8 film du skal streame i marts

Noget for alle til hjemmebiografen
The Housemaid
(© Nordisk Film)

Årets første forårsmåned er indtruffet – og således også en række spritnye film, du kan streame hjemme fra sofaen i løbet af måneden.

Der er noget for enhver smag: Fra syret kulttrip i surferparadis over dødbringende ballerinaer til filmportræt af folkekær dansk musiker.

Se herunder de 8 nye film, du skal streame i marts:

Nicolas Cage i 'The Surfer'
(© Saturn Films/Arenamedia/Lovely Productions/Tea Shop Productions)

The Surfer

"You can’t surf with us!" fristes man til at sige á la 'Mean Girls' om dette nye, syrede surfertrip. Filmen har Nicolas Cage i hovedrollen som en afdanket surferdude, der ønsker at vende tilbage til barndomshjemmet ved et australsk kystparadis for surfere.

Men det er nemmere sagt end gjort. En mystisk gruppe af fjendske surfere vil nemlig ikke lade ham og teenagesønnen (Finn Little) ride på bølgen blå. "Don’t live her, don’t surf here" lyder deres næsten kultagtige mantra. Det står hurtigt klart, at der er ugler i mosen.

Fast besluttet på sin ret til at surfe på sin barndomsstrand – og på at købe det nærtliggende hus, han voksede op i – udsættes han for prøvelser, der presser ham helt ud til grænsen.

På rollelisten finder man også Rahel Romahn (Furiosa: A Mad Max Saga) og Julian McMahon (Fantastic Four), der desværre gik bort i sommer i en alder af kun 56 år.

'The Surfer' kan ses på Blockbuster fra den 2. marts.

Dust Bunny
(© Thunder Road Pictures)

Dust Bunny

I ny, spooky action-fantasy er monsteret under sengen ikke blot en irrationel frygt, der løber løbsk i hovedet på et fantasifuldt barn – men en dyster realitet for 10-årig Aurora (Sophie Sloan), som er overbevist om, at det virkelige uhyre, der bor under hendes seng, har spist hele hendes familie.

For at gøre kål på monsteret allierer hun sig med sin nabo (Mads Mikkelsen), der har en mildest talt usædvanlig profession: lejemorder med speciale i monstre. Naboen er dog overbevist om, at Auroras familie er blevet slået ihjel af en gruppe, der var sendt for at dræbe ham. Og hans førsteprioritet bliver nu at beskytte den lille pige.

'Dust Bunny' genforener den danske skuespiller med Bryan Fuller – skaberen bag serien 'Hannibal', hvor Mads Mikkelsen indtog titelrollen som kannibalen Hannibal Lector.

'Dust Bunny' kan ses på Blockbuster fra den 9. marts.

The Housemaid
(© Nordisk Film Distribution)

The Housemaid

'The Housemaid' er en spændingsfyldt thriller spækket med intriger, skandaler og twists, hvor intet er, hvad det giver sig ud for at være. Filmen er baseret på Freida McFaddens bog af samme navn fra 2022, der har solgt over halvanden million eksemplarer verden over.

Vi følger Sydney Sweeneys Millie – en ung kvinde, der hyres som stuepige af den rige familie Winchester, der består af Nina (Amanda Seyfried), hendes mand (Brandon Sklenar) og Ninas datter. Millie erfarer dog hurtigt, at der er noget uldent ved familien, der slet ikke er så picture-perfect, som det umiddelbart ser ud.

Opholdet udvikler sig hurtigt til et mareridt – først for Millie, men sidenhen også for værtsfamilien, da det går op for dem, at heller ikke stuepigen er den, hun udgiver sig for at være.

Filmen er instrueret af Paul Feig, der bl.a. også står bag krimi-thrilleren A Simple Favor fra 2018.

'The Housemaid' kan ses på Blockbuster fra den 16. marts.

Cillian Murphy i Peaky Blinders: The Immortal Man
(© Robert Viglasky / Netflix)

Peaky Blinders: The Immortal Man 

Peaky Blinders fulgte antihelten og gangsteren Tommy Shelbys rejse fra gadebanden i Birmingham og hele vejen ind i Parlamentet - og efter seks sæsoner lignede det et punktum for historien. Men nu åbnes et nyt kapitel med spillefilmen 'Peaky Blinders: The Immortal Man', hvor Cillian Murphy vender tilbage som Tommy Shelby.

Filmen springer frem til Birmingham i 1940, hvor Anden Verdenskrig kaster sin skygge over byen. Tommys fremmedgjorte søn (Barry Keoghan) leder nu Peaky Blinders, som var det 1919 igen, mens han bliver viklet ind i et nazistisk plot. Tommy, der ellers har søgt væk i selvvalgt eksil, bliver derfor tvunget tilbage for at redde både sin familie og i sidste ende også landet.

Stemningen ligner den klassisk Peaky Blinders: storpolitik og familieloyalitet, paranoia og vold - men med en krigstid som bagtæppe, der naturligt skruer op for både risiko og moralgråzoner. Filmen er instrueret af Tom Harper og skrevet af seriens skaber Steven Knight.

På rollelisten er der både genkendelige ansigter og tunge nye navne. Ud over Murphy vender b.a. Sophie Rundle tilbage, og der kommer nye kræfter til i form af Rebecca Ferguson, Tim Roth og Stephen Graham

Filmen kan ses fredag 20. marts på Netflix. 

Ternet Ninja 3
(© Nordisk Film)

Ternet Ninja 3

Anders Matthesens sidste og tredje animationsfilm i rækken om den rapkæftede ternede ninja står på en helt ny mission for ninja-dukken.

Askes interesse for sin ninja og dens missioner er nemlig ved at aftage i takt med, at han bliver ældre. Ternet Ninja føler sig nu tilovers og kun endnu mere ivrig efter at opstøve en ny mission.

Det resulterer desværre bare i, at Aske uforvarende kommer til at lægge sig ud med Jessicas bad-boy kæreste og hans gangstervenner. Så hvad skal Aske mon nu stille op?

'Ternet Ninja 3' blev sidste års mest sete film i biografen. Over 800.000 danskere indløste billet til animationsfilmen.

'Ternet Ninja 3' kan ses på Prime Video fra den 21. marts.

Under stjernerne på himlen
(© SF)

Under stjernerne på himlen

Fra en succesfuld Anden film til den næste. Anders Matthesen portrætterer i det musikalske drama en af dansk pophistories største personligheder, nemlig musikeren, entertaineren og hitmageren Tommy Seebach.

Det er dog ikke kun en dans på roser i musikbranchen, hvor Tommy Seebach indædt kæmper for at forblive på toppen, hvilket får sin del af hårde konsekvenser for ham – ikke mindst privatlivet.

Filmen er nemlig også historien om en far, hvis konstante higen efter anerkendelse spænder ben for kærligheden til familien, der står i skyggen af livet som stjerne.

'Under stjernerne på himlen' kan ses på Netflix fra den 22. marts.

Primate
(© UIP)

Primate

Det er med at få benene på nakken i denne gyserfilm, da en dræberabe slipper rædslen løs midt i ellers trygge omgivelser langt ude i den smukke natur, men også med langt til nærmeste nabo.

For fra at være et sødt kæledyr, forvandles chimpansen Ben i næste nu til en koldblodig dræber på rov blandt søstrene Lucy og Erin samt nogle veninder, som nu står til at blive ofre for den gale abe.

Således må de unge venner nu gøre deres bedste for ikke at blive dræbt af den glubske og ikke mindst intelligente chimpanse, der altid synes at være et skridt foran.

'Primate' kan ses på Blockbuster fra den 24. marts.

'Pretty Lethal's fem dødbringende ballerinaer
(© Prime Video)

Pretty Lethal

På rejsen mod en prestigefuld dansekonkurrence, må fem unge og talentfulde ballerinarivaler modvilligt søge ly på en afsides kro, efter deres bus brænder sammen ude i en skov. Men fra det øjeblik, de ankommer, står det klart, at noget er helt forkert.

Kroen drives nemlig af den skumle kromutter Devora Kasimer (Uma Thurman) – et tilbagetrukket tidligere balletvidunder. Og hun er mildest talt ikke en gæstfri vært.

Da opholdet udvikler sig i en livsfarlig retning, må de rivaliserende danserinde slå sig sammen og bruge den årelange og benhårde træning bag deres unikke dansetalent i en ny kontekst, hvor ynde, disciplin og balletsko bliver redskaber til at overleve.

Filmen er skrevet af forfatter og skuespiller Kate Freund, der også selv spiller med i filmen. Som forfatter har Freund bl.a. også været med til at skabe gyserserien 'Afterlife' fra 2017.

'Pretty Lethal' kan ses på Prime Video fra den 25. marts.

Nyeste film i biografen