Cookie- og Privatlivspolitik

Michael B. Jordan

Født: 
9. februar 1987
Fødested: 
Santa Ana, California, USA

I 2013 kunne man finde hans navn på magasinet Varietys Top 10 over "Actors To Watch". Ligeledes prydede Michael B. Jordan Entertainment Weeklys liste over Hollywoods nye talenter. Og det er ikke uden grund, at den 26-årige skuespiller har fået mediernes bevågenhed, for han har i den grad demonstreret sit alsidige skuespiltalent på både TV-skærmen og det store lærred. Han viste bl.a. sine evner i Sundance-vinder, Fruitvale Station, hvor Jordan til stor ros spiller sin første hovedrolle som den ekskriminelle Oscar Grant.

Jordan startede sin skuespilkarriere som ganske ung, da han fik en rolle i komedieserien 'Cosby' i 1999. Samme år medvirkede han i et enkelt afsnit af ’The Sopranos’ (1999-2007), og sidenhen har han indtaget TV-mediet med to stærke præstationer i de kritikerroste serier 'The Wire' (2002-08) og 'Friday Night Lights'(2006-11). Her spiller Jordan hhv. den 16-årige pusher Wallace og football-spilleren Vince.

Filmgennembruddet Chronicle (2012) viste Jordan som en privilegeret, selvsikker teenager med superkræfter, men de fleste af hans roller kendetegnes ved at komme fra socialt belastede miljøer og karakteriseres ved en grundlæggende godhed, der altid titter frem bag karakterernes hårde ydre. Man kunne dermed sige, at han har en begrænset spændevidde. Men Jordans leverer, trods rollernes fællestræk, altid nuancerede portrætter, og det er derfor ikke usandsynligt, at han går en lys fremtid i møde som karakterskuespiller.

Karrieren kan dog endnu nå at tage uventede drejninger, og Jordan prøver bl.a. snart kræfter med komediegenren i den romantiske drengerøvsfilm That Awkward Moment, hvor han spiller over for Zac Efron. Der går yderligere rygter om en fremtidig medvirken som superhelten The Human Torch i Marvel-rebootet The Fantastic Four (2015), og rygter om store blockbuster-projekter dukker op på ugentlig basis. Projekter der leder tankerne hen på Jordan som en mulig arvtager til Will Smith.

En ting er sikker: uanset om Michael B. Jordan vælger at bevæge sig ned ad et karrierespor præget af seriøse roller, om han tyer til de underholdningsorienterede popcornfilm, eller om han vil mestre begge dele, er han værd at holde øje med. Og hvem ved, måske ser vi ham en dag i en dansk produktion. Jordan har i hvert fald udtalt, at han drømmer om at arbejde sammen med den danske auteur Nicolas Winding Refn.

Seneste fans (8)

  • The Joker
  • Maleneuser/551430
  • Domie Homie
  • Patrick
  • Victor
  • B-fekt
  • Humanityuser/1283462
  • M

Relaterede nyheder