Amerikansk films store komiker der vekslede imellem at være skarp, sjov, plat, alvorlig og patetisk. Robin Williams lagde sine politiske studier på hylden til fordel for teatret, og blev stand-up komiker på natklubber og fik roller i tv-serier. Begyndelse af filmkarrieren er således præget af komedier med 'Good Morning, Vietnam' (1987) som det store gennembrud.
I 'Dead Poets Society' (1989) viste han sin seriøse side som uortodoks kostskolelærer og byggede videre på rollen i 'Awakenings' (1990). Blandt de store succeser som 'Mrs. Doubtfire' (1993) har der også været fiaskoerne 'Jack' (1996) og 'Bicentennial Man' (1999). Derfor klædte det ham gevaldigt at spille bad-guy i 'One Hour Photo' (2002) og 'Insomnia' (2002), inden der gik 'Patch Adams' (1998) i det hele. Der hersker altså ikke tvivl om hans alsidige talent, og han fik fortjent en Oscar for rollen som imødekommende psykolog i 'Good Will Hunting' (1997).
Vigtigste film:
Insomnia (2002)
Good Will Hunting (1997)
Mrs. Doubtfire (1993)
Dead Poets Society (1989)
Good Morning, Vietnam (1987)