Cookie- og Privatlivspolitik

Lucy

Tilladt for børn over 15 år
Filmen har en dramatisk og spændingspræget grundstemning. Der er mange scener med blodige drab, udpenslet vold, og i enkelte scener ses også uhyggelige forvandlinger. I én scene lukker hovedfiguren sig fx inde på et flytoilet, og vi ser hendes ansigt undergå en nærmest dæmonisk forvandling, bl.a. med øjne der hænger langt ned af kinderne. I en anden scene lænkes en mand til en lænestol ved at han får stukket knive i begge hænder, og man ser blodet strømme fra hænderne. Det vurderes, at filmen kan virke skræmmende på børn under 15 år.

Se mere på medierådet.dk
07.08.2014
| |
1 time 29 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
|
Lucy
|

I 'Lucy' er fremtiden et dystert sted styret af gangstere, korrupte betjente, narkomaner og hårde gadekriminelle. I Taiwans hovedstad Taipei er det særligt slemt, og her bliver den unge kvinde Lucy hyret som narkosmugler for mafiaen.

Stoffet bliver implanteret i hendes krop, men hun bliver opsnappet af fjenden, der banker hende til plukfisk. Hvad ingen havde regnet med, er, at stoffet går i forbindelse med hendes indre system og gør hende i stand til at bruge langt mere end de normale 10 procent af hjernen.

Lucys nye superkræfter øges konstant med uforudseelige konsekvenser, og mens hun bliver et yndet mål for personer på begge sider af loven, viser det sig, at hun måske har svaret på nogle af menneskehedens ældste gåder. 

Scarlett Johansson er ikke fremmed for action-genren, der for hendes vedkommende begyndte for alvor med The Island (2005) og blev fuldbragt som superhelten Black Widow i en række Marvel-film.

Lucy er også en slags superhelt, men hører hverken til Marvel eller DC Comics. I stedet bygger filmen på en original idé af Luc Besson (Léon), der både har skrevet manuskriptet, produceret, klippet og instrueret.

'Lucy' inkluderer også en rolle til veteranen Morgan Freeman og ikke mindst danske Pilou Asbæk. (copyright: kino.dk)

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (392 votes)
3.7
2.8

Instruktør

MEDIERNES ANMELDELSER

  • Berlingske

    "En ikke ligefrem subtil fortællestil til trods, er 'Lucy' dog langt hen ad vejen voldsomt underholdende." (Louise Kidde Sauntved)

  • BT

    "[...] en historie så ulogisk og kluntet fortalt, at selv Michael Bay ville blive pinligt berørt." (Henning Høeg)

  • Ekstra Bladet

    "Luc Besson viser endnu en gang sit håbløse talent som voldsfetichistisk manuskriptforfatter og instruktør i denne vrøvlende actionfilm." (Jacob Ørsted)

  • Jyllands-Posten

    "Den franske instruktør har altid været mere glad for det visuelt spektakulære end det opsigtsvækkende tankegods, men her kombinerer han finurligt og med originalitet de to ting." (Nanna Frank Rasmussen)

  • Politiken

    "'Lucy' er alternativ action med lige præcis eftertanker nok til at have alibiet i orden." (Kim Skotte)

  • Weekendavisen

    "Besson holder samtlige bolde i luften og har held til at forene det kinetiske og det cerebrale. For en gangs skyld ser han stort på, om alle i salen er med hele vejen." (Bo Green Jensen)

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Ida

Jeg synes det lød som en virkelig interessant film, men jeg må sige den skuffede lidt. Jeg blev ikke helt overbevist om præmissen for filmen, og det skyldes den et eller andet sted prøver at overbevise mig om at det der sker KUNNE ske, hvis vi kunne udnytte hjernen bedre.
Når det så er sagt er det en lidt skæv og anderledes film, og det var forfriskende! Jeg var bestemt underholdt hele vejen igennem, men det er også en film der ikke nødvendigvis skal ses i biografen..

TheKillingJoke

Den her film har et fantastisk koncept, som de kunne have fået meget ud af, men med det de gør med den, falder det helt til jorden. Jeg tror nok det havde strukket sig længere ud i verden end en japansk mafia, hvis der fandtes sådan en kvinde. Jeg tror nok verden ville reagere lidt mere voldsomt. Denne film kunne være til ære for kvindelige superhelte, men i stedet for bliver den alt for kunstnerisk og plottet bliver tyndt. Jeg kan kun give 2 stjerner.

Henrik

Glæden var egentligt stor - Når Luc er på banen plejer der at ske noget :-9

Men skuffelse var da ret stor - Javist at det tydeligt at se Luc Besson's aftryk på filmen - men længe siden jeg har set så dårlig en actionfilm

Rodet handling og svær at følge med i

Til trods for gode skuespillere

Mark

god film.
men set før i en bedre version ( den med bradley cooper)

ali

Starter endelig ok spændende men til slut bliver den bare lidt for kunstnerisk og lidt for mærkelig efter min smag

Jesper

Det var en god start på filmen. Jeg hæftede mig ved brugen af de flotte billederne fra Baraka (1992), desværre spildt på den forkerte film. Sidste halvdel var skuffende og slutningen kunne være skrevet meget bedre.

Bruce

Besson har tabt sutten. Lucy er en frygtelig gang vrøvl. En ting er at den gerne vil sige noget klogt, men gør det så dumt og talentløst kan være hvad det være vil, hvis bare actionscenerne ikke var tamme kopier af bedre film som Matrix og Bourne. Scarlet virker blank og slet ikke i rette element. Det er virkelig længe siden Luc gav os Nikita, Leon osv.

Det er en ommer du

S. Rico

Det er næppe en film, der vil falde i alles smag. For den er temmelig syret. Jeg er vild med den første del af filmen, hvor der klippes behændigt mellem 1) kernehistorien, hvor Lucy uforvarende vikles ind i smugleri og mafiaen, 2) en forelæsning, hvor Morgan Freemans karakter beretter om hjernens potentielle kapacitet, og 3) naturoptagelser med rovdyr der jagter deres bytte.

Scarlett Johansson viser nye sider af hendes store talent i denne del af filmen, hvor hun er meget troværdig som desperat og sårbar kvinde.

Desværre bliver det mindre interessant, da først Lucy når op på et niveau, der gør hende følelseskold og umenneskelig. Fra da af er hendes skuespiltalent spildt på en rolle, der kun kræver et stenansigt. Og samtidig drejer Luc Besson filmen hen imod ren action. Actiondelen er flot og veludført, men ret kedelig og forudsigelig.

Det er som om Besson prøver både at skabe en rendyrket actionfilm og samtidig en god historie med et syret tankeeksperiment. Der er desværre ikke plads til begge dele på kun 1,5 time. Derfor ebber filmen ud hen imod slutningen og efterlader os med en mixet oplevelse.

SSR

Ok film, ligger lidt over middel, men selv om jeg elsker Science Fiction, er den nok en kende overdrevet, ok hun bliver meget klog, meeen måske lige lidt for vildt. Det virker som om man havde en rigtig god ide til en film, men man kunne bare ikke formå at lave det til en god historie, så filmen virker lidt uigennemtænkt.

Freeman er altid god, selv om det ikke er en stor rolle han har her. Scarlett J, spiller ok overbevisende, hun har stemmen og udseendet som passer rigtigt godt til den rolle.

Maiken

Elendig film uden ret meget handling. Har man set traileren, har man set det der var værd at se.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.