ven Felix Leiter fra CIA.

En videnskabsmand er blevet kidnappet, og den britiske superagent er snart på missionen. Men Bond finder ud af, at der er tale om bedrag, og snart viser en mystisk skurk sig, som er i besiddelse af avanceret våbenteknologi.

SE OGSÅ: Holdet fra No Time to Die om Daniel Craigs arv som James Bond

No Time to Die er aktuel i biografen.