Bliver Christopher Nolans nye film lige så lang som Oppenheimer? Nu kender vi svaret

Oppenheimer fængslede os gennem tre timer i et nervepirrende kapløb med tiden. Det var Christopher Nolans hidtil længste film. Og nu forlyder det, at hans næste storfilm ikke slår den rekord, men den kommer tæt på.
Længden på The Odyssey er officielt bekræftet, og vi kan se frem til 2 timer og 53 minutter i biografmørket - det gør den til Nolans næstelængste film nogensinde.
Filmen får biografpremiere den 16. juli, og er en filmatisering af en af menneskehedens ældste fortællinger.
The Odyssey følger Odysseus (Matt Damon) på hans årelange rejse hjem til sin hustru Penelope (Anne Hathaway) i Ithaka efter den Trojanske krig - en rejse fuld af prøvelser og mytologiske væsner.
Mens han er væk, kæmper Penelope og sønnen Telemachos (Tom Holland) mod den snedige Antinous (Robert Pattinson), der vil tage magten i Ithaka.
Rollelisten er stjernespækket, og tæller bl.a. Zendaya, Lupita Nyong'o, Charlize Theron, Mia Goth og Elliot Page.
Med 'The Odyssey' sætter Nolan sig for at løfte en af kulturhistoriens tungeste fortællinger - og han har ikke lagt skjul på, at opgaven føles stor:
- Enhver, der kaster sig over Odysseen, påtager sig håbet og drømmene fra mennesker verden over, der vil se en episk film. Det er et kæmpe ansvar, sagde han til The Associated Press tilbage i april.
Nolan har udover 'Oppenheimer' tidligere stået bag storfilm som Tenet, Interstellar, The Dark Knight og Inception.








