Danmarks Oscar-bud til uddelingen næste år kan nu ses gratis på streaming

Mr. Nobody Against Putin blev for en måned siden udvalgt af den danske Oscar-komité som Danmarks bud på en Oscar-nominering til uddelingen i 2026.
Selvom den endnu skal igennem et nåleøje for at få en endelig nominering, der annonceres den 22. januar næste år, er det en flot hæder at blive udvalgt foran fiktionsspillefilmene Den sidste viking og Begyndelser.
'Mr. Nobody Against Putin' kan nu ses gratis på DR TV, mod at man opretter en profil. DR har netop selv annonceret nyheden.
Filmen er instrueret af David Borenstein og Pavel Talankin, havde dansk biografpremiere den 22. marts, og den følger Pasha, der er en helt almindelig mand i en lille russisk by.
Pasha er fotograf på skolen og har filmet arrangementer af alle slags i årenes løb. Men da Rusland invaderer Ukraine i 2022, ændrer meget sig på skolen.
Det går op for Pasha, at Putins krigspropaganda hurtigt får betydning for undervisningen, og snart skal lærerne indføre eleverne i ”afmilitariseringen” og ”afnazificeringen” af Ukraine.
Gennem en periode optager og gemmer Pasha situationer fra skolen, og i smug får han sammensat den film, som nu kan ses på DR og er Danmarks bud på en Oscar-nominering. Han bor nu i Danmark og kan næppe vende hjem til Rusland igen.
'Mr. Nobody Against Putin' kan ses på DR TV i to afsnit.








