Med den syvende James Bond-film, “Diamonds are Forever”, tog serien en tydelig drejning mod det mere humoristiske og letbenede. Engangshelten George Lazenby faldt ikke i publikums smag i “On Her Majesty’s Secret Service”, så producerne lokkede Sean Connery tilbage med en rekordstor løncheck på en million pund (som han donerede til sin egen velgørenhedsfond).
Agent 007 rejser denne gang til Amsterdam for at optrevle en diamantsmugleraffære. Sporet fører til den glitrende spilleby Las Vegas, hvor Bond to gange er ved at blive begravet levende, og til SPECTRE-bossen Blofeld, der nu spilles for fulde camp-gardiner af Charles Gray. To homoseksuelle lejemordere, Wint og Kidd, lægger hindringer i vejen, og den yppige smuglerske Tiffany Case (Jill St. John) distraherer Bond på sin egen facon.
”Goldfinger”-instruktøren Guy Hamilton styrer atter slaget, og Shirley Bassey vender også tilbage med endnu en forførende titelsang skrevet af mesterkomponisten John Barry.
Den sidste med Connery hvilket er super ærgerligt.
Jeg er meget enig med at Sean Connery virker virkelig træt i den her film.
Måske er det meget godt at han sagde stop efter den, havde han forsat med flere Bond film, så tror jeg helt sikkert på at han havde ødelagt serien.
Et Diamant kup virker ikke ligefrem som den mest solide Bond historie, som skal opretholde vores nysgerrighed. Diamanter er filmens særlige tema og de forsøger da også at drage det mest muligt ind i de fleste scener.
Som det første er filmens titelsang en klassisk en af slagsen. Den er stemningsfuld og har lige den helt rette Bond flair.
Sean Connery er tilbage som Bond, men desværre og jeg mener virkelig desværre, så er det hans dårligste Bond film. Førhen leverede han en uovertruffen præstation og var symbolet på James Bond, men i denne omgang virker han udkørt, træt og som om han ikke hygger sig med rollen. At George Lazenby ikke fik flere Bond chancer i flere film har nok noget at gøre med at de fleste folk havde svært ved at se ham i rollen, idet karismaen manglede. Sean Connery har helt sikkert denne karisma, men for denne film går et eller andet galt, for det leveres ikke overbevisende.
Filmen starter lige på og hårdt hvor Bond har et mål: Find Ernst Stavro Blofeld og dræb ham. Det ”lykkes” da også og det virker ret så hurtigt overstået for en intro scene til en Bond film. Men bare rolig, Spectre har esser i ærmet og Ernst Stavro Blofeld og har opdaget kloningens mirakel. Sjov hvordan der er flere af hans slags i filmen og på samme måde er det nu den tredje person der skal forsøge at spille karakteren Ernst Stavro Blofeld. Charles Gray er ikke den bedste Blofeld skurk.
Filmens ikoniske øjeblikke byder på den klassiske kiste scene, hvor Connery får varme fødder. Derudover introduceres vi for Mr. Kidd og Mr. Wint, som er nogle af Spectres håndlangere som gør livet surt for mange i filmen og de har en noget speciel attitude tør siges.
Der er nogle ting i filmen som trækker ned i den grad. Som det første er historien en tynd en af slagsen og det skinner igennem det meste af filmen. Derudover har vi en Bond der ikke er i topform, selvom jeg elsker Sean Connery. Endnu engang mangler vi en ordentlig Bond bil og vi mangler en meget bedre jagtscene/scener. Vi har nærmest at gøre med bibelske dimensioner af blasfemi over den biljagt der foregår i filmen, hvor Bond stjæler et ”månekøretøj” som køre omtrent lige så hurtigt som en kørestol med elmotor. Alligevel lykkes det ham at slippe væk fordi alle de andre hyrede skurke lige har erhvervet kørekort i fuldemandskørsel og køre ind i alt, rammer alt og ikke kan dreje eller orientere sig. Det virker så kikset, når man ser det. Skurkene kaster sig selv til højre og venstre i denne ”biljagt”, hvor ældrecentret kunne have kørt hurtigere og det trækker i den grad ned, for det er krumme-tæer-agtigt-skidt. Blofeld kunne have været castet så meget bedre også, da han ikke formidler en mindeværdig præstation. Det sidste punkt er action: Der er skåret drastisk ned på effekterne og actionscenerne skal man mildest talt kigge længe efter.
Filmens slutning omkring boreplatformen slutter ret drastisk og det holder ikke. Der efterlades mange ubesvarede spørgsmål, men det er som sagt en film, som virker til at skulle overståes hurtigt og det er ikke meningen med en Bond film. Må nok ærligt indrømme at denne film er Bond familiens Sorte får eller i dette tilfælde sorte diamant, da den skiller sig ud og det er ikke til den gode side. Det er en usleben diamant af en film, som nok skulle have haft lidt mere kærlig pleje for at stråle mere.
Seriøst? hvad er det for en historie.
On her majesty secret service var en yderts fremragende film, og den lå op til en fantastisk efterfølger hvor Bond skulle finde Blofeld og dræbe ham.
Og det gør han, men så er en en slags klon.
Sean Connery gør det ikke specielt godt i den her film, han ligner en der mest har gjort det for pengenes skyld.
Blofeld er den værste blofeld der har været, han spiller okay. Men han er overhovedet ikke på samme måde ond som de andre var.
Det bliver en kun til en dårlig efterfølger til en fantastisk film, med dårlig humor og sløve action scener.
Der er skåret ned på effekterne i denne næstsidste Bond film med Connery. Han bliver udstyret md en hurtig bil, men ellers er der ikke de sædvanlige små sjove gadgets. Man forsøger i stedet at peppe filmen op med et par exentriske mordere (Mr. Kidd og Mr. Wint - dem med skorpionerne) og et par hårdtslående damer. Men helt godt virker det ikke.
Connery var tilbage som Bond. Desværre i den dårligste præstation for hans vedkommende, han virkede træt. Som sædvanligt var det en kamp mod Spectre. Vegas og diamanter.
Bruger anmeldelser (6)
Skriv din egen anmeldelse