Bad Times at the El Royale

Glem alt om at du kan regne denne ud, for ingen af vores hovedpersoner kan vide sig sikre på at overleve et besøg på Hotel El Royale, og det er filmens helt store force.

Jeg elsker når jeg ikke kan regne et plot ud, og her får man faktisk en idé om at der virkelig er gjort alt for at flytte fokus, hver gang man tror at man har den.

Lige præcist det giver jeg en lille ekstra stjerne for, selvom filmen vel egentlig aldrig bliver specielt mindeværdig for når man kender slutningen er et gensyn ikke nødvendigt.

De stjal alle rampelyset og forsøgte at holde liv i en lidt klumpet handling. Stilen fungerede bedre i The Hateful Eight, hvor det var lidt mere interessant at finde ud af hvordan det hele ville slutte. Heri svinger den meget mellem at være interessant og uinteressant omkring det. Chris Hemsworth gjorde det klart bedst, giver en skræmmende kant på hans ellers elskværdige Thor karakter i Avengers filmene.

Jeg var positivt overrasket over, hvor uforudsigelig filmen var. Faktisk hoppede jeg i sædet et par gange af forskrækkelse. Det er egentlig ikke sket i flere år, at en film har fået mig til at hoppe af skræk. Og jeg er trods alt i biografen to gange om ugen i gennemsnit.
Det var så næsten det eneste positive ved den film. Bevares skuespillet var flot. Jeg var taget ind og se filmen pga. Chris Hemsworth, og det tog godt nok lang tid, før han kom på banen. Der havde jeg allerede kigget flere gange på mit ur.
Historiemæssigt mindede den mig om From Dusk till Dawn og The Hatefull Eight, men plottet blev for langtrukkent, og i et forsøg på at ville lidt for meget historie på en gang, så blev det for overfladisk.
Det kunne have været godt. Det blev det ikke, men i det mindste var det uforudsigeligt det meste af tiden.

Jeg var egentlig lidt i tvivl med Bad Times at the El Royale! Traileren så pænt fed ud, musikken var lækker og castet så mestendels kanon ud. Men traileren så ud til at love Tarantino’sk/Lynch’sk spænding og stil. Og så er det straks at jeg bliver lidt “shaky”, for så godt som ingen instruktør på denne planet kan leve op til sådan et løfte. Anyways, beslutningen var taget, om jeg og min biografmakker denne mandag aften, mødtes i Empire Bio tre minutter før filmen skulle begynde. Af ukendte årsager var mængden af reklamer skåret ned og trailerne helt væk denne aften … herligt, så vi havde dårligt fået plantet os i sæderne før filmen startede …

… og Bad Times at the El Royale starter med et brag, kan man sige, for vi bliver smidt direkte ind i begivenheden som direkte er katalysatoren for hændelserne i El Royale 15 år senere, altså omkring 1970. En tid med flower power, Vietnamkrig, Nixon, masser af agenter, sexkulte og seriemordere … Fire gæster; en præst, en sangerinde, en støvsugersælger og en ung flipper ankommer til hotel El Royale, som ligger lige på grænsen mellem Californien og Nevada. Ingen af gæsterne, og heller ikke hotellets eneste ansatte, er hvad de umiddelbart giver sig ud for at være, men ingen af dem er ligefrem kedelige personager. De har alle en historie at fortælle, med en dertil hørende tung bagage at slæbe rundt på …

Bad Times at the El Royale – lille spejl på væggen der?
Bad Times at the El Royale ligner en mix af Kill Bill og The Hateful Eight tilsat et stænk Twin Peaks. Vi har det sære hotel, gruppen af skumle typer samt en del springen rundt i tidslinjen. Det virker sådan set fint nok, men dialogen er slet ikke så skarp, vandvittig og sorthumoristisk som den vi kender fra Tarantinos film. Vi har dog den pludselige og skånselsløse vold samt en helt ny version af hvorledes man brækker en gulv op, uden at nogen opdager det … ved hjælp af en skøn sangstremme samt hammer og mejsel ;)

Jeff Bridges er en skuespiller der sjældent fejler, han er faktisk blevet bedre med alderen. Han er glimrende som Father Flynn … som ikke er præst! Også Jon Hamm er god som støvsugersælgeren Sullivan … som ikke er støvsugersælger. Også Lewis Pullman er god som den pligtopfyldende altmuligmand på hotellet, men i virkeligheden er meget mere. Dakota Johnson, som vi bedst kender fra Fifty Shades-filmene er forbavsende god i rollen som flower-power-pigen, som, du har gættet det, ikke er en flower-power-pige. Hvad disse karakterer, samt de andre personager i filmen så rent faktisk er, må du gå i biffen for at få opklaret :)

Instruktøren, Drew Goddard, har skrevet manuskript til den glimrende The Martian og den knap så glimrende Cloverfield samt instrueret Cabin in the Woods, som er endnu en gyserfilm … som jeg ikke har set. Så helt ukendt burde han ikke være! Jeg kendte ham dog ikke, selvom han var nomineret for sit manuskript til The Martian.

Egentlig er Bad Times at the El Royale flot filmen og musikken samt lyden er lækker, men der er desværre lidt langt mellem snapsene, om jeg så må sige. Starten er superflot lavet, men der er dog nogle voldsomme intensitetsdyk undervejs. Bevares der er en lang film, så naturligvis er det ikke muligt at køre i højeste gear hele vejen. Måske man burde have holdt spilletiden lige under de to timer, thi så kunne man måske have undgået de søvndyssende momenter. Det skal dog til filmens fordel siges, at alt i Bad Times at the El Royale hænger godt sammen, og enden der bliver spundet til slut fungerer fint, dog uden at være superoverraskende.

Konklusion – Bad Times at the El Royale
Som antydet var der et par døde perioder. Faktisk var der en ung dame ved siden af mig, der begyndte at snorke højlydt undervejs … Men da vi lige var kommet igennem de døde minutter, livede filmen op, og blev faktisk bedre som begivenhederne skred frem. Trods alt indeholder Bad Times at the El Royale så mange kvaliteter, at fire stjerner er på sin plads.

blog.nilsbuch.dk

En række meget forskellige personer ankommer samme dag til et motel ude på bøh-landet. De er alle temmelig karismatiske, og det er tydeligt, at de hver især bærer på noget bagage - i både direkte og i overført betydning.

Som aftenen skrider frem, bliver der pillet flere og flere lag af vores hovedpersoner, og det viser sig samtidigt, at motellet - El Royale - også bærer på hemmeligheder.

Det er en opbygning, som man har set en hel del gange før på film (The Hateful Eight, Identity etc.). Men hvad gør det, når bare det er super farverigt, morsomt og underholdende?

Man kunne måske have ønsket sig et lidt bedre skrevet plot, men konceptet er så godt i sig selv, at det sagtens kan tilgives. Hvis der kom en ny film i næste uge med samme koncept, så ville jeg også købe billet til den.

Samme opskrift som "The Hateful Eight", bare 100 år senere: En flok mennesker mødes i et hus og slår hinanden ihjel. Meget Tarantino-agtigt og med fed musik. Til gengæld uden fede eller sjove oneliners og ret kedeligt det meste af tiden. Et soundtrack i verdensklasse og gode skuespillere kan ikke redde filmen...