Arkæologisk mordgåde kan ændre danmarkshistorie i ny serie

Se traileren og premieredato på TV2-serien
Danefæ
(© Foto: Henrik Ohsten / TV2)

Vi kommer vidt omkring i det danske land i den nye serie Danefæ, der tager os på et arkæologisk familiedrama ud over det sædvanlige. 

Nu er der kommet premieredato og trailer til serien, der sammen med Lene Maria Christensen og Anders W. Berthelsen giver os, ikke bare et familiedrama, men et spændende mordmysterium og fortællingen om, hvad der sker, når en usynlig kvinde tager sin plads.

'Danefæ' handler om det arkæologiske power-couple Ester og Michael Toksvig, der forbereder sig til sølvbryllupsfest på deres store landejendom. Ester har altid stået i skyggen af sin mand, der er direktør for Nationalmuseet, mens hun selv arbejder på et lille vikingemuseum ved Kerteminde Fjord. 

Michael er i gang med en prestigefyldt udstilling om Harald Blåtand, og Ester en udstilling om vikingetidens almindelige mennesker. 

Men fondspenge og et banebrydende arkæologisk fund kommer imellem parret, og konflikten mellem Ester og Michael intensiveres, da Esters fund viser sig at være et tusind år gammelt mordmysterie, der potentielt kan ændre danmarkshistorien.

Se traileren til 'Danefæ' nederst i artiklen

Danefæ
(© Per Arnesen/TV 2.)

'Danefæ' er skrevet af Lars K. Andersen - manuskriptforfatteren bag Flammen og Citronen og Krudttønden og er instrueret af islandske Dagur Kári, der i 2005 var Cannes-nomineret for filmen Voksne mennesker, har været episode-instruktør på DR-serien ‘Borgen’, og senest var aktuel med komediefilmen Hygge! fra 2023.

I rollen som Ester ser vi den prisbelønnede skuespillerinde Lene Maria Christensen, der har haft et utal af roller i serier såsom ’Lulu og Leon’ (2009), ’Arvingerne’, ’Friheden’ og ’Orkestret’, og har senest spillet med i familiefilmen Honey (2025), Mørkeland (2024) og Rose (2022) - de sidste to sammen med netop Anders W. Berthelsen.

I ‘Danefæ’ spiller Berthelsen ægtemanden Michael, der bliver én af tre roller i 2025 sammen med filmen Børnene fra Sølvgade tager kampen op og Netflix-serien 'Mango' af Avez-brødrene. Ligesom sin medskuespiller har man kunne opleve Berthelsen i utrolig mange danske film og serier med ikoniske roller i bl.a. ‘Taxi’ og ‘Krøniken’. Senest har han filmet fjerde installation i den populære komedie filmserie 'Klassefesten'.

Udover de to hovedpersoner medvirker blandt andre Birthe Neumann, Fanny Leander Bornedal, Carl Tange, Petrine Agger, Jakob Cedergren, Tina Gylling Mortensen, Sara Fanta Traore og Youssef Wayne Hvidtfeldt.

'Danefæ' får premiere på TV 2 Play og TV 2 søndag 15. juni.

Nyeste film i biografen