Dunkirk

Dybest set kunne filmen have mange andre prædikater end "Krigsfilm". Flugt - eller Redningsauktion, ville i grunden være mere rammende.

Bortset fra nogle få "Dog Fights" - så ser vi aldrig regulær kamp, men oplever den som den grufulde og oftest klaustofobiske situation de fleste soldater befinder sig i.

Scenen er en af 2. verdenskrigs mindre flatterende - nemlig da England valgte at stikke halen mellem benene, og flygte over hals og hoved fra de grumme tyskere. Vel vidende at de franske styrker blev tilbage og blev slagtet.

De egentlige helte var de almindelige engelske bådejere, som med fuld risiko tog turen over for at hente drengene hjem. Samtidig var regeringen underlig passiv, og ville ikke risikere noget - det er i hvert fald Nolans dom.

Nolan formår med enkelte og fine greb at illustrere den desperation, den skam og den offervilje som enkelte individer gennemlevede.

Det er en umådelig smuk antikrigsfilm, hvor Nolan igen demonstrerer stort overskud og binder mange sjæles fortællinger sammen.

Krig er grufuld - og med livet som indsats ser man ofte både de værste og de bedste sider ved den menneskelige natur.

Oscar kandidat? Det er der næppe nogen tvivl om.

Voldsom film på alle mulige måder -
og voldsomt anbefalelsesværdig.

Jeg forstår helt kritikken af dem der ikke forstår filmen og hvad plottet rent faktisk går ud på, de gik ind og forventede en storfilm med EN handling og EN tråd med EN hovedperson de kunne sidde tilbagelænet og følge en krigsfilm med storslåede scene'r som i Saving Privat Ryan og den slags.
Men filmen følger private personers, soldater, sømænd og piloters historier på hvad der virkeligt skete, skildret ud fra de fortællinger der findes fra den dag i historien.
Godt lavet, lækre lyd scener når man kunne høre der blev skudt fra Højre el Venstre osv.
Smukt fortalt og klippet de rigtige steder (de fleste gange)
Der er lidt smuttere og plads til forbedring.
Men forvent og se en super godt lavet dokumentar og ikke en krigsfilm med ET plot.

Dunkirk er en krigsfilm, fordi den foregår i en krig. Men den handler ikke rigtig om krig. I stedet handler den om det, der får mennesker til at udføre handlinger - gode som mindre gode - som for udenforstående synes uforståelige. Udsæt et menneske for tilstrækkeligt stort pres, og det vil træde ud af sin karaktér - eller sådan kan det se ud for andre. For måske vi alle bærer på de samme potentialer for at udføre handlinger, som ingen - os selv inkluderet - kunne forestille sig at udføre. Det være sig en heltedåd som en kujonagtig handling.

I Dunkirk bliver vi på mesterlig vis taget med ind i den rå virkelighed, der frembringer disse former for handlinger. Som vidner ser vi på, mens filmens ofre for denne virkelighed enten nedbrydes eller opbygges, resulterende i hvad vi normalt opfatter som enten heroiske eller forkastelige handlinger. Filmens kunst er, at vi bringes til at have ondt af helten og sympati for skurkene - fordi vi kender baggrunden for deres handlinger. De forkerte valg bliver ikke mindre forkerte, blot mere forståelige.

Se filmen!

Undskyld mig, men sikke noget bras.
(Først undskylder jeg igen, idet at der er godt med længde på denne anmeldelse, men ærlig talt kan jeg ikke se hvorfor folk finder den så fascinerende god, så jeg prøver at bryde filmen ned. Derudover betyder det også at jeg snakker i detaljer om filmen, så hvis intet skal spoiles (filmen er alt for forudsigelig til at man kan kalde det det, men nuvel) så undlad at læse min bedømmelse.)

Ja, ikke alle vil være helt enig med min bedømmelse af Christopher Nolans seneste sommer blockbuster, men den tiende film i en række af fantastiske film (gradvist stigende, med Inception og Dark Knight som værende de bedste efter min mening) var håbet, at den tiende ville være præcis lige så stor og fantastisk som enhver anden Nolan film. Det var den ikke.

Ikke bare det, at Nolan udelukkende har lavet fantastiske film gav indicier om storhed, men også castet, Zimmers musik og idet hele taget historien Nolan havde valgt at filmatisere, virkede spændende. Det lod til at blive en tiende fantastisk film, som skulle genses til dommedag, ligesom de fleste af hans forrige. Intet af ovenstående resulterede dog i en god film.

Og det er selvom det blevet prøvet. Hans Zimmer er jo uden tvivl en af de største komponister når det gælder nyere film og deres soundtracks, men der er faktisk ikke meget at komme efter. Stadig et fint stykke musik som intensivere kedelige scener, men efter dets første anvendelse er det lidt tørt og hørt. Og selvom man kan diskutere om hvorvidt hans forrige soundtracks lyder meget ens, så er Interstellar og Inception og ikke mindst the Dark Knight (for bare at nævne de han har lavet med Nolan (og dermed ikke Gladiator, Løvernes Konge m.m.)) og her rækker det ikke. Og det er nok ikke rigtig hans skyld. Fordi når det så kommer til stykket, så er netop afsnittet her om Zimmer den eneste gode ting at sige om filmen. Beklageligvis. Og her er hvorfor.

Ikke nok med at Nolan er et fandens geni når det kommer til nytænkende fantastiskheder og originalitet hvor der ikke ventedes det, så er han fantastisk til karakter skabninger, karakter udvikling og især dialogen der føre dem dertil. Hans arbejde med hans bror førhen har tydeligvis resulteret i afsindig genial dialog, som både kan være motiverende taler, oplysende, og dog stadig underholdende, forklaring, karakter ark eller noget helt andet, men på alle punkter er Dunkirk en skuffelse. Ikke nok med at filmen knap nok begiver sig i ikkemaskinel audio, så er den lille smule dialog der dog har fundet sin vej ind i en 2 timer lang film, fuldstændig ligegyldigt, intetsigende og hørt før. Intet af Nolans magi ses (og især ikke høres) i denne film. Og det er et kæmpe nederlag, når han står bag film med fantastisk dialog som Memento og The Prestige.

Men er det bare dialog, eller nok mere mangel deraf, der skaber den kedelige og ubrugelige film der er Dunkirk? Nej. Ellers ville jeg ikke være sådan ude efter den. Filmen havde nemlig al mulighed for at være Nolan, men det var den ikke på samtlige punkter. Nu til plottet.

Så plottet bliver sådan set fastsat efter de første 30 sekunder. En flok modige britiske soldater vil gerne hjem fra den franske kyst under anden verdenskrig. Fint det skæres ud i pap, men dernæst ser vi en overlevende person (som formodes at være hovedpersonen? Ved det faktisk ikke helt…) søge ned til kysten. Der står han og venter resten af filmen, udover de 3021 gange han stiller sig op på en båd, som så synker. Sikken overraskelse. Især efter den 1203 gang. Derudover er jeg ikke sikker på om der var en egentlig karakter man fulgte på kysten, tror det, måske var det Harry Styles som var så omdiskuteret, aner det ikke, belysningen af klippene var skod, og de var hele tiden ved at drukne. Og så stod de altid i grupper af folk man ikke kunne se fra hinanden, som alle sammen stereotypt ikke skilte sig ud fra hinanden. Udover at der var en der råbte og en der ikke gjorde. Og filmen gav aldrig karaktererne navne, endnu en forsikring for, at der ikke blev skabt nogen form for indlevelse i karaktererne. Og den slutter med at de ender på en båd der synker, og så hen på en ny båd, som ikke synker, og så tager de hjem og føler at de har fejlet, men takket være at det britiske folk mangel for forståelse for, at det er et nederlag (eller også er det ikke, men det ligger hele filmen op til, samt en lang togscene med Churchill tale (som jo aldrig er hørt før)), så bliver de fejret, og så er de godt tilfredse med sig selv, selvom krigen langt fra er slut. Altså siger denne del af plottet ikke en skid, udover at der var nogle børn der alle sammen lignede hinanden, som havde svært ved at svømme og i hvert fald ikke kunne sejle.

Plot del 2. En pilot. Se nu skulle det ellers være godt! Tom Hardy i en Nolan film! Woooo!
Men nej.
Tom Hardy spillede pilot der ikke vidste hvor meget benzin flyveren havde, så hans dialog var udelukkende at gentage at han ikke havde meget benzin. Og så fløj han i cirkler som ikke føltes intenst og ikke føltes som om at der var noget på spil, selvom filmen prøvede skidt at sige der var, men det var der ikke rigtig. Og så efter at have fløjet i cirkler 4 gange, så lander han flyet og sætter ild til lortet. Måske var det filmens eneste budskab: du bliver nok rundtosset af at se den og så fyr op under skidtet bagefter. Sikken karakter.

Plot 3. Båd i havet.
Båd i havet havde til formål at være civilbefolkningens synspunkt, og at vise hvor heltemodige de var. Det lykkedes ikke rigtig. Først og fremmest bliver de udstillet som idioter, som bare gør det for at gøre det, og som intet rigtig har på spil og som man ikke rigtig holder med eller imod. De redder en pilot, så redder de en pilot, så slår en dreng sig på hovedet, hvilket bliver filmet så skidt, at man ikke ligger mærke til det, så redder de nogle flere fra en anden båd der lige er synket (ja, den havde I ikke set komme), og så sejler de hjem.

Der var i alt to karakterer der kunne have været interessante i den her film. Drengen der sejlede med faren ud på båden og den første pilot der faldt. Drengen lod til at være den eneste man kunne følge, den eneste der lod til at være en karakter. Men så, idet at piloten (spillet tilstrækkelig fint af Cillian Murphy og dermed den eneste der lavede skuespil, det var dejligt at have med i en film faktisk) kommer til at vælte vennen i en scene så dårligt filmet, at man ikke ligger mærke til noget af det. Faldet gør ham så først blind, som gør den første dreng meget vred, men så ændres drengens karakter idet den vennen pludselig dør lidt efter uden egentlig grund. Så er han egentligt lidt ligeglad med vennen, og prøver at beskytte Murphys pilot-karakter, men så slutter filmen med at drengen ser piloten se liget, men er ligeglad, eller ikke ser den og derfor ikke ved det (filmen gør ingen af delene tydelig) og derfor siger filmen ikke og en skid.
Alle tre dele at plottet er intet sigende, plottet springer indover hinanden (hvilket er fint normalt (gode gamle Nolan, ikke? Nej.)) men i stedet er det bare samme scener vist med et nyt kamera 4 gange, så man ved hvad der sker og ødelægger al suspens der kunne have være.

Altså: Plottet er lort, skuespil var undladt i filmen, dialog var undladt i filmen, tyskerne var undladt i filmen (ikke at det ville gøre megen en forskel) og musikken blev kedelig, fordi musik skal underbygge alt det førnævnte, så det var bare generelt musik-underbygget lort.

Det var virkelig en skam, Nolan er absolut (eller var?) en af mine yndlings instruktører, men nu spørger man lidt sig selv, om det bare var gode film med gode historier og ikke så meget en god instruktør bag. Og det er sateme ærgerligt, nu hvor der ellers gik så fint.

Filmen var ikke bare en røvkedelig krigsfilm uden budskab og som spillede på den patriotiske ånd, og som ikke levede op til Nolans filmark, den var generelt en dårlig film som langt hen af vejen ikke havde styr på en skid. Og jeg var ellers lige helt oppe at køre over Nolan/Hardys Bond tingeling, det skal så genovervejes, men hvis det sker så vælger de forhåbentligt at lade Jonathan Nolan om at skrive det.

Jeg ville aldrig anbefale filmen, og har på Kino givet den chok rating, men det er svært at holde jer fra at se den. Jeg er tydeligvis en minoritet (selvom jeg var inde at se den med andre der var enige), så det kan være at jeg er helt fra den. Men lidt film forståelse prøver jeg at prale mig med, og det lod til at Nolan ikke havde da han lavede den her. Så se den og vær uenig med mig, eller åben øjnene op for hvor dybt frustrerende dårlig den var.

Afslutningsvis vil jeg ende som Dunkirk. Jeg havde det meget som den franske(?) soldat som åbenbart havde sovet igennem hele evakueringen (om han var fransk eller bare sov tungt vides ikke, scenen skulle være smuk og god fordi en kedelig flåde admiral karakter bliver alene tilbage på en strand uden både og hjælp for at nedstirre de tyskere der kom nærmere og som han havde ignoreret op til det punkt, selv efter at de sank en af de utallige både der kom til skade under filmningen af denne skod film). Nok om det, jeg havde det som den franske: Jeg følte virkelig ikke jeg havde noget valg hen mod slutningen, andet end at flygte.