Øjne våger fra himlen, Gary Oldman hvisler og overspiller herligt monstrøst i titelrollen i 'Dracula', mens rotter kan løbe på lodrette vægge, i Francis Ford Coppolas fabulerende og ofte dampende sensuelle fortolkning af Bram Stokers roman. I 1990'erne, hvor computerskabte special effects blev reglen snarere end undtagelsen, skilte 'Dracula' – skønt den er spækket med effekter – sig markant ud: Alt er lavet med lodder, trisser, dobbelteksponeringer og god gammeldags opfindsomhed. Coppola mente, at det ville virke mere autentisk – og hvor har han ret. Filmbuffs kan desuden more sig med at finde referencer til bl.a. Kubricks 'Ondskabens hotel', Friedkins 'Excorcisten' og F.W. Murnaus ekspressionistiske pragtværker 'Faust' og 'Nosferatu'.
Bruger anmeldelser (4)
Skriv din egen anmeldelse