I det franske drama ’Hermelinen’ sidder dommeren Xavier Racine trygt på sin plads i kriminalretten. Her er han berygtet som manden, der aldrig udstikker domme på under 10 år.
Racine har fuld kontrol over sit liv og virke, lige indtil den dag han tilfældigt udvælger Ditte som jury-medlem.
De to har en fortid med hinanden, og dommerens regelrettede tilværelse tager en uventet drejning i takt med retssagens udvikling.
’Hermelinen’ er instrueret af manden bag bl.a. Bon appétit hr. præsident, og den betydningsfulde kvinde i juryen spilles af Sidse Babett Knudsen, der blev belønnet med den franske filmpris César for sin præstation.
En dejlig film, en kvalitets feel good film. Sidse Babett Knudsen kan man ikke undgå at blive forelsket i. Og få skuespillere kan som hun sige alt med fjerlette variationer i ansigtsudtrykket. Det forekommer helt troværdigt, at den franske skuespiller Fabrice Luchini i rollen bliver et andet (og mere sympatisk) menneske i Sidse Babett Knudsens magiske aura.
Se filmen. Det er den mest vidunderlige måde ikke at ændre den store verden på. Og ændre verden skal vi jo ikke hver dag.
Super film - karakterskuespillere, autentisk og velspillet!! Det rene teater!
Er man fan af Sidse Babett Knudsen, så er denne film et must. Der er en ro over filmen og tiden flyver bare afsted, mens man følger den skrappe dommer Racine(Fabrice Luchini)og nævningen Ditte(Sidste Babett Knudsen).
Man føler sig draget ind i historien med de to skønne skuespillere som omdrejningspunkt. Dommer Racines ry er, at ingen tiltalt får mindre end 10 år, men samtidig med, at man følger dommer Racines betagelse af narkoselægen Ditte (som har reddet ham år tidligere) oplever man en dommer, som ganske langsomt får et menneskeligt ansigt i den sag, de sammen skal dømme.
Fremragende film som man ikke glemmer lige med det samme.
Bruger anmeldelser (3)
Skriv din egen anmeldelse