5 nye film får biografpremiere i denne uge

Dansk komedie, familiefilm og Oscar-vindende drama
Rune Klan og Stephania Potalivo i 'Centervagt'
(© Centervagt / Nordisk Film)

Sommeren har endelig meldt sin ankomst, men der er stadig god grund til at tilbringe tid i biografmørket. I denne uge får 5 nye film premiere i landets biografer.

Der er bl.a. dansk komedie med Rune Klan, Oscar-vindende drama med Anthony Hopkins og Olivia Colman samt gensyn med Peter Kanin og en top underholdende klassiker.

(Kan du ikke se filmenes trailers herunder, så tryk på linket her og Tillad alle cookies)

Centervagt 

Sommerens store danske komedie hedder 'Centervagt' og er instrueret af Rasmus Heide, der er manden bag populære folkekomedier som Blå mænd og Alle for én.

Filmen handler om sikkerhedsvagterne Glen og MC, som arbejder i et skrantende shoppingcenter. De beslutter sig for at stjæle fra en af centrets butikker for at bevise, at centervagter altså ikke kan undværes på trods af dalende økonomi. Planen går strygende, indtil centeret ansætter den selvsikre supervagt Patrick, som skal fange center-tyven.

Der er store danske navne på plakaten, heriblandt Rune Klan, Kirsten Lehfeldt, Nikolaj Stokholm, Christopher Læssø og Josephine Park.



The Father

83-årige Anthony Hopkins vandt prisen for Bedste mandlige hovedrolle til dette års Oscar-uddeling for sin rolle i dette rørende drama.

Filmen, der også vandt i kategorien Bedste adapterede manuskript, handler om den aldrende Anthony, der nægter at modtage hjælp fra sin datter i sit livs efterår. Mens hans omstændigheder ændrer sig, begynder Anthony at sætte spørgsmålstegn ved sine elskede, sit eget sind og endda sin egen virkelighed.

Hopkins spiller overfor den prisbelønnede Olivia Colman, der opnået stor anerkendelse for sin medvirken i The Favourite, krimiserien 'Broadchurch' og ikke mindst for sin rolle som Dronning Elizabeth den 2. i Netflix-serien 'The Crown'.



Peter Kanin hopper hjemmefra

Ugens familiefilm er efterfølgeren til 2018-filmen Peter Kanin, som er baseret på Beatrix Potters børnebøger af samme navn.

I den nye film er Bea brudt igennem som børnebogsforfatter med fortællingerne om Peter og de andre kaniner. Peter er dog ikke helt på bølgelængde med Beas nye ægtemand, så da parret tager på ferie, hopper han hjemmefra og til storbyen, hvor han vil finde sig selv. 

Filmen er instrueret af Will Gluck, der også stod bag den første film, og som tidligere har lavet komediefilmen Easy A, der havde Emma Stone i hovedrollen.



På kanten af livet

Blandt ugens premierefilm finder man også dette franske drama, som er et livsbekræftende portræt af venskab.

Filmen handler om César, der flytter ind hos barndomsvennen Arthur, der har fået kræft. Som en ægte ven vil han hjælpe Arthur med at opnå alt det, som han altid har ønsket sig at gøre, før han dør. Det eneste problem er bare, at det ikke er Arthur, som er syg...

På rollelisten finder man den franske skuespiller Fabrice Luchini, som er anerkendt i de franske filmkredse for sine roller i bl.a. Hermelinen og Cykeltur med Molière.



Top Gun (1986) i IMAX 3D

'Top Gun' fylder 35 år, og det fejres med en repremiere i udvalgte biografer. Filmen følger den frygtløse jagerpilot Maverick, som må bevise sit værd overfor militæret, konkurrenterne og ikke mindst i kærligheden.

Senere på året, vender Tom Cruise tilbage, når den længe ventede opfølger Top Gun 2; Maverick får premiere.

Man kan allerede nu varme op til efterfølgeren med endnu mere top underholdning, når man på to af landets største biograflærreder, i en begrænset periode, kan opleve 80'er-klassikeren i IMAX 3D. Filmen vises uden danske undertekster.