Danskers Hollywood-film blev slagtet: "Noget af det værste, jeg har oplevet i mit liv"
11 år efter 'En kongelig affære' er Nikolaj Arcel tilbage i dansk film. Det sker med det storslåede Mads Mikkelsen-epos Bastarden, der udspiller sig i 1700-tallet og følger en tidligere soldat, der prøver at bevise, at den jyske hede kan tæmmes og opdrættes. Men han kommer tværs af en ondskabsfuld godsejer.
'Bastarden' har allerede solgt omkring 140.000 billetter - og kan ses i biografen nu!
Nikolaj Arcel debuterede i 2004 den politiske spændingsthriller 'Kongekabale', der ikke kun indvarslede en ny tid i dansk film med genrefilm, men også blev den danske filmskabers helt store gennembrud. Herefter fulgte bl.a. den danske fantasyfilm ’De fortabte sjæles ø’, mens han også fungerede som manuskriptforfatter på tidens allerstørste krimifilm med ’Mænd der hader kvinder’ og Afdeling Q-filmene.
Og det er faktisk netop omkring Afdeling Q-filmene, at den første store nedtur i Nikolaj Arcels karriere starter. Noget han er meget bevidst om i dag.
Hør hele Nikolaj Arcels historie i vores podcast, Den varme biografstol, hvor den danske filmskaber fortæller om karrieren. Lyt med herunder eller søg på ”kino.dk filmpodcast” i din podcast app.
Læs et unddrag af samtalen i artiklen her.
Planen var, at Nikolaj Arcel – efter at have skrevet de to første film – nu skulle stå bag kameraet, når det tredje bind i Jussi Adler-Olsens romanserie, 'Flaskepost fra P', skulle filmatiseres.
Men den Oscar-nominerede En kongelig affære et par år forinden havde åbnet dørene til det store udland – og flere store tilbud havde tikket ind. Nikolaj Arcel var i seriøse forhandlinger med Marvel, men i sidste ende valgte han at gå med Stephen King-filmen The Dark Tower, som fik premiere i 2017.
- Hvis man står på en skillevej i sit liv, forskellige tidspunkter i livet, så vil jeg sige dén skillevej, det var den ene gang i mit liv, hvor jeg nok tog den fuldstændig forkerte beslutning, fortæller Arcel til os, og fortsætter:
- Fordi ’Flaskepost fra P’ havde været megasjov at lave og var blevet en sindssygt god film og en succes. Og så valgte jeg i stedet at lave ’Dark Tower’ og tage til USA.
Alle havde formentlig truffet det valg, men som Arcel selv siger ”I retrospekt, bagklogskabens lys, skulle jeg have valgt anderledes”.
’The Dark Tower’ fik en ekstrem hård medfart, da den i 2017 fik sin verdenspremiere. Den blev mødt med dårlige anmeldelser og brutale skældsord. En oplevelse, der ikke kun påvirkede Arcel professionelt, men også privat.
Men allerede før filmens premiere, havde den danske instruktør oplevet det amerikanske filmsystem indefra – en oplevelse, som havde kvalt glæden.
- Jeg talte med Marvel om at lave ’Thor 3’ og den første ’Doctor Strange’, og det var virkelig seriøst. Jeg var en ud af to, og så valgte jeg at springe fra de der Marvel-projekter for at lave ’Dark Tower’.
- Jeg skulle måske have tænkt mig lidt bedre om. Men jeg følte på det tidspunkt at lave en Marvel-film ville blive endnu en anonym film i rækken af en masse Marvel-film, og der er ikke nogen, der rigtig lægger mærke til, hvem der instruerer de her film nærmest.
- Taika Waititi og James Gunn, det er de to [instruktører, der skiller sig ud, red.]. Resten minder lidt om hinanden. Og jeg er jo ikke Taika Waititi, jeg er jo ikke sådan en helt tosset, der har min egen mærkelige… så jeg ville sikkert hurtigt forsvinde i alt det der Marvel-univers der, som jeg ellers elsker.
- Så jeg valgte ’Dark Tower’, fordi jeg tænkte, det var en mulighed for at starte noget nyt op selv. Og der var et manuskript, og der var en finansiering, og det virkede som om, at det var en god ide.
Men allerede fra projektets start kan danskeren fornemme, at noget er galt bag kulisserne:
- Der var tovtrækkerier fra starten. Der var et manuskript og en meget magtfuld manuskriptforfatter, som også er produceren på filmen, som havde skrevet et manuskript, og vi fik lov til at skrive lidt om, også baseret på nogle noter, som egentlig pengefolkene havde.
- Så fik jeg Anders Thomas med og går ind og laver de rettelser, men historien lavede vi jo ikke om. Det var meget samme manuskript, vi havde prøvet at give det lidt humor nogle gange, eller lidt mere et eller andet, ikke? Det var ikke vores historie fra bunden.
Men det er kun starten på en lang række problemer:
- Det var virkelig ikke sjovt at skrive på den eller arbejde på den. Det var ikke sjovt at optage den, det var ikke sjovt at klippe den, det var ikke sjovt, da den fik premiere – intet var sjovt eller særlig givende på den film. Jeg føler slet ikke i dag, at jeg nærmest orker at se den. Den er så langt fra noget, som jeg føler, er mig. Den er fuldstændig taget ud af… Den har ikke noget med mig at gøre.
- Men jeg synes, at lærestregen er, at det gør jeg ikke igen, sådan er det. Jeg kommer ikke til at tage over og lave en eller anden stor, amerikansk studiefilm, hvor der sidder tyve pengefolk og bestemmer alt, hvad jeg skal gøre. Hvis jeg skal være instruktør på en film, er jeg nødt til selv at have magten. Det er et negativt ladet ord, men jeg er nødt til selv at have sidste ord på, hvordan den film skal være. Ellers ved jeg ikke rigtig, hvad jeg er der for.
Det var dog ikke kun bag kameraet, at problemerne var stablet i hobetal – en af de to hovedroller skabte også ballade. I filmen ses de to Hollywood-stjerner Idris Elba og Matthew McConaughey, og Arcel er ikke interesseret i at hænge nogen ud, men han kan fortælle, at den ene af dem var en stor skuffelse:
- Der er noget diplomati, som jeg er nødt til at holde fast i. Det er lidt mærkeligt at tale dårligt om folk, man har arbejdet med. Man kan sige det sådan her: Der var en af dem, som var vidunderlig, og en af dem, som var forfærdelig. Så meget kan jeg sige. Og det er svært at arbejde med en skuespiller, som er vred og sur og ikke gider være der, og hele tiden kæmper imod dig. Det er meget, meget svært, forklarer instruktøren og fortsætter:
- Det er ligesom, hvis du ikke har en stærk partner - som jo fx Mads Mikkelsen altid er – hvis du ikke har en stærk partner i en af dine hovedskuespillere, så bliver det hele tiden en kamp med en, der hellere ville ligge og sove eller være hjemme eller ikke gider. Det er ligesom at stå med et forkælet barn, hvor du hele tiden skal passe på, at de ikke bliver irriteret over et eller andet. Det er ikke sjovt at arbejde med.
- Men det var kun en lillebitte del af grunden til, at den film har problemer. Der var så mange problemer i alle dele af produktionen af den film, både fra pengene, budgettet, dem der ligesom arbejdede bag scenen, finansiererne, studiet, mig – vi gik alle sammen skævt af hinanden. Studiet ville gerne lave en Marvel-film, og manuskriptet var slet ikke en Marvel-film. Det er jo et meget lavere budget og meget mere dark, småt og sådan noget, ikke? Så det var meget svært at forsøge at servicere alle de forskellige ønsker, der var til denne her film.
Ét møde var dog positivt for Arcel. Forfatteren bag værket, Stephen King, var nemlig en fornøjelse at samarbejde med:
- Det lykkedes aldrig at mødes. Vi havde nogle planer om at mødes, men altså vi skrev mails til hinanden og sms’er og sådan noget i en lang periode. Stephen King er det menneske, som jeg egentlig er mest glad for – i hele den proces med ’Dark Tower’, der har han hele tiden været ekstremt generøs og positiv. Og Stephen, da han så den færdig, filmen, var superglad.
- Den meget udskældte film, som det endte med at blive... og det tog lidt røven på mig. Fordi jeg vidste godt, at jeg havde lavet en film, som måske var lidt ligegyldig eller ikke vildt fed, men folk der så den fra holdet og Stephen King var sådan ”Det er fedt”, fortæller Arcel og fortsætter:
- Det kom bag på os, at folk var så sure på den. Jeg tror virkelig, det havde meget med forventningerne at gøre i sidste ende. Stephen King var glad og helt klart en af dem, som jeg stadig tænker varmt tilbage på, det samarbejde der.
Når snakken kommer på filmens efterliv – den ekstremt hårde medfart fra fans og kritikere, er Arcel tydeligvis påvirket:
- Hvis jeg skal være helt ærlig, det var nok noget af det værste, jeg nogensinde har oplevet i mit liv. For det første så følte jeg et stik af, at der var noget uretfærdigt, der kørte der, fordi der var jo også nogen, der syntes den var god nok. Også i dag er der jo også folk der siger sådan: ”Hvorfor blev den svinet så meget til? Jeg har lige set den, den var da underholdende nok”.
- Det var jo ikke værre end alle mulige andre sådan lidt ligegyldige Hollywood-film. Men der var et eller andet forventningspres på den, der var et eller andet der gjorde, at folk blev sindssygt skuffede over, at det ikke var det, de troede det skulle være. Den havde intet med bøgerne at gøre.
- Jeg tror også, at det lave budget tog lidt røven på folk. Folk troede jo, at nu skulle de se sådan en 100 millioner dollars-film, det var jo under halvdelen af det. Det var sådan et forholdsvist lavt budget for den type af film, så der var heller ikke de store, spektakulære… Det føltes bare lidt lille på en eller anden måde, og det var ikke det, kampagnen forsøgte [at vise, red.] – og i øvrigt skulle vi også lave reshoots med masser af action, og det blev bare lidt generisk, kedeligt det hele.
- Men det overraskede mig, at folk var så sure. Jeg tænkte ”Nå, den får middelmådige anmeldelser”. Jeg vidste ikke, at der var så mange, der ville blive så vrede. Så det gik jeg ret ned over. Også fordi jeg havde jo egentlig ikke noget forhold til filmen, så hvis man i det mindste kunne have fejlet på sine egne betingelser, altså hvis jeg virkelig var gået ud og spillet en kamp og tænkt: ”Det her er mit, og nu skal I bare se, og det er helt skørt”.
- Hvis så folk havde hadet det, så havde jeg i det mindste fejlet på mine egne betingelser. Men det er svært at blive skældt ud for noget, hvor jeg nærmest selv godt kunne sige: ”Ja, det har du nok ret i, det er ikke så godt”. Det var ikke særlig sjovt. Så jeg følte mig en lille smule magtesløs i en lang periode og var i virkeligheden sådan lidt… vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre – hvad var så det næste?
- Jeg tror, der var et halvt år, hvor jeg virkelig overvejede: ”Er det værd at lave film, hvis man bliver sat til skue som et cirkusdyr, der bare bliver svinet til på en helt sindssyg måde?”, hvor jeg tænkte: ”Hey guys, jeg er også bare et menneske, vi fejler, vi har succeser, hvorfor skal de der overskrifter være så sindssyge?”
- Også her i Danmark, hvor jeg tænkte ”Slap af venner, det er bare en film, I behøver ikke også at sparke til en mand, der ligger ned”. Så det var en sort periode i mit liv, og det tog noget tid at komme ud af.
’The Dark Tower’ lukkede USA ned i en periode, hvor tilbuddene ikke længere tikkede ind. Heldigvis var Arcel ikke vokset op med en Hollywood-drøm. Det skete undervejs, og det er han egentlig glad for:
- Så havde det virkelig været et knæk. Jeg tror mere, at det ødelagde den selvforståelse, at jeg altid lavede gode film. Jeg tror, de fleste instruktører kender, især dem der startede godt op – jeg kender flere, mig, Anders Thomas Jensen, Thomas Vinterberg…
- Når man så opdager, at det gør det ikke, for det har vi jo alle sammen prøvet, lige pludselig er der en film, som alle hader. Så tvivler man pludselig: ”Gud, har jeg mistet den? Kan jeg alligevel ikke? Jeg troede, jeg var god.” Det er det virkelig interessante ved at lave film. Du kan ikke regne den ud på forhånd. Det eneste du kan, det er at være så grundig som muligt og have så meget på hjerte som muligt. Du kan ikke regne ud, om det bliver godt eller skidt, før du rent faktisk sidder og er færdig med at klippe din film, og du kan se, hvad publikum siger.
Det er først der, du opdager, om du har lavet noget godt eller dårligt, det er virkelig et underligt job at have.
I sin svære tid søgte Arcel både sine tidligere instruktørkollegaer med lignende historier:
- Jeg havde nogle gode snakke. Det var meget min familie, der fik mig på fode igen og faktisk at møde min nuværende kone og få en søn og ligesom at skabe et liv, som havde så meget værdi, så man tænkte: ”Okay, videre i teksten”, ikke? Men jo, jeg brugte også meget mine kollegaer. Det, der er interessant, i det mindste deler jeg den oplevelse med samtlige danske filminstruktører. Der er ikke én, undtagen Nicolas Winding [med ’Drive’, red.], der har lavet én god amerikansk film, resten af danskere der er taget til Hollywood, er kommet skrigende hjem igen og har i øvrigt lavet deres livs værste film derovre.
Nikolaj Arcels nye danske film, ’Bastarden’, kan ses i de danske biografer nu.
Lyt til hele podcast-interviewet med Nikolaj Arcel herunder eller i din foretrukne podcast-app (søg blot på: ”kino.dk filmpodast”)