Charlize Theron er fantastisk som hårdtprøvet mor i ny trailer

Se traileren til Tully
Billede
(© SCANBOX)

Bemærk: Som en del kommenterede på inde på Facebook, var den oprindelige overskrift til denne nyhed en tand for intetsigende og samtidig alt for sensationel. Vi prøver nye ting af hele tiden og er glade for feedback. Vi har derfor ændret ordlyden, så den virker mere passende.

Manuskriptforfatteren Diablo Cody har tidligere stået bag humoristiske kvindeportrætter med noget på hjerte i Juno og Young Adult.

Sidstnævnte havde Charlize Theron i hovedrollen, hvilket også er gældende for Codys nye film, Tully.

Komedien handler om en udmattet mor til tre, der efter flere år uden søvn er tæt på at være en levende zombie. Forældrerollen er ved at tage livet af den ellers sprudlende kvinde, så desperat efter forandring, hyrer hun en barnepige til at hjælpe om natten.

Det kunne godt være plottet bag en gyser (som Therons karakter også påpeger i traileren), men selv om den nye kvinde i hjemmet ikke er en direkte Mary Poppins, ser filmen alligevel ud til at levere et varmt og givende portræt af moderskabet... selvfølgelig tilsat den kant, Diablo Cody er kendt for.

Fx har Theron dedikeret sig så meget til rollen, at hun, ifølge et interview med ELLE, har taget 16 kilo på til rollen, for at undgå at lave en glamour-udgave af virkeligheden. 

Mackenzie Davis spiller barnepigen, mens Jason Reitman atter instruerer efter Codys manus.

Tully får dansk biografpremiere den 10. maj.