Elsket i hele verden: Mads Mikkelsen bliver hyldet i Tokyo

Mads Mikkelsen og Pilou Asbæk cementerer i denne weekend deres status som to af Danmarks mest berømte personligheder på internationalt plan.
De to danskere er nemlig blandt hovednavne på Comic Con i Tokyo, hvor Mads Mikkelsens 60-års fødselsdag vil blive markeret med en stor fest fredag den 5. december.
Mads Mikkelsen har været utallige gange til den japanske convention, mens det er Pilou Asbæks første besøg på de kanter i Comic Con-regi.
De to skuespilleres fælles tur til Japan er blevet markeret af deres manager Ulrich Møller Jørgensen, der på Instagram har delt et opslag med et billede af Mads Mikkelsen og Pilou Asbæk.
Se billedet nederst i artiklen.
Eventet foregår fra fredag den 5. december til søndag den 7. december, hvor danskerne skal møde deres japanske fans, skrive autografer og tage billeder med dem. Man kan bl.a. få et fællesbillede med Mads Mikkelsen og en af Comic Cons andre gæster, nemlig Norman Reedus. De to er begge med i det populære spil 'Death Stranding' skabt af den legendariske, japanske spildesigner Hideo Kojima.
Udover de danske stjerner deltager bl.a. Hollywood-stjerner som Sebastian Stan, Antony Starr, Karl Urban, Elijah Wood, Sean Astin, Jon Bernthal, Johnny Depp og Tadanobu Asano.
Det kan være, at Sebastian Stan skal have en autograf hos Mads Mikkelsen. Sidste år afslørede Marvel-stjernen nemlig, at 'Druk' er en af hans yndlingsfilm. Mens Mads Mikkelsen bl.a. deler en fælles fortid med Johnny Depp, da danskeren overtog rollen som ond troldmand i Fantastiske skabninger-filmene efter Depps fyring. De to har dog talt om det efterfølgende.
Mads Mikkelsen medvirker som stemmeskuespiller i den biografaktuelle Rejsen mod nord, mens Pilou Asbæk i starten af de nye år er aktuel i Prime Video-serien Slangedræber.








