Vi besvarer de 5 største spørgsmål efter 'No Time to Die' - med spoilers

Hvad skal James Bond i fremtiden?
No Time to Die
(© Nicola Dove / SF Studios)

Den nye James Bond-film No Time to Die har rundet over 700.000 solgte billetter i de danske biografer, så det må være på tide at diskutere storfilmen – herunder nogle af de centrale plottråde- og twists, og hvad de betyder for fremtiden. Men det kræver en spoiler-advarsel.

Hvis du ikke har set 'No Time to Die', så find dine billetter her - og læs artikler bagefter.

Bemærk: Nu begynder vi at spoile løs for den biografaktuelle 'No Time to Die'

Hermed advaret. Lad os så dykke ned i den nye 007-film og prøve at besvare nogle af de største spørgsmål i teksten herunder.

Deltag endelig i debatten i kommentarsporet under artiklen, og byd ind med dine tanker.

 

Hvem var skurken Safin, og hvad ville han?

Rami Malek spiller den nye skurk med det djævelske navn Lyutsifer Safin, der viser sig at have en tæt tilknytning til flere af de velkendte karakterer i Daniel Craigs Bond-æra.

Safins familie er blevet slået ihjel af Mr. White (danske Jesper Christensen), og som hævn slår han bagmandens kone ihjel, men ender med at skåne datteren, Madeleine Swann, der vokser op og bliver kvinden, som Bond kaster sin kærlighed til (spillet af Leá Seydoux). Det er det, vi ser, i de første scener af 'No Time to Die'.

Mr. White var et højtstående medlem af forbryderorganisationen Spectre, som den hævngerrige Safin vil udrydde for altid. Via en muldvarp i den britiske regerings laboratorie (danske David Dencik) får Safin adgang til nogle dødensfarlige nanobots. Dem slipper han løs til en stor Spectre-fest, hvor han slår de fleste Spectre-medlemmer ihjel.

Senere forsøger han at udnytte Madeleines adgang til Spectres boss, Blofeld, i fængslet til at slå ham ihjel. Ad omveje ender det med at være Bond, der kommer i berøring med de farlige nanobots og uvidende dræber Blofeld.

Safin vil udnytte og udvikle disse nanobots med en plan om at gøre dem til biokemiske våben, som kan slå store befolkningsgrupper ihjel baseret på DNA, og herved opnå en større global magt.

Hans motivationer er stadig lidt uklare, men undervejs i filmen nævnes det også, at han har kunder, som kan være interesseret i at købe teknologien.

Det sætter James Bond dog en stopper for, men han må ofre sit eget liv, da han skal sørge for, at missilerne er i stand til at ramme øen og kan destruere laboratoriet og dermed Safins planer.

 

Er James Bond virkelig død?

Både ja og nej.

Daniel Craig havde på forhånd meldt ud, at 'No Time to Die' ville blive hans sidste film i spionrollen. Men at han skulle gå ud med et brag – bogstavelig talt – det havde vi måske ikke regnet med.

Craig har gennem sine fem film givet nye nuancer til Bond – og på mange måder ændret rollen for altid – så på den led var det ikke så underligt, at den lidende 007 ikke fik en rosenrød skæbne med sin elskede og sin nyopdagede datter.

Alt tyder altså på, at Daniel Craigs udgave af James Bond er død. Selvom man nok altid kunne finde en smutvej, hvis Craig højst overraskende skulle få lyst til at vende tilbage i rollen - (det sker ikke).

Men er James Bond så virkelig død? Nej. Karakteren James Bond lever videre. Således sluttes rulleteksterne af med ordene: ”James Bond will be back”.

 

Har James Bond fået en datter? Og får hun sin egen spin-off?

Ja. Alt tyder på, at James har fået en datter. Selvom Madeleine Swann i første omgang afviser det, så bliver det bekræftet i de dødende minutter af filmen, da Swann giver Bond ret i, at datteren Mathilde har hans blå øjne.

Bemærk i øvrigt, at det bliver indikeret allerede i filmens åbning, hvor Madeleine holder sig på maven i toget, da hun kører væk fra Bond på stationen.

Rygter har efterfølgende lydt på, at flere højtstående chefer gerne så en 007-franchise med Mathilde i centrum.

Anonyme kilder har endda berettet, at Fleabag-skaberen Phoebe Waller-Bridge, der også var med til skrive 'No Time to Die', er blevet hyret ind til at skrive et spin off-manuskript om datteren.

Bond-producer Barbara Broccoli har dog tidligere understreget, at der ikke er planer om nogle spin-off projekter, selvom Amazon nu ejer dele af Bond-rettighederne.

 

Hvorfor er der en ny 007? Og fortsætter hun i fremtiden?

007 er blot et tal, som den nye MI6-agent Nomi siger undervejs i 'No Time to Die'.

Efter at Bond har trukket sig tilbage fra tjenesten, er hans spion-nummer blevet ledigt. Dermed kan man heller ikke fortænke MI6 i at give det videre til en ny agent.

Den nye 007 er altså Lashana Lynchs Nomi. Hun overdrager dog sit nummer til Bond, da han vender tilbage til tjeneste. En fin gestus før hans endeligt.

Kommer vi til at se Nomi i fremtidens Bond-film? Ikke meget tyder på det. Lynch forventer det i hvert fald ikke selv. Det udtaler hun i et interview med os.

 

Hvem bliver den næste James Bond? Og Fortsætter Q, M og Moneypenny i den næste 007-film?


Det store brændende spørgsmål efter 'No Time to Die' er selvfølgelig: Hvem skal overtage Daniel Craigs rolle som James Bond?

Den debat er allerede startet, mens holdet bag Bond-filmene selv har meldt ud, at de tidligst starter med at kigge efter en ny 007 i begyndelsen af 2022.

Blandt de førende kandidater til agent-tjenesten lige nu er Tom Hardy, Regé-Jean Page, James Norton og Henry Cavill. Men valget afhænger af, hvilket retning man vælger at gå med den nye Bond. Skal det være en yngre skuespiller? Et ukendt navn og frisk ansigt? Eller en etableret stjerne?

Vi følger selvfølgelig jagten på den næste James Bond intenst her på kino.dk.

Før i tiden har vi set skuespillere fortsætte i birollerne, selvom at James Bond-skuespilleren er blevet skiftet ud.

Eksempelvis var Bernhard Lee chefen M for både Sean Connery og Roger Moore, mens Judi Dench fungerede som M for både Pierce Brosnan og Daniel Craig. Og ja, Desmond Llewelyn var den vittige opfinder Q fra 1963 og helt frem til 1999.

Dermed er det heller ikke usandsynligt, at Ralph Fiennes, Ben Whishaw og Naomie Harris vender tilbage i rollerne som M, Q og Miss Moneypenny.

Dog har Daniel Craigs fem film haft en mere sammenhængende handling end de hidtidige udgaver af James Bond. Karakteren har faktisk udviklet sig på tværs af filmene, og i 'No Time to Die' spøger Vesper fra Casino Royale eksempelvis stadig.

Hvilket i høj grad taler for, at den næste James Bond kommer til at genstarte universet totalt. Med nye skuespillere i alle positioner.

No Time to Die-instruktør Cary Joji Fukunaga har dog allerede meldt sig på banen til at stå bag kameraet på endnu en James Bond-film. Mens GoldenEye- og Casino Royale-instruktør Martin Campbell også har udtrykt interesse for igen at instruere 007.

En ting er dog sikkert. Nemlig at de to legendariske producerer Barbara Brocolli, hvis far var med til at starte filmfranchisen, og Micheal G. Wilson fortsat vil have en fremtrædende rolle.

'No Time to Die' kan ses i biografen nu.