En video lyver aldrig. Eller gør den? Ny film inviterer os helt tæt på politiets politi

Vi har talt med instruktøren bag 'Interne affærer: Sag 137'

Et billede siger mere end tusind ord, siger man. Men hvad gør man, når billedet er en del af bevismaterialet i en efterforskning - og fortolkningen stritter i forskellige retninger?

Det spørgsmål bliver særligt presserende i en scene i Dominik Molls nye thriller Interne affærer: Sag 137, der kan ses i biografen nu.

To unge demonstranter kommer roligt gående ned ad en gade i Paris, da de støder på en politienhed i civil bevæbnet med LBD-geværer. De to unge mænd sætter i løb. Den ene vender sig om. Et halvt sekund, der får konsekvenser for resten af hans liv. En gummikugle rammer ham i hovedet, og han falder til jorden.

En telefon optager i al hemmelighed det hele.

Tre efterforskere i politienheden for interne anliggender i Frankrig (IGPN) sidder bøjet over optagelsen. Den ene ser en bange demonstrant, der tjekker, om han bliver forfulgt. Den anden læser det som en truende handling - én, der retfærdiggjorde skuddet.

Scenen er ikke opfundet til lejligheden, men sammenstykket af virkelige sager fra dengang De Gule Veste-bevægelsen fyldte gaderne i Paris. Og netop usikkerheden i noget der ellers virker overbevisende, var særligt interessant for den franske instruktør.

- Jeg troede måske lidt naivt, at når der først er en video, så er der en objektiv sandhed. Men det er altså ikke tilfældet, siger Moll, da vi taler med ham i forbindelse med premieren.

I centrum af filmen står Stéphanie, en samvittighedsfuld kommissær i IGPN spillet af Léa Drucker, som forsøger at rekonstruere, hvad der skete den aften, hvor den 20-årige demonstrant Guillaume Girard blev såret i hovedet af et LBD-skud. Hun afhører betjente, ringer til familien, scroller gennem timer af optagelser. Sandheden findes derude. Det er bare ikke sikkert, at den lader sig finde.

Vi har snakket med instruktøren om, hvordan filmen er rodfæstet i virkeligheden, hvilke observationer han gjorde sig, da han blev lukket helt ind i politiets politi, og hvordan filmen vækker genklang uden for Frankrigs grænser.

Helt inde i politiets politi

Idéen til filmen opstod af en simpel nysgerrighed. Moll ville vide, hvordan det egentlig er at være "politiets politi" - at sidde på den ubehagelige side af bordet, hvor ens kolleger kalder én for forræder, og omverdenen kalder én inhabil.

- Jeg har altid syntes, det var interessant at forestille sig politifolk, der efterforsker andre politifolk. Jeg ville vide: er det overhovedet muligt at gøre sit arbejde ordentligt, især når det handler om politivold?

Spørgsmålet endte med at få ham helt usædvanligt langt ind i institutionen. Moll fik adgang til den franske politiklagemyndighed, hvor han tilbragte en uge som fluen på væggen. Han observerede, talte med efterforskere og overværede afhøringer. Observationer der er direkte overført til filmen.

- Måden politiet efterforsker den på. Måden betjentene retfærdiggør sig selv, lyver under efterforskningen eller nægter at erkende, at de har været voldelige. Problemerne med at identificere betjentene, måden deres overordnede forsøger at dække over dem og ikke er særlig samarbejdsvillige over for IGPN. Alt det er baseret på virkelige hændelser.

Noget der hurtigt blev tydeligt for Moll, var efterforskernes næsten besættende jagt på billeder. Overvågningskameraer. Mobiloptagelser. Pressefotografers materiale. For som Moll formulerer det: "Ingen video, ingen sag."

- Hvis det bare er en demonstrants anklage, og betjenten siger 'det foregik ikke på den måde', og der ikke er billeder, intet bevis - så stopper efterforskningen. Fordi anklagemyndigheden altid vil tro på politifolkene og ikke på demonstranterne.

Men selv når videoen findes, er sagen ikke nødvendigvis afgjort.

- For afhængigt af hvem der ser videoen, kan alle have en forskellig tolkning. Som i filmen, siger han og refererer til scenen med den løbende demonstrant.

Moll pointerer, at det rejser spørgsmål om der overhovedet findes noget som en objektiv sandhed?

Det er måske også derfor, han har valgt en næsten dokumentarisk æstetik til filmen. Mellem de filmiske scener flettes rigtige arkivbilleder fra Gule Veste-demonstrationerne sammen med iscenesatte overvågningsoptagelser og afhøringer. Filmen ligner virkeligheden - måske netop for at kunne stille spørgsmålet om, hvad virkeligheden viser os.

Dansk genklang

Selvom filmen er fransk i sin kontekst, mener Moll, at dens relevans ikke stopper ved Frankrigs grænser.

- Jeg kender ikke et eneste land, der ikke har et politi. Og når der er et politi, bruger det magt - og nogle gange overdreven magt. Filmen udspiller sig selvfølgelig under De Gule Veste-bevægelsen, som var noget typisk fransk, men jeg mener stadig, at de problemer, den viser, gælder for rigtig mange andre lande, fortæller han

Danmark er ingen undtagelse. Herhjemme er der også kommet et skærpet fokus på den danske politiklagemyndighed. Senest i DR-serien 'Uniformen', der for nyligt rullede over skærmen. En serie, der føjer sig ind i en bredere bølge af danske produktioner om politiets gråzoner, fra fængselsserien 'Huset' til 'Slangedræber' om den berygtede Uropatrulje.

I 'Uniformen' indledes en efterforskning, da politieleven Youssef under en voldsom anholdelse skyder en mand. Sigtelse bliver aldrig rejst - der er ikke håndgribeligt bevismateriale nok. Som serien selv slår fast: kun én procent af alle klager mod dansk politi ender med en sigtelse.

Men det, der adskiller den danske politiklagemyndighed fra IGPN, kan siges i ét ord: uafhængighed. Det er en pointe, Moll selv lægger vægt på i interviewet:

- Jeg forstår, at I i Danmark har en uafhængig institution, der efterforsker sager om politivold. En institution, der altså ikke er en del af politiet selv. I Frankrig er det modsat: politichefen er også chef for IGPN, og vedkommende vil forsvare sine folk. Og det er et problem.

"Hvorfor hader alle politiet?"

Tilbage på Politiskolen i 'Uniformen' slår en underviser allerede i første afsnit tonen an: "Borgerne, de fucking hader os."

Det er en formulering, der rimer på et spørgsmål, Stéphanies tolvårige søn stiller halvvejs inde i filmen: "Hvorfor hader alle politiet?". Et spørgsmål, hun har svært ved at svare på - ikke mindst fordi hun selv er politi.

Filmens præmis er enkel: der findes dårlige betjente, og der findes gode. Stéphanies job er at sikre, at de første ikke driver de sidste væk fra tjenesten. En pointe der også er vigtig for Moll at understrege.

- Det var vigtigt for mig at vise, at ja, der findes politivold, uden at fordømme alle politifolk. For hovedpersonen Stéphanie er selv politibetjent, og hun forsøger at gøre sit arbejde ordentligt.

Og lige præcis nuancerne er vigtige at få frem, understreger han.

- I dag er der en generel tendens til at se tingene i sort og hvidt. Enten er man for politiet eller imod politiet. For demonstranterne eller imod demonstranterne. Og jeg mener bare, at tingene er meget mere komplekse end som så. Og jeg synes, det er vigtigt at bruge en film til at vise den kompleksitet og undgå forsimpling og udstilling af syndebukke. Jeg håber i hvert fald, at den får folk til at blive bevidste om kompleksiteten.

'Interne affærer: Sag 137' kan ses i biografen nu.