Efter 2 år med afslag: Sådan kom Mads Mikkelsen med i ny dansk debutfilm

Hvad der starter som en afslappet weekend for to gamle venner, ender i en spiral af paranoia, absint og ubehagelige spørgsmål i den danske venskabskomedie Velkommen på månen, der har været 10 år undervejs og nu endelig har haft biografpremiere.
'Velkommen på månen' er spillefilmsdebuten for instruktør Aske Bang, der tidligere modtog en Oscar-nominering for sin kortfilm 'Silent Nights'.
Denne gang har han slået sig sammen med sin gode ven, skuespilleren Stanislav Sevcik, og sammen står de to i hovedrollerne som Bo og Martin, der tager til Møn for at holde polterabend - og snart kommer på alvorlige afveje.
Vi mødte Bang og Sevcik på vores kontor inden filmens premiere, hvor snakken bl.a. faldt på den noget overraskende cameo, som filmen byder på. Mads Mikkelsens stemme optræder nemlig i filmen.
- Det har taget et stykke tid, må jeg sige, forklarer instruktøren med et smil på læben.
- Vi startede med at skrive til hans agent, hvor vi fik svaret, at de sprang over. Men jeg var fast besluttet på, at jeg vil have Mads med.
Herefter forklarede Bang, hvordan han prøvede selv at skrive direkte til Mads Mikkelsen - dog uden svar. Derfor måtte der nye metoder i brug, og her skulle det vise sig at være instruktørens netværk, der kunne hjælpe ham videre.
Aske Bang tog nemlig fat i sin ven Lue Støvelbæk, der er søn af skuespilleren Anette Støvelbæk - som er gift med Mads Mikkelsens bror, Lars Mikkelsen.
- Sådan som jeg har hørt det, så tager han over og spørger Mads Mikkelsen juleaften. "Jeg har en kammerat, der er ved at lave denne her film uden penge. Kunne du have lyst til at hjælpe ham?"
- Og så havde han bare sagt: "Ja mand, det vil jeg gerne bakke op om."
Mads Mikkelsen er ikke den eneste kendte dansker, der ses i 'Velkommen på månen'. Også Peter Aalbæk og Sus Wilkins har mindre roller, mens filmen markerer den sidste cameo på film fra den ikoniske filmskaber og skuespiller Erik Clausen.
- Det tog lige små to år, fortæller Bang.
- Det har været hele ventetiden værd. Vi havde gerne ventet endnu længere, afslutter Stanislav Sevcik.
'Velkommen på månen' kan ses i biografen nu.
Se traileren til filmen herunder:








