Disney afslører premieredatoer til to ventede fortsættelser

Ventetiden er desværre lang
Lilo & Stitch
(© Disney)

Vi har tidligere kunnet afsløre, at Disney arbejdede på en tredje 'De utrolige'-film samt en efterfølger til live-action-filmen 'Lilo og Stitch' fra 2025 – dog uden at kunne give nogen nys om premieredatoerne. Indtil nu!

Ifølge Variety får 'Lilo & Stitch'-opfølgeren premiere den 26. maj 2028, før vores alles yndlingssuperheltefamilie gør comeback den 16. juni samme år. Et rygte, der ligeledes er bekræftet af filmstudiet selv.

Disney Danmark har nemlig bekræftet, at premieredatoerne vil være de samme hjemme i de danske biografer. Se deres Instagram-opslag om datoerne for henholdsvis 'Lilo & Stitch 2' og 'De utrolige 3' her og her.

Den første live-action-film om Lilo & Stitch havde biografpremiere i maj 2025 og var oprindeligt planlagt som en ren streamingtitel. Disney må dog være godt tilfredse med deres beslutning om alligevel at udgive filme i biografen. Med en global indtjening på over én milliard dollar, blev filmen nemlig hurtigt en af deres mest indbringende remakes.

Denne første genindspilning, som Dean Fleischer Camp instruerede, er baseret på animationsklassikeren fra 2002 og følger søstrene Lilo og Nani, som pludselig får vendt op og ned på livet af et uartigt, lille rumvæsen.

Detaljerne om den kommende toer er sparsomme, men det vi ved, er, at Chris Sanders, som var med til at skrive både originalen og live-action-versionen, vender tilbage som manuskriptforfatter. Som i de tidligere film lægger han også stemme til Stitch.

På samme måde, kan vi endnu heller ikke sige meget nyt om indholdet af 'De utrolige 3'. Filmseriens tredje kapitel markerer dog et overraskende instruktørskifte. Brad Bird, som står bag de to første film, overlader instruktørstolen til Peter Sohn – skaberen bag Disney Pixar-filmene Elementært og Den gode dinosaur.

Det gør os selvfølgelig en smule nervøse, men eftersom Bird fortsat er involveret som manuskriptforfatter og producer, kan det vel ikke gå helt galt.

Indtil videre er fire stemmer bekræftet på rollelisten ifølge IMDb: Craig T. Nelson (Hr. Utrolig), Sarah Vowell (Violetta Parr), Huck Milner (Dash Parr) og Brad Bird (Edna Mode).

Etteren, De utrolige, vandt i 2005 en Oscar for bedste animationsfilm og regnes stadig som en af Pixars mest ikoniske originalfilm. Efterfølgeren De utrolige 2 kom i 2018, og tilsammen har de to film indtjent næsten to milliarder dollars på verdensplan.

Nyeste film i biografen