20 år efter: Hannah Montana vender tilbage!

Tid til at rock out the show igen
Hannah Montana
(© Disney)

Er du klar til at fejre "The Hannahversary"? 

Popstjernen Miley Cyrus vender nu tilbage til rollen, der kickstartede hendes karriere, i en 20-års jubilæums-special for Disney Channel-serien Hannah Montana.

Særudsendelsen vil allerede kunne ses på Disney+ den 24. marts og er optaget foran et live publikum. Den vil byde på et interview med Cyrus, modereret af Alex Cooper, der er kendt som vært på den populære Call Her Daddy-podcast.

I afsnittet dykker de ned i skabelsen af den ikoniske karakter og seriens globale betydning. Vi vil også få arkivklip at se samt genskabte kulisser, herunder familien Stewarts stue og Hannah Montanas garderobe.

For at annoncere begivenheden delte Cyrus en nostalgisk teaser på Instagram med en bil, der bærer en lilla "HM 20"-nummerplade, ledsaget af seriens ikoniske kendingsmelodi. Se opslaget i bunden af artiklen.

Den oprindelige serie blev sendt fra 2006 til 2011, havde i gennemsnit 4,4 millioner seere pr. afsnit og har været definerende for en hel generation af Disney Channel-seere. 

Miley Cyrus spillede hovedrollen som teenageren Miley Stewart, der levede et dobbeltliv som almindelig high school-elev om dagen og global popstjerne om natten.

Franchisen har modtaget flere Emmy-nomineringer, og der er blevet udgivet to spillefilm samt en række album, som har opnået platin- og guldstatus verden over.

Cyrus har selv udtalt følgende om jubilæet:

- Hannah Montana vil altid være en del af den, jeg er. Det, der begyndte som en tv-serie, blev en fælles oplevelse, som formede mit liv og livet for så mange fans, og jeg vil altid være taknemmelig for den forbindelse. 

- At det stadig betyder så meget for mennesker alle disse år senere, er noget, jeg er meget stolt af. Dette "Hannahversary" er min måde at fejre og takke de fans, som har støttet mig i 20 år.

Serien havde også Billy Ray Cyrus i rollen som hendes far på skærmen, Robbie Ray, samt Jason Earles, Emily Osment og Mitchell Musso på rollelisten. Om de kommer til at medvirke i særafsnittet, vides endnu ikke, ligesom vi ikke ved om Miley kommer til at tage den blonde paryk på og synge nogle af Hannah Montanas bangers som 'Nobody’s Perfect' eller 'The Climb'.

'Hannah Montana 20th Anniversary Special' har premiere på Disney+ den 24. marts.

Nyeste film i biografen