Cookie- og Privatlivspolitik

Mad Max: Fury Road

Tilladt for børn over 15 år
Filmen har en særdeles dyster, mørk og urovækkende grundstemning. Den skildrer en dæmonisk og ondskabsfuld verden og indeholder utallige scener med drab, voldsomme kampe og mennesker og uhyggelige figurer, som ligger under for eller kæmper mod onde magter. I en indledende scene kravler den mandlige hovedperson ud af et bilvrag, og man ser i et flashback en lille pige blive ramt af en bil, og manden bære den døde pige i sine arme. I en anden scene hallucinerer samme mandlige hovedperson, og man ser i hurtige klip en række ansigter - bl.a et barneansigt - som forvandles og får et dæmonisk udseende. I en tredje scene ses en række unaturligt fede kvinder, som er lænket til stole med en form for malkemaskiner på brysterne. Nogle af kvinderne sidder med små krøblinge af babyer i armene. Hertil kommer en række meget blodige kampscener, hvor mennesker bliver mast mellem biler, spiddet i ansigt og krop eller på anden måde lemlæstet. Det vurderes, at filmen kan virke skræmmende på børn under 15 år.

Se mere på medierådet.dk
14.05.2015
| |
2 timer (ekskl. reklamer og trailers)
|
Mad Max: Fury Road
|
Versioner: se alle
Særvisning, 3D, 2D, IMAX 3D, First Class - 3D, First Class - 2D, Level 7 med intro - 2D, Babybio - 2D
|

I 'Mad Max: Fury Road' har en atomkrig lagt verden i ruiner. Væske er blevet en mangelvare, og desperate mennesker hylder den diktatoriske Immortan Joe i håbet om at modtage den mindste mængde vand i kampen for overlevelse.

Samtidig bliver enspænderen Max taget til fange af lederens håndlangere, der alle drømmer om en voldelig, ærefuld død for at nå frem til Valhalla.

Men midt i vanviddet har den respekterede Furiosa andre planer. Under en transport af benzin og vand gennem ødelandet stikker hun af med en lille gruppe kvinder. Jagten tværs gennem ørkenen sættes ind, og den tilfangetagne Max bliver uforvarende en vigtig brik i det endelige opgør med Immortan Joe og hans psykopatiske følgesvende.

'Mad Max: Fury Road' er den fjerde film om den hårdt pressede Max, der lever i en verden af hjemmelavede køretøjer og ultravold.

Denne gang er Mel Gibson byttet ud med Tom Hardy i titelrollen, men instruktøren, George Miller, er stadig den samme, og her ligger filmens store gevinst. For 36 år siden fik han sit internationale gennembrud med den første film i serien, men siden den tredje film, Mad Max Beyond Thunderdome, har den australske instruktør koncentreret sig om succesfulde familiefilm som Babe (1995) og Happy Feet.

Nu er George Miller tilbage ved kultfilmen, der skabte hans karriere, og endda med en film, der har tempo og dynamik til fælles med den højt respekterede og stærkt underholdende Mad Max 2. (copyright: kino.dk)

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (778 votes)
4.8
4

Instruktør

MEDIERNES ANMELDELSER

  • Berlingske

    "George Miller har beskrevet sin film som én lang actionscene, og det er tæt på at være sandheden, bortset fra, at det skjuler, at det er filmens mange skægge detaljer, der er den største fornøjelse ved filmen." (Kristian Lindberg)

  • BT

    "Skuespillet er indædt og effektivt. Moralen er ligeså skræmmende, som den er velskabt. Og så er der stort set ingen computereffekter. Hele svineriet er lavet på den gamle manér med vild kameraføring, dødsforagt og vildt, vildt stuntarbejde." (Henning Høeg)

  • Ekstra Bladet

    "[...] 'Mad Max: Fury Road' er på mange måder en teknisk pragtpræstation, som end ikke gør noget forsøg på at skjule sin larmende tomhed." (Henrik Queitsch)

  • Jyllands-Posten

    "Det er både alt for lidt og alt for meget, men 'Mad Max: Fury Road' er bestemt en sært fornøjelig centrifugetur, som også er besnærende på grund af de vanvittige visuelle visioner, som Miller og hans hold præsenterer." (Nanna Frank Rasmussen)

  • Politiken

    "[...] 'Mad Max: Fury Road' lever op til sit navn som rasende roadtrip. En biljagt (hvis man kan kalde de aparte køretøjer biler!) uden et eneste pusterum." (Kim Skotte)

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Nikolaj

Når man er kommet sig over hvor flot Mad Max er rent filmteknisk, opdager man pludseligt hvor kedelig og langtrukken filmen egentlig er. Men ikke desto mindre kan man ikke undgå at blive fanget lidt af de flotte instruerede action-scener!

HeleneColor

Og sådan nervepirrende samtidig!!
- også samtidig er den noget så underholdende med de vilde scener, og klipningen, der gør filmen endnu mere vildere !!

For fedest kostumer/makeup til setup og en meget interessant historie, har filmen at byde på - bestemt sine Oscar priser værdi

Sikke dog en gal film ;)

Camie

Filmen burde hedde Mad Max: Furiosa's Road, da hovedpersonen fra de tidligere film er decimeret til en birolle og alt fokus ligger hos Charlize Theron. Ikke nødvendigvis en dårlig ting, men den der Mad Max følelse fra de tidligere film mangler. Og kender man ikke historien fra de forrige film, så vil man højst sandsynligt undre sig over hvem Mad Max egentlig er.

Man kommer aldrig rigtigt til at føle noget for hovedpersonerne selvom Theron især gør et hæderligt forsøg.
Der i mod kan man ikke sætte en finger på den kunstneriske udførelse. Den er vanvittigt flot filmet og fortjener fuldt ud de Oscars den vandt.

Dette er også med til at trække den op på 4 stjerner for mit vedkommende. Der ud over er det bare en flot action film som så mange andre.

Jasir Al-Salami

dem der ikke ha' set alle mad mix film som mig så forstår man ikke noget af det

GiwizZeni

En gang i mellem kommer der en film der bliver ved en. En der bliver hængende i hovedet og vokser på en jo mere man tænker over den og som kun vinder ved flere gensyn. Den ligger højt på ens liste over årets gode film og selvom månederne går og andre film kommer til, bliver den alligevel ved med at stikke ud. Den kommercielle hype omkring filmen er for længst overstået, men inden i ens eget hoved vil filmen bare ikke lægge sig til ro. Man må til sidst overgive sig og erkender at det her er en af dem der vil gå over i historien. Jeg nævner i flæng et par stykker fra min personlige liste: ’12 Monkeys’, ’Indiana Jones & Raiders of the Lost Ark’, ’2001: A Space Odyssey’, ’Star Wars: The Empire Strikes Back’, ’Alien’, ’Memento’, ’Jaws’, ’Back to the Future’, ’T-2’, og ’Blade Runner’. Alle udødelige klassikere i filmhistorien. ”Fejlfrie” film. Historie, casting, billeder, lyd, pacing, musik og effekter spiller sammen på en måde der gør at resultatet bliver sublimt. Den æstetiske oplevelse er lige så stor som den intellektuelle. Øjne, øre, hjerne og hjerte bliver tilfredsstillet. Indpakning og indhold går op i en højere enhed og man må overgive sig og uddele samtlige 6 stjerner. Det er selvsagt ikke så tit det sker og i en tid hvor Hollywood ikke laver ret meget andet end reboots, remakes og sequels, er der ligeledes langt i mellem disse filmperler.

Så forventningerne til George Millers reboot af hans gamle 80'er helt Mad Max var til at overse. Manden havde siden sin gode gamle Mad Max-trilogi, kun lavet børne-hygge-familie-film som 'Babe - Den kække gris' og 'Happy Feet'. Mel Gibson var blevet for gammel til en ny omgang, så det trækplaster havde de heller ikke. Men så kom trailerne til filmen og jeg tror alle stoppede op og tænkte: ”WTF!!! Det ser godt nok vildt ud!” Forventningerne til en god actionfilm var nu tilstede. Men hvem havde forudset at vi her kom til at stå overfor en ”Gamechanger” ikke bare af den såkaldte ’Postapokalyptiske Science-fiction subgenre’, men indenfor actionfilmgenren generelt? At den efterhånden 70-årige instruktør endte med at tage samtlige actionfilm instruktører i skole og lave - ikke bare årets bedste actionfilm - men den måske til dato bedste actionfilm, er og bliver en af de største filmoverraskelse længe.

Uanset hvilken vinkel man vælger at anskue den fra er den enestående. På mange punkter tager Mad Max filmene ikke afsæt i fremtidssenarier, men derimod i fortidens westerns. Det er den banale historie om diligencen der fragter værdifuldt gods, men overfaldes af landevejs røvere eller rødhuder og må reddes af den ensomme gunslinger. George Miller vender nu tilbage til sit elskede og ikoniske ’Wasteland’, men udvider og udforsker det. Med forholdsvis få midler, grundet et i sammenligning beskedent budget, bygger han et underligt troværdigt – men samtidig ufatteligt – univers op. Produktions designet er så kreativt gennemarbejdet, rigt og overraskende, at man bliver ved med at finde nye og forunderlige detaljer. Bilerne, såvel som deres chauffører, er så farverige og forskellige at man hele tiden betages og underholdes på dette rasende roadtrip.

På mange måder smider Miller os hovedkuls ind i handlingen. Vi ved meget lidt, også selvom man har set de gamle Mad Max-film. Som vores tavse og forpinte hovedperson, må vi kæmpe med en svigtende hukommelse. Fortiden flimre glimtvis og man spørger uvægerligt sig selv om man kan stole på sine minder fra den gamle trilogi. Man må som Max lære at flyve imens man er i luften. Verden omkring en er fremmed og fjendtlig. Samfundet, indbyggerne, ritualerne, sproget og reglerne er ukendt for os og der spildes ikke unødig tid på eksposition. Narrativet er så enkelt at det kan stå på bagsiden af frimærket, på bagsiden af et postkort. Alligevel er det en overraskende aktuel, miljørigtig og nærmest feministisk historie der fortælles, næsten udelukkende igennem billeder og kun med et minimum af nødvendig dialog. Berusende, overrumplende og lyslevende billeder sættes sammen i en nærmest stumfilmagtig collage. Den mest klassiske form for historiefortælling. Max har vist en 17-18 replikker udover sin indledende voice-over og det er rigeligt. Han taler – ligesom filmen – kun når det er absolut nødvendigt. Filmen er nærmest en lang række action scener, hvor der bare konstant bygges ovenpå. Mere med meget mere ovenpå, overraskende nok uden at det på noget tidspunkt blive for meget eller kedeligt – noget der ellers tit sker i film med action overkill. Hvis ’Less is more’ hvad angår dialog, så gør det modsatte sig gældende på billede og lydsiden. Et action ekstravaganza syretrip. Filmhistoriens længste heavy-metal guitarsolo. ”Action speaks louder than words”, fristes man til at sige.

En hæsblæsende biljagt igennem ørkenen, i en flåde af totalt redesignede og ombyggede rustbunke-racerbiler, der simpelthen er et kapitel for sig. En flugt for livet, væk fra den tyranniske vanskabning Immortan Joe og hans maskuline undertrykkelse. En kamp for menneskehedens overlevelse, stærkt symboliseret ved de fem frugtbare og flygtende brude. Alle handlinger udspringer af overlevelsesinstinkt og alle alliancer indgås af nød, med klampen i kælderen på Furiosa’s supertanker af en truck, imod en ukendt og usikker fremtid. Håbet om en tilbagevenden til ordnede og bæredygtige forhold hos ”mor” i skikkelse af The Vuvalini of Many Mothers og det forjættede land, The Green Place.

I en type film som denne forventer man måske nok gode skuespillere, men ikke nødvendigvis godt skuespil. Instruktører i denne genre er ofte så optaget af effekter og dramatiske kameravinkler, at de overlader deres cast mere eller mindre til sig selv. George Miller har både fået gode skuespillere – Tom Hardy, Charlize Theron og Nicholas Holt – men også usædvanlig gode præstationer ud af dem. Hardy’s skøre Max bliver næsten reduceret til en birolle i sin egen film, grundet hans ordknappe og blide præstation. Den egentlige hovedrolle er overraskende nok Theron’s Imperator Furiosa. Amazonen med robotarm og sit eget korstog. Hun spiller sig – med en smuk blanding af styrke og sårbarhed – til pladsen som en af de mest bad-ass actionheltinder på film nogensinde.

Møjsommeligt koreograferede kampscener er ikke noget særsyn i actionfilm, heller ikke biljagter i høj hastighed. Men prøv så at gøre det samtidigt. George Miller har åbnet sin specialeffekt værktøjskasse og brugt hvert et trick han igennem sin lange karriere har lært. Hans stuntteam har koreograferet ubegribeligt komplekse actionscener, ikke bare et par gange eller tre, nej de udgør her størstedelen af filmen, kun afbrudt af små tænkepauser.
På en meget forfriskende og virkningsfuld måde vender han tilbage til praktiske effekter og halsbrækkende stunts, kun forstærket, twisted, og colorgraded med computerens grafiske software. I sig selv en sand befrielse fra det trættende CGI-helvede ’greenscreen’ har skabt i så mange af vor tids store actionfilm. Resultatet er ikke bare en realisme og stoflighed man ellers sjældent oplever i vor tids store blockbustere, men en helt grundlæggende følelse af nærvær og overhængende fare. Der er virkelig noget på spil og det kan ikke bare ses, det kan mærkes! Det får ’Fury Road’ til nærmest at blive en fysisk oplevelse. Satte man sig midt i biografen ved filmens start, finder man ved dens finale sig selv blæst helt tilbage på den bagerste række i salen. Uanset om man valgte 3-D eller den almindelige version af filmen, er man nærmest fysisk udmattet efter turen og som nævnt bliver følelsen siddende i kroppen længe efter. Ikke forstået på nogen negativ måde. Nej, tværtimod har man lyst til at lave en hurtig håndbremsevending og begive sig af sted på udflugt med Furiosa, Nux og Mad Max igen.

Slutningen skal selvfølgelig ikke spoiles her, men den nærmest økologiske morale er klar: Det nytter ikke at stikke af og løbe fra problemerne, vi har kun denne ene jord. Løsningen er ikke at drømme om et Utopia, men derimod at vende tilbage til udgangspunktet, se sine modstandere i øjnene og tage fat om problemets rod. Filmens kønspolitiske budskab er ligeledes tydelig: Mænd er destruktive af natur og ødelægger alt, i vores begær efter magt og videreførelse af vores gener. Verden er gået nedenom og hjem i jagten på krudt, kugler, benzin og en latterlig forestilling om liv efter døden i Valhalla. Kvinden derimod besidder både den nødvendige fornuft, beskyttertrang og evne til at skabe nyt liv. Med hjælp fra - den til at begynde med modstræbende - Max, kan skuden vendes og verden måske stadig reddes. Der er i hvert fald håb for menneskeheden, for selv krigeren Nux – en af de hvide ’War-Boys’ med krom på kyssetøjet, klar til at ofre sig selv som martyr i kampen - kan bringes til fornuft og omvendes til at kæmpe for det der betyder noget, blot ved hjælp at lidt kvindelig omsorg. Overraskende bløde værdier i en ellers top tunet og testosteron pumpet actionfilm. Udtrykket ’kønnenes kamp’ får ny og meget bogstavelig betydning , imens religion og verdens ressourceproblemer, bliver diskuteret næsten uden ord. Det er så befriende og opfindsomt. Selvom der ikke gives megen tid eller ro til eftertanke under filmens ”road rage”, er det faktisk dens dybere mening.

Mad Max fejede i 2015 fuldstændig gulvet med 'Fast & Furious-filmene' og fik alle andre actionfilm til at ligne gamle mænd der stakåndede forsøgte at indhente Furiosa's War Rig. Ved oscaruddelingen 2016 rev den i alt 6 priser til sig. De kommende mange års actionfilm vil blive målt op imod denne spektakulære arthouse Blockbuster ’Mad Max: Fury Road’ - og tak for det!

Antaeus

Flot skrevet og jeg ser din begejstring.
Og du får nogle gode analyser indflettet, men jeg deler stadig ikke din begejstring for filmen og min anmeldelse står stadig ved magt.

Og så vil jeg godt kommentere på de film som du mener er mesterværker, altid et spændende emne. Jeg deler din opfattelse på: ’Indiana Jones & Raiders of the Lost Ark’, ’Star Wars: The Empire Strikes Back’, ’Alien’, ’Jaws’, ’T-2’, og til dels ’Blade Runner’ (jeg vil gerne elske den, men den fænger aldrig helt - jeg har prøvet mange gange). Til mesterværker vil jeg gerne tilføje: Ringenes Herre, En Verden Udenfor samt en del andre. Jeg holder mere af Aliens end Alien selv om sidstnævnte også er fantastisk.

Back to the Future var en fremragende og underholdende film, men ikke for mig et mesterværk.

Memento synes jeg virkelig var dårlig og de andre du nævner ligger langt tilbage i hukommelsen. Jeg kan huske at jeg nok fandt dem seværdige, men ikke fremragende. Det er så mange år siden. Og 2001 så jeg som ung teenager. Det er muligt jeg finder den bedre i dag end dengang.

GiwizZeni

Tak for dine kommentarer og feed back i det hele taget. Det glæder mig at du tog dig tid til at læse og svare. Vi er meget enige i at 'En Verden Udenfor' er helt fantastisk. Jeg så og nød også alle tre 'Ringenes Herre film' i biffen, men fik nok for meget til sidst. Jeg "ork'ede" i hvert fald ikke at se hverken extended editions eller 'Hobitten trilogien'. Men jeg tror det skyldes den overeksponering filmene fik, for der er ingen tvivl om at Peter Jacksons første trilogi er en enorm filmisk bedrift og vanvittig flotte. Fejlfrie? Jeg synes de var for lange...

Martinuser/571930

Den fangede mig ikke rigtig. Nok ikke lige i min smag, men heller ikke spild af tid. Ikke en film jeg vil se igen.

Kurthan

Hej Wayne jeg endte med at se mad max

Jacob

Uden den mindste baggrundsoplysning efterlades man med en fåmælt mand ved navn Max, der hvirvels ind i verden man aldrig helt kommer til at forstå. Der er intet at sætte på action- og lyddelen, og instruktørens leg med lys og farve er fantastisk. Problemet er at selve titelkarakteren står i skyggen af Furiosa, og at alle er så overgearet at det næsten bliver pinligt, og ikke mindst fjollet når en death metal gitarist, som en anden akrobat styrer løjerne ophængt i elastikker.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.