Dansk Netflix-serie hittede i hele verden: Nu er sæson 2 bekræftet

Krimiserien strøg til tops på streamingtjenesten
Legenden
(© Netflix)

Den danske krimiserie Legenden tog hele verden med storm sidste efterår, da den efter en uge på Netflix strøg direkte til tops på streamingtjenesten som den mest sete serie på verdensplan i sin premiereuge.

Netflix bekræfter nu, at en ny sæson af den populære serie er på vej, med Clara Dessau, Maria Cordsen, Afshin Firouzi og Nicolas Bro tilbage på rollelisten.

I sæson 2 bliver karaktererne stillet over for deres hidtil største udfordringer i kampen for overlevelse og retfærdighed. Det skriver Netflix i en pressemeddelelse.

Konceptualiserende instruktør Samanou Acheche Sahlstrøm udtaler:

- Det er virkelig rørende at se, hvor godt 'Legenden' er blevet modtaget. Vi er meget glade for muligheden for at dykke dybere ned i hver karakter og udfolde deres historier for vores seere. Anden sæson vender op og ned på alt, når Tea og Ashleys verdener endnu engang kolliderer, og nye udfordringer presser dem til bristepunktet.

Første sæson af 'Legenden' introducerede os for politiaspiranten Tea, som går undercover for at infiltrere et brutalt kriminelt netværk, som politiet ikke har kunnet få stoppet.

Tea påtager sig en ny identitet som juveler for at komme tæt på bagmandens hustru, Ashley, i håb om at få vigtige oplysninger. Men jo tættere Tea kommer på Ashley og hendes ubehagelige virkelighed, opstår der tvivl om, hvor undercover-betjentens loyalitet ligger.

Produktionen af den nye sæson starter i København i 2026.

Seriens hovedforfattere er Frederik Ringtved og Samanou Acheche Sahlstrøm med historie af Adam August. Johanne Algren, Oscar Giese og Christian Bengtson er episodeforfattere.

Første sæson af 'Legenden' kan ses på Netflix nu.

Nyeste film i biografen