Hvad betyder det store twist i 'The Last of Us' for sæson 3?

Anden sæson af en af årets mest omtale serier er afsluttet, og finaleafsnittet på The Last of Us ender da også med noget af et twist – og en stor cliffhanger!
Bemærk: Det følgende indeholder spoilers for sidste afsnit af ’The Last of Us’ sæson 2.
For at ridse afslutningen meget kort op er det nu første gang, at Abby og Ellie kommer ansigt til ansigt, siden Joel mødte sin skæbne i det andet afsnit.
Jesse er blevet skudt, og Abby har sin pistol rettet mod Tommy, da Ellie beder hende om at skåne ham. Hun fortæller, at det er hende, som har slået Abbys venner ihjel. Abby retter derefter sin pistol mod Ellie – vi hører et pistolskud, og skærmen går i sort.
Men det stopper ikke her. Den cliffhanger får dog lov til at hænge i luften. I stedet rejser vi nu tilbage i tiden til "Seattle: Dag 1", hvor vi ser Abby befinde sig i hovedkvarteret for Washington Liberation Front (WLF).
Med andre ord ser det ud til at vi skifter hovedperson – præcis som det er tilfældet i spillet fra 2020.
Egentlig havde vi allerede fået et hint om, at sæson 3 ville blive Abbys historie via et interview med Catherine O'Hara. Det er nu bekræftet.
Men hvad kommer dette twist til at betyde for serien fremadrettet? Er Ellie, Tommy, Jesse og Dina helt ude af den kommende sæson?
Showrunner Craig Mazin har forholdt sig noget vagt til spørgsmålet (via Variety):

- Selvom jeg lige nu vidste præcist, hvad der skulle ske, så er jeg erfaren nok til at vide, at to uger fra nu, har vi måske fået en anden idé om, hvordan det skal udspille sig. Så alt jeg kan sige er, at vi ikke har set det sidste til Kaitlyn Dever, og vi har ikke set det sidste til Bella Ramsey, og vi ikke har set det sidste til Isabela Merced, og vi har ikke set det sidste til en del mennesker, som lige nu er døde i historien.
Bella Ramsey, der spiller Ellie, er mere direkte i sit interview med Variety, hvor hun selv forventer en mindre rolle i den kommende sæson:
- Jeg har ikke set nogle manuskripter endnu, men ja, det forventer jeg. Jeg tror, at jeg kommer til at være med, men ikke så meget. Vi har haft nogle samtaler om det. Jeg har en nogenlunde idé om, hvordan det vil udspille sig, men jeg kan ikke afsløre det for dig.
Kaitlyn Dever, der portrætterer Abby, ved tilsyneladende heller ikke præcis, hvad der venter i næste sæson. Til LA Times udtaler hun om finalen:
- Craig Mazin har ikke snakket med mig om, hvad han har tænkt sig at gøre. Alt han har sagt til mig er, "bare gør dig klar til, hvad der venter, fordi det bliver endnu mere sindssygt". Han har altid sagt, at han ville gøre sæson 2 større end sæson 1, og han sagde, at sæson 3 bliver endnu større.
Historien i sæson 3 vil blandt andet blive udvidet ved, at der sættes fokus på et af de større spørgsmål, som har luret i baggrunden af dens forgænger: Krigen mellem WLF og den religiøse sekt the Seraphites. Craig Mazin fortæller:

- Hvordan startede denne krig? Hvorfor? Hvordan opstod the Seraphites? Hvem er deres profet? Hvad skete der med hende? Hvad vil Isaac opnå? Hvad er det, der sker i slutningen af afsnit 7? Hvad er det for en eksplosion? Alt det får vi svar på.
Et af de andre store spørgsmål er selvfølgelig, om Pedro Pascal vender tilbage. Kommer vi til at se mere til Joel i form af flashbacks? Neil Druckmann, der har skabt spillet og været med til at skrive serien, vil ikke udelukke det:
- Jeg ville ikke have gættet på, at vi ville have haft en kort historie om Joels far, før vi skrev denne sæson, så der ser du. Den slags kan man ikke forudse.
Det ser dog ud til, at vi skal væbne os med tålmodighed. Optagelserne til sæson 3 forventes først at starte i 2026.
Dog har skaberne bag allerede teaset for, at hvis det står til dem, bliver næste sæson formentlig ikke blive den sidste. Læs mere her.
Sæson 1 og 2 af 'The Last of Us' kan ses på Max.