Dwayne Johnson har langt hår og tatoveringer i ny trailer til genindspilning af Disney-hit

Sætter sejl til sommer
Vaiana
(© Disney)

Havet kalder igen - denne gang i live-action. 

Disney fortsætter med at balancere mellem nostalgi og fornyelse i deres skridt mod at genfortælle mange af deres tidligere animationsfilm i nye udgaver med rigtige mennesker.

Nu har studiet udgivet den første fulde trailer til sin nye udgave af succesfilmen Vaiana fra 2016. Se den i bunden af artiklen.

Filmen introducerer Catherine Lagaʻaia i titelrollen, mens Dwayne Johnson vender tilbage som Maui og går dermed fra at lægge engelsk stemme til figuren til nu at optræde fysisk som den arrogante halvgud. Og det er altså med vild kropsudsmykning og en majestætisk manke i form af en mere eller mindre overbevisende paryk.

Traileren virker til at antyde, at den nye film vil følge den velkendte fortælling meget tæt, hvor Vaiana forlader sin polynesiske ø Motunui for at rejse ud over revet i et forsøg på at genoprette balancen i sin verden.

Fans af den animerede film vil kunne genkende flere af scenerne i traileren, såsom Vaianas første møde med Maui, et hurtigt kig på krabben, der er besat af skinnende genstande, og lava- og ildvæsenet Te Ka – sammen med nogle velkendte sange.

Live-action-versionen er instrueret af Thomas Kail, som er kendt for sit arbejde med succesmusicalen 'Hamilton'.

'Vaiana' har dansk biografpremiere den 9. juli 2026.

Se den nye trailer herunder:

Nyeste film i biografen