Kevin Spacey reagerer på ny serie om ham: Et desperat forsøg på at få seere
Dansk bestseller er blevet filmatiseret efter 17 år: "Nogle gange bør grænser rykkes"
Instruktør Isabella Eklöf om den biografaktuelle 'Kalak'
Kim Leines selvbiografiske debutroman 'Kalak' blev en bestseller, da den udkom tilbage i 2007. Og der skulle faktisk ikke mere end bagsideteksten til, at den prisbelønnede filmskaber Isabelle Eklöf ønskede at filmatisere værket.
Det fortæller Eklöf, da vi møder hende til en snak om hendes nyeste film Kalak, der netop har ramt de danske biografer.
- Jeg fandt den i min bogreol i 2017. Jeg har nok været nede I Politikens Boghus, jeg synes, det er et dejligt sted. Så tager man nogle bøger med, og så finder man dem senere i sin bogreol, når man keder sig.
- Så jeg fandt den i min bogreol og læste bagsideteksten. Og så skyndte jeg mig bare at ringe til Kim og spørger, om den var ledig.
Før du havde læst bogen?
- Ja. Bare på synopsen på bagsiden. Jeg synes simpelthen, det var så spændende. Altså det med en ung mand udsat for misbrug fra sin far, som flygter til Grønland og prøver at blive en del af det lokale samfund. Blive en ægte kalak.
- Det var et fantastisk lille elevator pitch. Og så læste jeg den så bagefter.
'Kalak' handler om Jan, der vokser op i en religiøs familie i en norsk bygd og som 17-årig tager til Danmark og flytter ind hos sin far, der forgriber sig seksuelt på ham.
Senere i livet er Jan konstant på flugt fra sig selv efter overgrebene fra sin far. Så da han arbejder som sygeplejerske i Grønland, længes han for enhver pris efter at opnå en dybere forbindelse og kontakt med det lokale fællesskab.
Isabella Eklöf har skabt filmatiseringen i tæt samarbejde med forfatter Kim Leine og manusforfatter Sissel Dalsgaard Thomsen, hvilket har været en længere proces.
- Bogen trækker lidt ud, fordi det er en selvbiografisk fortælling. Så den har ikke den der elegante dramaturgiske struktur, som en opfundet historie har. Men den er jo sindssygt spændende, fordi han har set ting, som få har set. Han har været et sted, som få har været. Og han skriver det med en klarhed og en tydelighed, så man virkelig føler, at man er med.
Hvorfor tror du alligevel, at der så er gået så lang tid fra 2007 og så til din filmatisering nu?
- Det er svært at sige. Filmbranchen er jo bare en masse individer med deres forskellige årsager.
- Grønland har været lidt overset i Danmark. Eller meget overset. Folk synes ikke, det er så spændende at tale om. Fordi Grønland har lav status. Og hvis det så er, så skal det være de der store historiske dramaer, hvor man kan få nogle droneskud af en gletsjer.
- Og så er den selvfølgelig svær. Jeg tror, at mange måske har lidt berøringsangst. Det handler om en far, der går ud og begriber sig på sin søn. Og en søn, der går ud og begriber sig på en masse andre. Så det er jo en lidt kompliceret størrelse.
Det meste af 'Kalak' er blevet optaget on location på Grønland, hvilket instruktøren fortæller ikke er et land, hun vidste særlig meget om på forhånd.
- Jeg vidste ikke særlig meget. Og det var en af grundende til, at Kims bog virkelig rørte mig så meget.
- Han har jo boet der i 15 år. Han beskriver tingene meget tydeligt. Han husker tusind detaljer. Så ved at læse ’Kalak’ føler man, at man forstår noget, som man ikke har forstået før. Og det er jo altid fantastisk. At kunne opleve sådan noget.
- Og efter den indføring har jeg været der sammen med mine producere flere gange for at lære folk at kende. Vi har holdt nogle workshops, fordi vi ville udvide perspektivet. Så vi samlede nogle kvinder og talte om sex og kærlighed, men også om nogle hårde oplevelser, som folk har haft. For det er jo ikke nogen hemmelighed, at der sker mange overgreb. Og meget misbrug. Og meget fattigdom.
- Så vi har prøvet bare at være der og sætte os ind i en helt almindelig hverdag med rugbrød og leverpostej. Hvad er det eksotiske, hvad er det unikke, og hvad er det helt almindelige hverdagsagtige?
'Kalak' behandler svære emner som overgreb og misbrug, hvilket har været vigtigt for Eklöf at skildre på sandfærdig vis med al den kompleksitet, de indebærer.
- Jeg er af den opfattelse som filmskaber, at jeg synes ikke, der er noget, man skal holde hemmeligt for publikum. Hvor de fx har en alvorlig snak to tredjedele inde i filmen. ”Det er fordi, min far misbrugte mig” – og så forstår vi, hvorfor han er, som han er.
- Jeg synes, det er sjovere, hvis man lægger svesken på disken. Så kan man tænke på en informeret måde, hvor det hele tiden er i baghovedet. Og for at det hele tiden er i baghovedet, så skal det også komme med et bang. Så det virkelig sætter sig. Så man tager det med sig i historien.
- Og så har jeg selv en hjertesag i, at man skal skildre seksuelle overgreb på en sandfærdig måde. Fordi jeg synes tit, at det er eksploiterende. Hvor det netop har været et plot point, at en helt skal redde en kvinde fra en eller anden slem mand. Det bliver næsten en smule pornografisk. Og sådan lidt tirrende.
- Jeg synes, der er mange misforståelser i det moderne samfund, som bygger på, at ting er skildret fuldstændig fjernt fra virkeligheden.
- Så jeg har haft lidt en ankesag om, at jeg ville skildre seksuelle overgreb, som de faktisk foregår. Med den kompleksitet, der er. At det bliver gjort af nogen, som man faktisk elsker, som gør det mod en. At kroppen måske reagerer med rejsning. At det fysisk føles godt på en eller anden måde, selvom man absolut ikke vil det.
- Så det har virkelig været vigtigt for mig at skildre den kompleksitet. Og det betyder meget for Jans psykologi i filmen. At han lever med den skam, han lever med den dobbelthed, han lever med den kærlighed til sin far. Selvom han ikke kan holde ham ud.
- Og så er det selvfølgelig også sjovt at chokere folk. At bryde grænser for hvad man må, hvad man ikke må sige eller vise. For normer er jo ikke skrevet i sten. De kan godt rykkes. Og nogle gange bør de rykkes.
- Men det ligger jo i sagens natur, at det er grænseoverskridende at se, afslutter instruktøren.
