Dansk successerie får amerikansk genindspilning med to Oscar-vindere i front

Den originale skaber har reageret
Ulven kommer
(© DR)

Det Disney-ejede tv-produktionsselskab FX har officielt givet grønt lys til en amerikansk version af den danske serie 'Ulven kommer', der på engelsk får titlen Cry Wolf. Det skriver DR.

Den anmelderroste danske serie fra DR Drama vil i den amerikanske udgave have et stjernespækket cast med Oscar-vinderne Olivia Colman (The Favourite, The Crown) og Brie Larson (Room, Captain Marvel) i hovedrollerne. 

Den Emmy-nominerede manuskriptforfatter og producer Sarah Treem, der bl.a. har stået bag 'The Affair' og 'House of Cards', skal være hovedforfatter.

Serien er oprindeligt skabt af Maja Jul Larsen og undersøger de følelsesmæssige, sociale og institutionelle konsekvenser af en teenagepiges påstand om overgreb.

Den originale serie i otte afsnit havde premiere på DR1 i 2020 og blev rost for sin nuancerede fortællestil. Serien er siden solgt til over 70 lande og har cementeret sin status som et dansk drama med international gennemslagskraft.

Sarah Treem fortæller følgende om sit forhold til den originale serie:

- Første gang jeg så 'Ulven kommer', var jeg fuldstændig blæst bagover af de stærke og komplekse temaer i serien, og jeg er begejstret over at få lov til at lave den om til en amerikansk version.

- Manuskriptforfatter Maja Jul Larsen sætter ord på de komplicerede dynamikker, vi ofte har svært ved at tale om - i parforhold, mellem mødre og døtre og i forholdet mellem kvinder og magt. Vi er kun lige begyndt at skrive, og vi glæder os til at bygge videre på hendes stærke fundament.

Maja Jul Larsen har også selv sat ord på nyheden og udsigten til, at Sarah Treem skal kaste sig over hendes materiale.

- Hun er en af min generations dygtigste serieskabere. Jeg har længe beundret Sarah Treems arbejde, og det er en ære, at hun vil lave en amerikansk version af 'Ulven Kommer'. 

- Hun skriver med en sjælden præcision og menneskelig indsigt, og jeg glæder mig til at se, hvordan hun gør serien til sin egen. 

- At Olivia Colman og Brie Larson spiller hovedrollerne, er næsten ikke til at fatte - de er verdensstjerner og exceptionelle skuespillere.

Captai Marvel / Empire of Light
Brie Larson i 'The Marvels' & Olivia Colman i 'Empire of Light' (© Disney)

Siden sin Oscar-vindende præstation i Room fra 2016 har Brie Larson konstant udfordret grænser og balanceret mellem blockbuster-succeser og dybdegående dramaer. 

Hendes nylige hovedrolle og producentrolle i Apple TV+ serien 'Lessons in Chemistry' indbragte hende nomineringer til både Emmy, SAG og Golden Globe.

Hendes medspiller Olivia Colman, der har været nomineret til en Oscar tre gange og vandt for The Favourite, tilfører uden tvivl også en tyngde til produktionen. Serien markerer en fortsættelse af Colmans succesrige forhold til FX efter hendes roste indsats i 'Great Expectations' og hendes Emmy-nominerede gæsteoptræden i 'The Bear'.

Nyheden er samtidig et resultat af en strategi hos DR om at forlænge levetiden af deres formater internationalt og få en fod indenfor på nøglemarkeder som USA, fortæller Camilla Maria Saabye Bjerregaard, der er Senior Format & Sales Executive i DR Sales.

Vi ved endnu ikke, hvornår vi kan forvente at se 'Cry Wolf', men vi forventer, at den udgives på Disney+ indenfor de næste par år.

Nyeste film i biografen