Peter Jackson rygtes til ny Ringenes Herre eller en DC-superheltefilm

Midgård eller spandex?
Billede
(© New Line Cinema)

Det er noget tid siden, at Peter Jackson sidst sad i instruktørstolen. Vi skal faktisk helt tilbage til 2014 og Hobbitten: Femhæreslaget.

Han har dog en 2. Verdenskrigs-dokumentar i støbeskeen, mens han også er tilknyttet den annoncerede 'The Adventures of Tintin: Prisoners of the Sun', og så er han manuskriptforfatter og producer på den kommende science fiction-film Mortal Engines.

Men nu rygtes det altså, at han står overfor at vælge mellem at instruere Amazons kommende 'Ringenes Herre'-serie eller en superheltefilm for DC, der senest gav os Justice League, mens der forude venter en Aquaman-film.

Hvis Peter Jackson skulle vælge at kaste sin instruktør-kærlighed på superhelte-genren, går han altså samme vej som sin kollega Steven Spielberg, der muligvis også kaster sig ud i at instruere sin første superheltefilm med 'Blackhawk'.

Hvad tænker du, skal Peter Jackson kaste sig over endnu mere 'Ringenes Herre', en superhelt fra DC eller måske noget helt tredje? Kom med dit bud i kommentarfeltet herunder.