Endelig! Den sidste Fast & Furious-film får omsider titel og premieredato

I årene, der er gået siden forgængeren Fast & Furious X ramte verdens biografer i 2023, har franchisens allersidste kapitel været genstand for en række spekulationer og udtalelser om filmens plot, medvirkende og premieredato.
Men nu er filmens produktionsselskab Universal Studios endelig kommet ud med en offentlig udmelding, som (forhåbentlig) giver os syn for sagn, og én gang for alle maner tidligere rygter til jorden.
Produktionsselskabet afslørede i fredags, at Fast Forever, som filmen kommer til hedde, vil få premiere den 17. marts 2028. Det er dermed hele tre år senere, end hvad de første rygter om filmens udgivelsesdato ellers stillede os i udsigt.
I juni 2023 antydede Vin Diesel nemlig i et opslag fra sin Instagram-profil, at den 4. april 2025 ville blive dagen, hvor det sidste kapitel af Fast & Furios-sagaen ville få premiere. Et rygte, der langt fra skulle vise sig at blive det sidste.
Lidt under et år efter, fortalte instruktør Louis Leterrier ved et mexicansk comic con, at filmen først ville udkomme i 2026 – præcis den samme dag, som den allerførste film i serien udkom 25 år tidligere i 2001, hed det sig.
Ved en californisk racerbilsfestival i sommeren 2025 var Vin Diesel igen ude med nye detaljer om filmen. Skuespilleren dukkede pludseligt op på scenen, hvor han over for et jublende publikum fortalte, at Universal ønskede filmen premiereklar til april 2027.
Derudover afslørede han, at franchisen ville vende tilbage til det samme sted som det hele begyndte – nemlig i Los Angeles – til en genforening af duoen bestående af Diesels egen Dom og Brian O’Conner, spillet af afdøde Paul Walker.
I oktober 2025 kunne vi berette, at filmens skabere var blevet underlagt besparelser af chefer fra Universal Studios – hvilket måske er en del af forklaringen på den lange ventetid og de mange svingende udmeldinger, der har været omkring filmen i de seneste par år.
Med en premieredato i 2028 – hele fem år efter forgængeren – bliver 'Fast Forever' den produktion i Fast & Furious-franchisen, som har været længst tid undervejs.

Om filmen udspiller sig i Los Angeles med Dom og (en AI-genereret?) O’Conner i genforening, beretter Universal Studios ikke noget om, idet filmens plot og fulde cast endnu ikke er offentliggjort.
Således står det stadig også uklart, om Cristiano Ronaldo kommer til at medvirke i filmen. Et rygte, som Vin Diesel senest bekræftede på Instagram i december 2025, hvor han optrådte på et billede med fodboldlegenden med beskeden ”Vi skrev en rolle til ham”.
Lørdag postede Vin Diesel yderligere et billede af ham og Paul Walker fra den første Fast & Furious-film fra 2001 – hvilket måske kunne indikere, at et gensyn med Walkers karakter O’Conner rent faktisk er på tapetet.
I billedteksten til opslaget, skriver Diesel følgende:
- Ingen sagde, at vejen ville blive let… men den er vores. En, der har defineret os og blevet vores arv… Og en arv… holder for evigt. Den 17. marts 2028! FAST FOREVER.







